Prøv avisen
Kronik

Vi ateister har mere tilfælles med kristne, end vi tror

Kristne og ateister har primært det til fælles, at de er mennesker, og der er et liv, der skal leves, skriver dagens kronikør. Foto: Arkiv/Rasmus Flindt Pedersen/ritzau

I stedet for at fokusere på, hvad der splitter kristne og ateister, bør vi have en stærkere samtale om de fællestræk, der er på tværs i forhold til forståelsen af livet, kærligheden og døden, mener dagens kronikør

HVIS MAN I STEDET FOR at starte med at dele mennesker op efter, hvad de tænker, ser på, hvad de er, så behøver forholdet mellem troende og ateister ikke være så uforsonligt, som vi har oplevet det i de senere år.

Og med det udgangspunkt kan man bruge det eksistentielle indhold fra Bibelen og bringe det ind i en ateistisk ramme, der i udgangspunktet er ganske tomt: Der er nok ingen guder. På en måde er det at tage Grundtvigs diktum ”menneske først, kristen så” alvorligt. Modparten kan tilsvarende sige ”menneske først, ateist så”.

Kristne og ateister har primært det til fælles, at de er mennesker, og der er et liv, der skal leves. Men hvilket liv?

VI KAN BEGYNDE MED Bibelens myte om syndefaldet. Mennesket begynder i en paradisisk tilstand, men forvises selvforskyldt fra Edens Have og ud i det liv, som vi (gen)kender: et liv, hvor børn fødes i smerte, og man må æde sit brød i sit ansigts sved. Eller som filosoffen Thomas Hobbes udtrykte det: Livet er ubehageligt, brutalt og kort. For kvindernes vedkommende var der en tillægsstraf: at manden skulle herske over hende. Syndefaldsmyten viser, at mennesket mister det evige liv ved at miste adgangen til livets træ. Men myten glemmer det aspekt ved det lidelsesfulde i livet, at vi rammes af sygdom, der er med til at forpeste livet, ja, nogle gange er det sygdommen, der tager livet af os.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg bedre kan skrive under på denne kortfattede beskrivelse af menneskets livsvilkår end visse ateister. Der er ateister, der angriber kristnes livsopfattelse og mener, at hvis man har fokus på det hinsides liv, så glemmer man det dennesidige liv. Og det, man overser, er livets skønhed, at det dennesidige liv har fylde nok, så man ikke behøver at bekymre sig om et eventuelt efterliv. Jeg kan ikke skrive helhjertet under på denne opfattelse.

Selvfølgelig har livet sine skønne momenter, men det er med det som med lykken: Den er kortvarig. Man overser på den måde det tragiske aspekt ved livet. Men omvendt er det jo det liv, man må omfavne. Og det mener jeg også, at mange moderne kristne gør. Moderne kristne lever ikke i en håbefuld forventning om verdens undergang og et liv i himlen, hvor Jesus troner og giver evigt liv til de rettroende.

JEG INTERVIEWER PRÆSTEN og Kierkegaard-forskeren Pia Søltoft i min bog ”Tro og tvivl. Selv ateister kan trænge til lidt gud”. Hun giver ret direkte udtryk for, at hun ikke tror på et evigt liv i himlen. Hun mener, at det er uden for vores fatteevne, og at det er en naiv fantasi.

For hende er troen på Gud en måde at skabe mening i dette dennesidige liv. Gud og kærlighed er to sider af samme sag, begge er uudgrundelige og af samme årsag: at vi ikke kan spørge rationelt til dem, det er kræfter i tilværelsen uden for menneskets erkendeevner.

Pia Søltoft peger med sin guds- og kærlighedsforståelse dels på, at troen for hende tjener livet og ikke efterlivet, dels på, at begge er meningsgivere i livet. Det er en vigtig fornyelse og reformulering af kristendommens indhold, som for eksempel gør noget af Nietzsches kritik af kristendommen forældet. Samtidig peger Søltoft på et vigtigt problem for forståelsen af livet, nemlig spørgsmålet om dets mening.

Det er dog ikke sådan, at en sådan reorientering er uden forløbere – selv i Bibelen. Jesus har også en omsorg for det dennesidige liv, som på en måde løber på tværs af hans forventning om, at Guds rige er nær.

Jeg tænker blandt andet på beretningen om opvækkelsen af Lazarus. Det er en beretning med mange lag. Man kunne sige, at han vakte Lazarus til live for at demonstrere sin guddommelige styrke, men der er også en menneskelig side ved det, nemlig at han oplever Lazarus’ søstre Martha og Marias sorg, og han selv er også berørt: ”Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: ’Se, hvor han elskede ham’.” (Joh. 11, 35-36).

Med andre ord spiller livet, det dennesidige, en rolle for Jesus, hvad der på en måde er overraskende. Han kunne i stedet have sagt: ”Hvad nytter det, at jeg vækker Lazarus af de døde? Livet er kort, og han skal snart dø en gang til. Det vigtige er det evige liv, som min fader skænker ham ved hans tro.” Men det gør han ikke. Livet har sin egen værdi – også for Jesus.

DER ER ATEISTER, som ser døden som en naturlig del af livet og derfor ikke ser døden som et problem. Det undrer mig. For mig er døden en skandale, som hiver gulvtæppet væk under vores eksistens, vores håb og vores forbindelse til dem, vi elsker. Her er jeg igen mere på linje med kristendommen. Det er netop, fordi døden er livets tragiske aspekt, at kristendommens budskab om et liv efter døden, det evige liv, giver mening.

Vi ønsker ikke at dø og klynger os til det håb, at døden ikke er en absolut grænse. Her har jeg svært ved at overbevise mig selv om, at der er et håb ud over døden.

Så jeg er mest enig med kristendommen i analysen af dødens forfærdelige indgriben i livet end i dens håb om troen som en vej ud hinsides døden. Igen er Jesu levnedsløb en kompleks demonstration af dødens betydning selv for ham.

Og med selv for ham mener jeg, at han forventede, at Guds rige var nært, men alligevel hæger også han ved livet. Jeg tænker på scenen i Getsemane Have, hvor Jesus beder til sin fader om at slippe for døden: ”Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.” (Luk. 22, 42).

JEG TROR, SOM PIA SØLTOFT, på kærligheden som den store meningsgiver i livet, men har ikke den samme tætte forbindelse mellem Gud og kærlighed som hende. Kærlighedens kraft er på mange måder et mysterium, men det er ikke det samme som at sige, at den er af guddommelig natur.

Den er en særlig måde, som vi mennesker kan forholde os til hinanden på, at vi så at sige kan indlejre os i hinanden, så vi bliver en del af hinanden. Den har mange facetter og rækker fra den eneste ene til kærlighed til vore nærmeste og som det særligt kristne til kærligheden til næsten, at vi bør elske den næste som os selv.

Selvom jeg ikke tror på evigheden, så tror jeg på evig kærlighed i den forstand, at den ikke har en ende. At hvis jeg levede evigt, så ville min kærlighed til mine børn, min familie og min kæreste også vare evigt. Derfor bliver den evige kærlighed ikke kun til døden os skiller.

SELVOM LIVET ER ENDELIGT og i den forstand håbløst, så må vi dog tro på livet, holde fast i det, så det ikke mister sin betydning. Og det er svært, når vi vandrer i dødens skygge. Så derfor kunne man sige, at døden er det, som fjerner meningen med livet.

Omvendt er der også dem, som hævder, at netop døden sikrer, at livet har mening. For uden døden ville vore handlinger tabe betydning, da uendeligheden som perspektiv for handlingerne gør dem uendeligt små og betydningsløse.

Måske står vi over for et paradoks her: Uanset om vi dør eller ej, så er livet meningsløst. Og omvendt, at livet er meningsfuldt, uanset om vi dør eller ej. Det er et sandt paradoks, at uanset hvordan vi stiller det op, om vi lever evigt eller dør, så kan livet både være meningsfuldt og meningsløst.

Det er måske derfor, at vi lever med vores viden om, at vi skal dø, men alligevel sløser vi livet bort, som om det aldrig vil ske.