Der er ingen tvivl om, at covid-19 vil få konsekvenser for vores liv fremover.
Luftforureningen og CO2-udslippet falder i takt med, at mennesker holder sig hjemme, ikke flyver eller ikke producerer som før. Det burde kunne give de indspark i klimastrategierne, som politikerne har haft berøringsangst over for indtil nu.
På den anden side må vi håbe, at grænserne, både de nære mellem os mennesker og landegrænserne, snart åbnes igen, så vi ikke alle sammen dør af mangel på handlefrihed, mad og rigtig menneskelig kontakt. Vi ved ikke, hvad det ender med, men det har vi sådan set aldrig gjort, ligesom der formentlig er ret lang tid til, at det hele ender – hvis det nogensinde gør det?
Naturen bestemmer hele tiden og afbalancerer alt det, vi bringer i uorden. Somme tider sker det på måder, vi ikke bryder os om: klimakriser, enorme græshoppesværme og nu coronapandemi; somme tider med noget, vi bedre kan lide, men så oplever vi det bare som vores ret og selvfølgelige resultater af vellykket strategi. Vi kan tro og håbe, at vi kan underlægge os naturen, men selv vores måske lidt overvurderede intellekt er et produkt af de samme love og fungerer som alt andet, og det bringer mig ned på jorden til et konkret eksempel.
Som mange andre har jeg børnebørn, som jeg elsker højt, og som rigtig mange bedsteforældre var min mand og jeg pludselig en dag blevet uundværlige bedsteforældre med et liv, der krævede flere fysiske kræfter, end vi havde behøvet at præstere i adskillige år. Vi skulle bare sige fra, hvis det var for meget, men det gjorde vi selvfølgelig ikke. Der var jo ikke andre sådan lige klokken syv om morgenen, og vi ville jo også gerne være sammen med vores børnebørn og følge deres udvikling. Det var lidt hårdt af og til, men desto mere dejligt og givende. For alle tror og håber jeg.
Så kom corona og vendte også her op og ned på alting. Jeg kunne se, hvor det bar hen, og forberedte mig på i værste fald at internere os med børnebørnene, så børnene kunne passe de jobs, det var nødvendigt for os alle, at de passede. Men sådan skulle det ikke være. Børnene var af både fornuftige og mere emotionelle grunde kommet frem til, at nu skulle der passes på os. Vi var pludselig blevet de svage, vi, der ellers indtil da var blevet behandlet, som om vi var lavet af gasbeton.
Vi havde ikke brokket os nævneværdigt over disse forventninger før, så vi havde det ikke så godt, da de pludselig var ovre, og vi tullede rundt i vores egen trummerum og kiggede på billeder, ryddede op i legetøjet og satte det på plads med henblik på, at vi ikke skulle se børnebørnene igen før om flere måneder. Nu var vi blevet gamle og affældige. Hvordan blev der nu fulgt op på den samtale om død og begravelse, som så småt var påbegyndt, fordi den fireåriges oldemor var død og skulle bisættes to dage efter, vi så hende sidst.
Det er nogle af de tanker, der har kørt rundt i mit hoved de seneste fem dage, siden vi kyssede hende farvel. Vores hjem og vi er formentlig virusfri nu. Om vi nåede at blive smittet, ved vi først om ni dage. For tre dage siden så vi sidst et af vores børnebørn og vinkede til hende på fem meters afstand. Det var næsten endnu værre. Jeg skyper helst ikke med mine børn, for jeg kan ikke holde ud at kunne se dem, men ikke kunne røre ved dem. Jeg vidste også, allerede fra de første coronaudbrud i Kina, at det værste, jeg kunne forestille mig, var, at jeg ikke kunne være hos mine børn og børnebørn, hvis de blev syge.
Jeg kunne godt se fornuften i, at vi alle helt undgår smitte. Derfor havde jeg også netop udtænkt en interneringsplan med børnebørnene, så jeg accepterede selvfølgelig også, hvordan det blev. Efter at have vinket farvel og grædt ud tænkte jeg, at så kunne jeg få tid til at gøre alt det, jeg længe havde savnet tid til, både alene og sammen med min mand. Jeg tror ikke, at adskillelsen kun holder 14 dage, men håber virkelig, at andre også forstår alvoren og gør deres, for ellers er vores afsavn helt spildt.
Det er dog ikke lutter savn. Min mand og jeg har det godt og meget mere ro og fred til alt det, vi har lyst til og ikke fik tid til før. Vi har det ikke dårligere, end mens vi så vores børnebørn, men vi har det anderledes og er også nødt til at prioritere anderledes fremover, for intet bliver som før. Børnebørnene savner nok os lige så meget, som vi savner dem, men vi vil alle komme over det, og hvis vi mødes igen om tre-fire måneder, er verden en anden end i går.
Min mands og mit liv er blevet omformuleret. Vi var alligevel ikke uundværlige. Heldigvis har vi heller ikke troet så meget på det. Jeg havde ikke forudset lige præcis corona, men jeg vidste, at jeg ikke ville være afhængig af mine børn – eller nogen andre. Jeg har flere gange af tidsmæssige grunde på grund af børnebørnene overvejet, om jeg skulle opgive mit eget lille firma, der ikke er noget verdensfirma, men som giver os det, vi gerne vil have og især en fornemmelse af frihed og selvbestemmelse. Heldigvis har jeg ikke gjort det. Tværtimod er min mand også kommet ind i det.
Vi skal også nok i kontakt med børnebørnene igen, men måden, adskillelsen er blevet etableret på, gør, at vi er flyttet et skridt nærmere mod døden eller tilintetgørelsen. Ikke kun på grund af de måske 100 dage, som vil være gået, når og hvis vi ses igen, men på grund af argumenterne og måden, det er foregået på.
Det er ikke vores børns, regeringens eller nogen som helst andres skyld. Vi gør alle altid vores bedste, eller det, vi på det pågældende tidspunkt kommer frem til, er bedst. Dette har dog altid nogle konsekvenser, som det kan være meget vanskeligt eller oftest umuligt at forudse. Det, der sker og også hele tiden ændres, er et samspil mellem uendeligt mange faktorer, hvoraf vi, når vi handler, kun kender ganske få og alt for sjældent de mest betydningsfulde.
Bortset fra de bedsteforældre, der nu er interneret alene med deres børnebørn eller har valgt at være ligeglade med, om de smitter andre eller selv bliver smittet, og de to ting hænger ret ofte sammen, har alle vi bedsteforældre definitivt lært, at vi altså ikke var så uundværlige, som vi fik at vide, at vi var, og som vi også troede eller bare håbede somme tider.
Jeg er udmærket klar over, at de fleste vil sige, at vi bedsteforældre kun er blevet trukket ud af historien, fordi der skulle passes på os, og jeg er da heller ikke utaknemlig over denne omsorg.
Det ændrer imidlertid ikke noget ved det, det virkelig handler om. Eller også er det netop det, det handler om.
Vi er blevet frataget retten til både at passe på os selv og til at passe på andre, og det kunne godt blive meget svært, om ikke umuligt, at få os tilbage i den gamle rolle, når det passer samfundet igen, for vi er nødt til at finde nye identiteter, hvor vi føler, at der er brug for os. Det har vi alle som mennesker behov for.
Eventuelle ændringer i bedsteforældres identitet er dog kun et lille konkret og for de fleste andre ligegyldigt eksempel på mulige konsekvenser af coronavirussen.
Vi vil dog blive berørt på mange flere måder, end vi har mulighed for at forudse lige nu. Det eneste, vi alle kan gøre, magthavere såvel som menige undersåtter, er – både tillidsfuldt og kritisk – at tage imod alt, hvad vi hører og ser og ikke lyve for os selv.
Så skal vi bringe os selv i så megen ro, at vi i et splitsekund kan fatte, hvordan det hele hænger sammen. Da kan vi handle – og også turde handle anderledes, når alting bliver anderledes. For det gør det. Hele tiden.