Prøv avisen
Kronik

Psykolog: Vi behandler stress ud fra en forfejlet konkurrencelogik

Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Dogmet om, at vi har brug for vækst gennem konkurrence, har vist sig at være fatalt. Vi driver rovdrift på Jorden og os selv. Det er ikke konkurrence, der motiverer os, men fællesskaber. Vores unikke evne til at samarbejde er grunden til, at vi har overlevet som art, skriver dagens kronikør

SENEST JEG HOLDT OPLÆG for ledere på en fagforeningskonference, fik jeg i den efterfølgende debat at vide af to deltagere, at de udmærket var klar over, hvad stress er, og at de havde vidst det i mange år. Jeg skulle med andre ord ikke tro, at jeg kunne komme og fortælle dem noget, de ikke vidste i forvejen.

Deres efterfølgende spørgsmål til mig var: ”Når vi nu har al den viden om stress, hvorfor har vi så stadig problemer med stress?”.

SPØRGSMÅLET VIRKEDE LIDT PÅ MIG, som da jeg for mange år siden befandt mig i høj søgang på et lille skib i Stillehavet på vej tilbage til den polynesiske ø Mungiki, hvor jeg som tværkulturel forsker var i gang med en feltundersøgelse. Skibets kaptajn havde om morgenen fortalt mig, at han på grund af det overskyede vejr ikke kunne fastslå skibets position med sekstanten.

Men nu her ud på eftermiddagen, hvor solen tittede frem, fortalte han mig, at nu vidste han helt sikkert, hvor skibet befandt sig – han kunne blot ikke forstå, at vi ikke kunne se Mungiki. Jeg blev fuldstændig paf – sagde han virkelig det? I min tilstand af total udmattelse efter et døgns søsyge fik jeg fremstammet, at det nok var bedst, hvis han foretog nogle nye beregninger.

DE TO LEDERES SPØRGSMÅL udløste en deja-vu-oplevelse og et indre udbrud: Sagde de virkelig det? Og kunne de ikke selv se, at der var noget, der ikke stemte, hvad angår deres mangeårige viden om arbejdsrelateret stress? Mit noget famlende svar tog form af en undvigelsesmanøvre, for jeg kunne da ikke sige lige op i deres åbne ansigt, at deres skråsikkerhed om stress sandsynligvis tjente som en overlevelsesstrategi, der dækkede over følelsen af resignation i konfrontationen med vilkår, de var magtesløse overfor, og som forekom overvældende og ubærlige.

INDEN SPØRGSMÅLET BLEV STILLET, havde jeg holdt et oplæg, hvor jeg redegjorde for arbejdsrelaterede belastningsfaktorer og forskellige former for stressbelastningsreaktioner. Resten af oplægget fokuserede jeg på de alvorligste belastningsfaktorer, hvor målstyring og effektivisering under anvendelse af standardisering, ensretning, kontrol og evaluering virker tingsliggørende og fremmedgørende.

Vi afskæres fra kontakten med kvaliteter og ressourcer, vi er bekendt med hos os selv, og som er nødvendige for at udføre arbejdet. Det giver selvusikkerhed og en følelse af, at vi ikke længere kan stole på vores egen dømmekraft og ikke længere kan, hvad vi er vant til at kunne.

De områder af hjernen, der understøtter instinktiv overlevelsesadfærd bliver højaktiverede og det dæmper aktiviteten i de områder af hjernen, der understøtter højere mentale kvaliteter og kompetencer som tænkning, overblik, refleksion og selvrefleksion, koncentration, hukommelse og empati. Dette vil forstærke oplevelsen af at være fremmedgjort.

Markedssamfunds neoliberale økonomiske teorier bygger på grundantagelsen om, at vi er nødt til at skabe vækst og konkurrere for at overleve. Det har ført til, at såvel arbejdspladserne som undervisnings- og forskningsinstitutioner bliver drevet ud fra økonomiske styringsmekanismer, der skal tilgodese en vækst i målopfyldelse, der sikrer, at potentielle konkurrenter bliver udkonkurreret.

De anvendte managementmetoder bygger på de økonomiske teoriers menneskesyn, hvor mennesker angiveligt styres af overlevelsesinstinkter og ubønhørlige drifter mod egen behovsopfyldelse på andres bekostning. Mennesker befinder sig ligesom dyr i en frygtbaseret virkelighed, hvor det gælder alles kamp mod alle, og hvor kun den stærkeste overlever. Mennesket vil ikke af egen fri vilje arbejde for samfundets og det fælles bedste, men skal drives ved incitamenter, regulering, standardisering, overvågning, belønning og straf.

DENNE ANTAGELSE OMKRING mennesket vil i længden komme til at virke som en selvopfyldende profeti: Dette menneskesyns umyndiggørelse og fremmedgørelse kommer til at præge identitetsoplevelsen hos mennesker, der må underlægge sig styringsstrategierne. Man vil med andre ord med tiden udvikle en selv- og virkelighedsopfattelse, som er baseret på styringsstrategiernes primitive menneskesyn.

Det virker som en eksistentiel trussel på livet, og det udløser en aktivering af centre i hjernen, der understøtter overlevelsesadfærd, samtidig med at centre, der understøtter højere mentale kvaliteter og kompetencer, undertrykkes. Mennesker risikerer altså at blive omvandrende selvopfyldende profetier på det primitive menneskesyn, de er underlagt.

NÅR EN PERSON FREMMEDGØRES fra sig selv og sin vante selv- og omverdensforståelse og i større eller mindre grad afskæres fra kontakten med sine ressourcer og kvaliteter og sin naturlige måde at udtrykke dem på, mister personen tilsvarende følelsen af forbindelsen med sit eget eksistentielle fundament. At blive fremmedgjort er at blive gjort hjemløs og være ude af sig selv. Dette bliver efter nogen tid selvforstærkende og kan udløse invaliderende stress, angst og depression.

Dogmet om vækst gennem konkurrence har vist sig at være fatalt, fordi vi udpiner og driver rovdrift på såvel Jorden som mennesker. Det er en myte, at konkurrence motiverer mennesker. For mennesket har overlevet som art alene på grund af vores unikke evne til og ønske om at samarbejde i fællesskaber, som er til gavn for vores fælles bedste. Det er netop det, der giver mening i tilværelsen som menneske.

Når man som kliniker lytter til den stressramtes egen beretning, er følelsen af at være afskåret fra det mest kostbare ved at være menneske det helt gennemgående i den ramtes pinagtige tilstand. Det er længslen efter at komme hjem til sig selv og mærke sig selv igen, der er starten på en vellykket rehabilitering.

Jeg er kaptajnen evigt taknemmelig over, at han bragte skibet på rette kurs. Men at jeg i nattens mulm og mørke kom i land på Mungiki, var ikke mindst øboernes fortjeneste. De vidste, at skibe havde svært ved at finde øen, så de havde tændt bål og fakler på stranden i håb om, at kaptajnen opfattede signalerne om, at land var i sigte. For min egen del var lettelsen over endelig at være hjemme ubeskrivelig.

HVORDAN KAN DET VÆRE, at vi som stressforskere, som klinikere og på arbejdspladserne forsøger at orientere os og finde svar ved at arbejde ud fra de selvsamme samfundsøkonomiske antagelser og metoder, som har skabt det stressfænomen, vi udforsker – og som vi selv så rigeligt er ramt af?

Fra klinikeren, der får tildelt et afmålt antal timer til at få en alvorligt stressramt tilbage til det arbejde, der forårsagede stress, til forskeren, der for at opnå forskningsmidler må bruge tal og statistik som metode, fordi det åbenbart giver os evidens for, hvordan mennesker er indrettet og fungerer.

Man kan så reflektere over, om forskningsresultaterne, der ligger til grund for de lederkurser, som skulle ruste de føromtalte ledere til at forstå og håndtere arbejdsrelateret stress, er resultatet af en forskning med kikkerten for det blinde øje.

Mon ikke det er på tide, at vi forskere og klinikere påtager os feltarbejdernes rolle og uden forudfattede dagsordener møder de stressramte ude i virkeligheden – det er her, de er, og de har tændt bål og fakler, der kan lede os på rette kurs.