En af de største forbrydelser i europæisk historie er folkemordet på jøderne, holocaust. En ubeskrivelig politisk og kulturel fanatisme, en vulgaritet hinsides beskrivelse, er dette folkemord. Det vil altid være et sår på europæisk kultur, tysk historie og en del andre landes historie og kirkens og kristendommens historie.
Folkemordet banede vejen for, at Israel siden 1947 har været opfattet som en stat i det internationale samfund. Palæstina havde man kaldt det område siden 1920, som man nu efter Anden Verdenskrig i 1947 opdelte og kaldte Israel og Palæstina med cirka 52 procent af området til Israel og 48 procent til Palæstina. Men det kom til krig, og med våbenstilstanden, ”Grønne Linje” i 1948, var der 22 procent tilbage til Palæstina. Med krigen i 1967 blev de landområder, nemlig Vestbredden, Gaza, Østjerusalem, som vi i dag kalder Palæstina, besat af Israel. At der er tale om en besættelse er ikke min private opfattelse. Sådan har vi i Danmark siden hændelsen opfattet denne handling – sammen med FN.
I Kairos-dokumentet af den 20. juli 2020 henvender de kristne kirker i Palæstina sig til os som trosfæller. Der er en stemning og en alvor i dokumentet, som vi ikke er vant til, men som man med historien in mente sagtens kan sætte sig ind i, for besættelse er en ydmygelse. Det er mindretalskirker, der henvender sig til den øvrige verden med et håb, nemlig at palæstinensernes hverdag må blive anderledes. Palæstinenseres liv er dybt præget af en besættelse, der nu har varet mere end 50 år.
De palæstinensiske kristne henvender sig til os, idet de anerkender Israel som stat, og de fastholder Israel på den internationale retsorden, som man forpligter sig på som medlem af FN. De retter verdens opmærksomhed mod, at når zionismen med Bibelen i hånden argumenterer for Israels ret til hele Palæstina og med den samme bibel også hævder at kunne ophæve international orden, så bliver religionen brugt som en del af den politiske ideologi som zionismen her er blevet til. Derfor er det aldeles legitimt at diskutere denne – ligesom enhver anden ideologi, hvad enten det er kommunisme, socialisme, fascisme, liberalisme eller konservatisme. Det demokratiske sindelag mødes i denne drøftelse.
I dokumentet beder man om, at international lov og ret må blive hørt. At man som kristen omtaler undertrykkelse som synd, kan ikke siges at være en overfortolkning af begrebet.
Kristne zionister har i årevis opfordret kristne i Palæstina til at flytte, fordi man hævdede, at de var ”i vejen for” frelseshistoriens endemål. De har mistænkeliggjort de kristnes tilstedeværelse som de generelt har nægtet at anerkende palæstinensernes ret til at være i landet, og de har været med til at gøre livet under besættelsen stadigt mere umenneskelig. Hvordan man kan forbinde den zionistiske opfattelse af frelseshistorien med Jesus og Paulus, har jeg svært ved at se. Det er et af de markante opgør i Jesu forkyndelse, at dette ikke kun er for det jødiske folk, men for alverden. Gud tilbedes i ånd og sandhed, og dermed er der ikke længere nogen sammenhæng mellem én bestemt nationalitet og én bestemt etnicitet og frelsen. I ånd og sandhed sprænges alle grænser. Paulus fremhæver i sine breve i øvrigt denne universalistiske opfattelse og hævder, at der nu ikke længere er forskel mellem jøde og græker, mand og kvinde. Alle er omfattet af forkyndelsen, der springer ud af den frihed.
De kristne palæstinensere gør opmærksom på en meget alvorlig udvikling for dem, der bor i det besatte land, hvor man lever under et militært kontrolsystem og bliver helt anderledes behandlet end bosætterne. Palæstinensere får konfiskeret jord og ødelagt ejendomme. Palæstinenser bliver hindret adgang til den jord, de ejer, som de ifølge internationale aftaler skal have adgang til. Det beder de os om at se og reagere på.
Et andet alvorligt forhold gør de også opmærksom på, nemlig Nation-State Law, som blev indført i 2018. Lige nu gælder den ”kun” Israel, men er et klart tegn på ophævelse af demokratiet. Der er tale om en lovgivning, der skelner mellem dem, der deler statens religion/etnicitet, jødedommen, og dem, der ikke gør og opdeler befolkningen i ”nationals” (israelere), der nyder alle rettigheder og ”citizens” (palæstinensere i Israel og andre minoriteter), som ikke nyder de samme rettigheder. Man er ved at indføre et apartheidsystem.
Den, der besøger den lutherske menighed i Betlehem, vil løbe ind i en national palæstinensisk stolthed ved landet, kulturen, historien, folkets fortællinger og sproget, som må vække mindelser for de fleste danske om det, som vi kommer fra. I et land dybt præget af en tankegang, der bygger på en forståelse af vigtigheden af, at mennesker er stolte af deres sprog og kender deres grundlæggende historie for at kunne blive befriet til fremtid og hverdag, bliver vi mødt af et nødråb om hjælp.
De kristne palæstinensere arbejder dagligt for at skabe fred, frihed og menneskeværdighed. Den lange besættelse har skabt intern splid mellem Hamas i Gaza og Fatah-bevægelsen på Vestbredden. Desværre er der tale om et svagt lederskab i Palestinian National Authority.
Selvom de kristne i Palæstina er få, vil de ikke kaldes ”forfulgte”, men udefra set må man konstatere, at her er en gruppe kristne, der er hårdt pressede af jøder og muslimer. De taler om håb, om fred og om sameksistens, og de taler til deres israelske modstanderes opfattelse af sig selv: som en nation, der skal leve op til international lov og ret.
Enhver, der læser Kairos-dokumentet, bør iagttage kortet over Israel og Palæstina fra før 1967 og det kort, som ville være resultatet af det seneste udspil fra den amerikanske regering – et udspil, der slet ikke er forhandlet sammen med palæstinensere. Enhver, der ser disse kort og kender en lille smule til livsbetingelserne i det besatte land, vil kunne forstå, hvis der breder sig en politisk magtesløshed i Palæstina. Især fordi det internationale samfund har været helt passivt over for Israels besættelse. Den er gentagne gange fordømt, men ord gør det ikke alene, og der er også fra EU kommet mange penge nærmest som nødhjælp til palæstinenserne. Politisk pres på Israel har helt manglet, hvilket såvel palæstinenserne som den israelske fredsfløj har påpeget og klaget over i årevis. Det er ud af denne magtesløshed, der kommer et råb om at skabe håb om retfærdighed og værdighed.
Jeg ved godt, at spørgsmålet om Israel og Palæstina mildest talt er mineret område, og man pådutter meget ofte sin modstander synspunkter og hensigter, som vedkommende ikke har. Det handler ikke om at sætte spørgsmålstegn ved Israels eksistens, men netop om at bede Israel leve op til sine forpligtelser. Selvfølgelig kan man ikke overhøre et nødråb om, at landet må blive befriet, og at den racemæssige, økonomiske og kulturelle undertrykkelse må få en ende.
Mig bekendt har jeg ikke udtrykt noget ved denne lejlighed, der ikke er officiel dansk udenrigspolitik, og jeg vil også gerne benytte lejligheden til at henvise til det nyeste studie fra DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, af Lars Erslev Andersen, der anbefaler, at Danmark med EU arbejder aktivt for to-statsløsningen, der har været målet siden Oslo-aftalen fra 1993 og med fokus på menneskerettigheder styrker lokalsamfundene og styrker det palæstinensiske civilsamfund og er med til at etablere en transparent politisk ledelse på palæstinensisk jord.
Jeg synes, at vi skal lytte til nødråbet fra de kristne kirker i Palæstina og benytte de muligheder, der står til vores rådighed for at fremme fred, retfærdighed og værdighed mellem israelere og palæstinensere.