Prøv avisen
Kronik

Filosof: Det ”simple” liv kan vise sig at være ganske stressende

Får vi det bedre af at stå af det digitale ræs eller af ræset i almindelighed? Og er det overhovedet realistisk? Det er i alt fald godt at tænke over, hvad der er vigtigt for en selv og andre, og hvordan man bør indrette sit liv, skriver filosof.

Søren Harnow Klausen, Professor i filosofi ved Syddansk Universitet og forfatter til bogen ”På sporet af din lykke”

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Mange længes efter at gøre sig fri af sociale medier og skærme. Det kan ses i sammenhæng med en bredere strømning om at sætte tempoet ned. Men det såkaldt simple liv kan vise sig at være ganske stressende, skriver filosof Søren Harnow Klausen

I DEN SENERE TID har man hørt om mange, der ønsker at bruge mindre tid på de sociale medier og andre digitale platforme. De overvejer at slette deres Facebook- eller Instagram-profil eller tager en ”kold tyrker” i form af en periode uden mobiltelefon eller internetforbindelse. Længslen efter at rulle digitaliseringen tilbage viser sig ikke kun i enkeltpersoners forsætter og projekter. Universiteterne eksperimenterer med ”no device”-kurser, der er fremsat forslag om at forbyde mobiltelefoner i skoletiden, og på det allerseneste har ingen ringere end regeringens stresspanel foreslået, at man skal lukke Forældreintra for at redde stressplagede forældre fra informationsoverload og deres børn fra omklamring og umyndiggørelse og give lærerne tid til at koncentrere sig om undervisningen.

Langtfra alle, der fravælger de sociale medier, gør det af bekymring for deres velbefindende eller frygt for at miste overblikket. Mange har forladt Facebook i protest mod omgangen med persondata, censur eller de digitale giganters skatteunddragelse og monopolstilling. Men de søger typisk digitale alternativer i form af mindre kommercielle, sociale medier med bedre privatlivsbeskyttelse. En ikke ubetydelig del af modstanden mod det digitale er imidlertid udtryk for en mere grundlæggende tvivl om, hvorvidt informationsteknologien overhovedet er god for os.

Længslen efter at gøre sig fri af det digitale kan ses i sammenhæng med en bredere strømning. Kritiske meningsdannere i ind- og udland har i de senere år talt for, at vi skal sætte tempoet ned, stå fast i stoisk modstand mod tidens krav og tendenser – hvilket altså i sig selv er blevet en stærk tendens i tiden! – fokusere på moral, ånd eller mening, eller bare give os hen til livet eller fællesskabet uden at forvente noget særligt af det.

Et andet udtryk for denne strømning er, at mange overvejer at droppe karrieren for at realisere drømmen om et andet liv. For mange bliver det ved tanken eller et kortere timeout. Men der er også dem, der faktisk opgiver embedsmands- eller konsulentjobbet for at tilbringe mere tid med børn og venner eller blive selvforsynende med grøntsager.

ER DET FORNUFTIGT? Får vi det bedre af at stå af det digitale ræs eller af ræset i almindelighed? Og er det overhovedet realistisk? Det er i alt fald godt at tænke over, hvad der er vigtigt for en selv og andre, og hvordan man bør indrette sit liv. Erfaringen af, at de digitale medier truer med at tage magten fra os, kan føre til en slags eksistentiel vækkelse. Den har fået mange til at tænke dybere over, hvad de egentlig bruger deres tid og opmærksomhed på. Så langt, så godt. Det er altid fornuftigt at holde hus med resourcerne, overveje alternativer, sætte prioriteter og forsøge at leve derefter.

Spørgsmålet er imidlertid, hvornår der er tale om virkelig eftertanke og selvkontrol, og hvornår der snarere er tale om at springe med på en anden modebølge. Der er en fare for, at man står af ét ræs for blot at kaste sig ud i et andet. Det såkaldt simple liv kan vise sig at være ganske stressende. Og forsøget på at modstå tidens krav er om noget udtryk for en vilje til selvrealisering og selvoptimering. Det er nærmest umuligt at melde sig ud af det moderne liv.

Kritikken af tidens tendenser bygger ofte på en naiv romantisk forestilling om livet før det digitale syndefald eller optimeringsideologiens fremkomst. De fremhæver gerne fortidens store ånder som eksempler og prøver at bilde os ind, at de levede i kontemplativ afsondring fra verdens stress og jag. Historien lærer os noget andet. Genierne havde selvfølgelig antennerne ude.

Aristoteles indsamlede information om alt mellem himmel og jord. Leibniz korresponderede med 1100 lærde i hele Europa, samtidig med at han var aktiv inden for diplomati og minedrift; han efterlod sig 200.000 brevsider. Kant, der gerne nævnes som eksempel på en ”langsom” tænker, som ville have haft det svært på moderne vilkår, klarede et langt større undervisnings- og publika- tionspensum end det, der kræves af nutidens angiveligt så stressplagede akademikere. Hegel priste læsning af morgenavisen som det moderne menneskes morgenbøn. Det er svært at forestille sig, at disse tænkere ville have givet afkald på informationsteknologiens muligheder.

Tidsåndskritikerne glemmer også at fortælle, at fortidens store ånder mente, at man til stadighed skulle udvikle og perfektionere sine evner. Nogle talte rigtig nok for et mere simpelt og tilbagetrukket liv. Men de kørte karakteristisk nok ofte selv i et højt gear og var ivrige efter at eksponere sig selv og deres idéer, nøjagtig som det gælder for dem, der i dag prædiker ro og besindelse.

Hvordan finder man den gyldne middelvej mellem en romantisk illusion og den distraktion, som livet i den digitale verden unægteligt kan føre til?

FOR DET FØRSTE må man gribe tilbage til det gamle slogan ”kend dig selv”. Nogle har det måske virkelig bedst med at trække stikket. Men de fleste brænder oprigtigt for ting, der faktisk kræver, at de er ”på” og følger med i informationsstrømmen. Det kan være risikabelt at stå af ræset, når man kun har en uklar og uprøvet forestilling om, hvad det vil føre med sig. Man kender det fra pensionister, som kan have svært ved at realisere deres drømme, når de endelig får muligheden. De opdager, at de alligevel ikke havde den store kunstneriske åre, eller at mere tid til børn og børnebørn ikke er nok til at udfylde tomrummet.

For det andet kommer man ikke uden om at tænke over tingene. Tidsåndskritikerne vil have os til at reflektere mindre. Jeg mener derimod, at vi skal bekæmpe og styre den usunde refleksion med mere refleksion – og gøre den gode refleksion til en vane. Vi kan også outsource refleksionen: lade andre hjælpe os til at træffe de rigtig valg og kontrollere vores handlinger.

Digital dannelse handler ikke bare om god tone og opførsel på nettet, viden om, hvordan informationer produceres og deles, eller om at kunne kende forskel på mere og mindre pålidelige kilder. Dannelse handler først og fremmest om at udvikle hele sin personlighed. Man skal lære at finde glæde ved at gøre det, som er rigtigt og fornuftigt, så det falder naturligt, og man kan gøre det mere sikkert og konsekvent.

Der kan være grund til bekymringer, men de må ikke blive til panik. Dannelse er at komme overens med realiteterne uden at gå på kompromis. Det gør man blandt andet ved at påvirke den virkelighed, man handler i, så den passer bedre til ens egne mål og midler. En del kan vi gøre individuelt, men vi har også et kollektivt – politisk – ansvar for vores lykke og ulykke. I fremtiden vil vi utvivlsomt indføre mere hårdhændede og omfattende reguleringer af brugen af digitale medier. Sådan set er stresspanelets advarsler nok kun et forvarsel om, hvad der vil komme. De hælder måske umiddelbart til den utopiske side, men sætter faktisk gang i en diskussion om regulering snarere end afskaffelse af det digitale – om, hvordan vi selv kan tage mere af styringen.

Ligesom der er brug for mere snarere end mindre refleksion og selvudvikling, er det sandsynligt, at vi må søge hjælp i det digitale. Der er udviklet app’er til at overvinde eller udholde ensomhed. Min mobiltelefon advarer mig regelmæssigt om, hvor meget skærmtid jeg har brugt. Det kan virke som en skræmmende digital dødsspiral, hvor digitaliseringens skadevirkninger kræver mere digitalisering. Men har vi brug for sportsure og gps for at lokke os selv væk fra skærmen, kan det godt være det bedste. Vi bliver nødt til at søge lykken i det digitale, med det digitale.