Prøv avisen
Kronik

Vi bør bruge fasten på at gentænke fristelsen i ørkenen

I dag er det askeonsdag, dagen, hvor den kristne faste begynder. Vi burde bruge indgangen til fastetiden på at gentænke dens bagvedliggende begivenhed, nemlig fristelsen i ørkenen, hvor Jesus nærmere står over for en bror end Djævelen, mener kronikøren

Askeonsdag, 40 hverdage før påske, begynder den kristne faste. Fasten er ikke tænkt som en slankekur, men som en fokusering på det vigtige i tilværelsen, en anledning for os til at gennemtænke, om vores liv er orienteret rigtigt.

Tanken med de 40 dages selvgranskning er inspireret af den begivenhed, vi kender som fristelsen i ørkenen, der står som en af de centrale hændelser i Det Nye Testamente. Historien er, som de fleste ved, at da Jesus er blevet døbt af Johannes, bliver han af ånden ledt ud i ørkenen, hvor han efter mange dages kontemplation og faste står over for den store modstander, Satan, som med snedige kneb prøver at få Jesus til at tvivle på Gud og vende ham ryggen. Jesus testes. Styrken af hans tro sættes på prøve. Og Jesus afviser fristeren med de berømte ord ”Vig bort, Satan!” (Matt. 4, 10).

Kampen er skildret i de tre synoptiske evangelier, og den beskrives som en nøglesituation for Jesus. Det er en manddomsprøve, han skal igennem, inden han går ind til resten af sit liv og virke. Og at han formår at vise fristeren bort er i kristen tradition blevet udlagt som en sejr, der peger frem mod den endelige sejr ved korset og den tomme grav: Jesus viser, at han ikke er fristet af denne verdens magt og herlighed, men kun er optaget af Guds herlighed.

Som Johannes Værge fremhæver i sin bog ”Guddommelig uorden”, er det vigtigt at gå ind i situationen og se den for sig. Gør man det, ser man, at det kunne være gået galt. At der må have været en reel risiko for, at Jesus var faldet i de fælder, Satan satte for ham. Han fristedes jo som menneske, ikke som en uovervindelig magt, og hans afvisning af Satan ville ikke kunne ses som en sejr, hvis ikke nederlaget havde været en mulighed. Ja, sejren bliver bare større af, at han fristedes, da han var allersvagest, efter 40 dage uden føde og selskab.

Det er en interessant manøvre, dette at gå ind i situationen. Jesus er så vidt, vi ved, alene i ørkenen, så historien må være videregivet af ham selv, og det er i sagens natur umuligt at sige, hvor meget der siden er digtet til. Det eneste nogenlunde sikre, man kan sige om den – for så vidt noget i Det Nye Testamente er sikkert – er, at han oplevede at stå i en konfrontation med en personlig ondskab, der rettede sit angreb mod ham. Og at Jesus bød dette væsen vige bort. Det forekommer sandsynligt, at han har haft sådan en oplevelse, og ifølge de tre evangelier er det den succesfulde begyndelse på Jesu virke. Han indleder så at sige sin kamp for Gud med en sejr.

Men jo længere man går ind i den, des sværere bliver det at se den som en sejr. Så lad os tage situationen alvorligt: Jesus står ansigt til ansigt med Satan. Men i fortællingen er Satan hverken tænkt eller fremstillet som en abstrakt ondskab eller et symbol for Jesu opgør med indre dæmoner. Satan træder frem for Jesus som en person med et motiv og en vilje, og det gør situationen personlig. I så fald står Jesus over for et andet af Guds børn, ja, en bror reelt. Og det vender historien fuldstændigt på hovedet.

I værket ”Vandrer mod Lyset!” kan man læse netop denne udlægning af historien: Den person, der kom til Jesus i ørkenen, var hans bror og lige dér altså også hans fjende, og ifølge sit eget kærlighedsbudskab burde Jesus have bøjet hovedet og bedt en bøn for sin fjende og forfølger. Men det er ikke det, han gør. Jesus byder ham vige bort. Han forviser en bror bundet af mørket, og det gør situationen til en helt anden end det, den er blevet gjort til i kristendommen. Fristelsen i ørkenen er med andre ord ikke fortællingen om en sejr, men om et nederlag. Ikke en triumf, men en tragedie: Det kunne, som Johannes Værge noterer sig, være gået galt – og det gjorde det.

Det må have været dybt ulykkeligt for Jesus at se i øjnene, at han faktisk havde svigtet sit eget budskab. Ikke at jeg vil bebrejde Jesus det store, for i mødet med Guds modstander må det have krævet en utrolig styrke at bede for ham. Men Jesus må have haft chancen for at lykkes. Det, situationen krævede af ham, var, at han havde tillid til Gud og til kærligheden, selv i mødet med så fortættet et mørke, som Satan må have udstrålet. At Jesus kunne se ind bag det dæmoniske slør, der skjulte et andet barn af Gud. Det er et stort krav at skulle leve op til, men ikke umuligt.

En af de få, der i hvert fald i tanken har set personen inde i dæmonen, er John Milton, som i sit episke renæssancedigt ” Paradise Lost ” giver en hjerteskærende skildring af Satans sjæleliv. I flere markante passager får Milton beskrevet et væsen fuldt af sårbarhed og fortvivlelse, og han får blotlagt hele det følelsesmæssige oprør, der ledsager Lucifers fald fra en lysende engel, høj af rang og med et ”åsyn skønt som morgenstjernen” til en fjende af alt godt.

Milton lader den faldne engel, Satan, tænke tilbage på, hvordan hovmodet forførte ham, da Gud satte sin enbårne søn ved sin højre hånd, foran Satan, der følte sig gjort mindre, der følte sig uophøjet. Satan fortæller, hvordan han følte sig tvunget i taknemmelighedsgæld til Gud, en gæld, han ønskede sig fri af – og hvordan han dengang ikke forstod, at sådan en gæld var der ikke. Han ser, at andre høje engle som ham selv stod fast og ikke faldt, og undrer sig over, at han manglede styrken til det samme. Han fortæller om skammen over at have vildledt dem, der fulgte ham i faldet, og hvordan den holder ham tilbage fra atter at give sig ind under Gud. For hvordan se en sådan skam i øjnene? Han mærker til fulde sit tab, men kan ikke tro på forsoning efter så ondt et brud. Han røres over Edens skønhed og Adams og Evas uskyld og ynkes over deres tunge skæbne, men han sætter den alligevel i værk og splintrer deres lykke for at hævne sig på Gud.

Milton viser os den mægtige ånd, Lucifer var, den lysets fyrste, der nok har syndet meget og er formørket af sit had til verden og sin frygt for Gud, men som inderst inde er en bror. Ham så Jesus ikke i tide og kom derfor, ifølge ”Vandrer mod Lyset!”, ud af ørkenen som en delvist knækket mand. Når han i bjergprædikenen udtrykkeligt påbyder os: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer” (Matt. 5, 44), får det næsten en sorgfuld klang, for det var netop det, han ikke selv formåede i en nøglesituation i sit liv – og den samme sorg kan høres i lignelsen om den fortabte søn, som vel er den stærkeste fortælling i Det Nye Testamente om at modtage den faldne i kærlighed.

Denne udlægning af fristelsen forklarer, hvorfor Jesus ikke havde en bred og stærk folkelig opbakning, når nu budskabet var så fantastisk, og Gud stod bag ham. Det kunne han jo godt have haft, og havde han haft det, havde Rådet næppe turdet dømme ham og romerne næppe turdet henrette ham – og folket ville have valgt ham over røveren Barabbas – og alting ville måske være gået anderledes. Hvis Jesus vidste med sig selv, at han ikke formåede at efterleve sit eget kærlighedsbudskab og bede for sin bror i stedet for at vise ham bort, har han båret nederlaget i hjertet, og det må have kastet lange skygger over resten af hans liv. Måske så lange, at hans store mission – forkyndelsen af kærligheden – ikke blev den succes, den skulle have været, fordi han ikke troede nok på sin egen autoritet til at fremstå med den styrke og overbevisning, gennembruddet for hans budskab krævede. Han kunne ikke selv leve op til det! Og så er fristelsen i ørkenen det absolut modsatte af en sejr.

Så her ved indgangen til fastetiden burde vi gentænke dens bagvedliggende begivenhed og i fjendekærlighedens ånd, som Jesus lagde sin sjæl i, droppe den forsagelse af Djævelen, Grundtvig fik klistret på trosbekendelsen, og i stedet bede en bøn for den bror, der er faldet dybere end alle andre.