Prøv avisen
Kronik

Antropologer: Vi bør ofre bekvemmelighed for at redde flygtningenes liv

Hvor mange vi kan tage imod, afhænger af, om vi er villige til at tage konsekvensen af, at flygtninges liv er lige så meget værd som vores. Det afhænger fuldstændigt af, hvad vi er klar til at ofre for vores medmenneskers overlevelse, skriver antropologer. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Camilla Garder, Asmus Rungby og Kjartan Andsbjerg, antropologer og stiftere af systemkritisk netværk

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Flygtninge, arbejdsløse og udsatte har lige så lidt fortjent deres lidelse, som vi andre har gjort os fortjent til vores privilegier. Vi kan og bør ofre langt mere af vores bekvemmelighed for andre mennesker, skriver dagens kronikører

”Når man sidder med guld i hænderne, skal man passe godt på det.” Sådan udtalte Mette Frederiksen (S) sig tidligere på året i forbindelse med offentliggørelsen af Socialdemokratiets nye flygtningeudspil.

Guldet, Frederiksen omtaler, er velfærdssamfundet. Og dem, det ifølge Frederiksen skal beskyttes mod, er flygtningene. Men er den logiske slutning virkelig, at man skal passe på guld, hvis man har det i hænderne? Ville det ikke være mere rigtigt at dele ud af det?

Jo, det er både mere rimeligt og den eneste slutning, det er moralsk at lave, når vi snakker fordeling af ressourcer. Vi både kan og skal tage flere flygtnin ge.

”Hvor mange flygtninge skal vi så tage?”, er det spørgsmål, kritikere af den nuværende flygtningepolitik oftest bliver afkrævet svar på. Det er trumfkortet, højrefløjen bruger til at ”afsløre” kritikernes påståede mangel på realitetssans.

Spørgsmålet er sådan set reelt nok. Men det er et spørgsmål, som slet ikke er relevant, før vi har taget en langt mere fundamental diskussion. En diskussion om, hvad vi er forpligtet til at gøre – hvad der er retfærdigt. Vi skal starte diskussionen med udgangspunkt i flygtningenes situation, ikke vores egne nationaløkonomiske interesser.

Hvor mange vi kan tage imod, afhænger af, om vi er villige til at tage konsekvensen af, at flygtninges liv er lige så meget værd som vores. Det afhænger fuldstændigt af, hvad vi er klar til at ofre for vores medmenneskers overlevelse. Det afhænger af vores moral – hvad vi mener, vi har ret til sammenlignet med flygtninge.

For at få debatten herhjemme tilbage på ret køl, kan vi med fordel kigge ud over vores egne grænser. For eksempel til Uganda. Her har man ikke retfærdiggjort pleje af egne interesser med påtaget realisme, men gjort plads til det afgørende moralske spørgsmål: ”Hvordan bør vi behandle vores medmennesker på flugt?”.

Uanset om du er asylansøger i Danmark eller Uganda, har du ret til fysisk beskyttelse, lægehjælp og uddannelse. Men kun i ét af landene har du også automatisk ret til at arbejde, til at bo blandt resten af befolkningen og sågar til et stykke jord. Og det er ikke i det mest ressourcestærke land med færrest flygtninge. Nej, det er i Uganda, hjem for 1,3 millioner flygtninge og cirka 87 gange fattigere end Danmark målt i bnp pr. indbygger.

Hvor danske politikere ikke har medmenneskelighed nok til at tage imod det, der ville svare til fem kvoteflygtninge pr. kommune, byder Ugandas præsident, Yoweri Museveni, flygtninge velkomne med åbne arme – i tale og i praksis. Den ugandiske målsætning er at hjælpe flygtninge til at kunne le ve meningsfulde liv, mens de er i landet.

Det står skarpt i kontrast til vores lille rige land, hvor vi opbevarer børn og voksne under umenneskelige forhold i asylcentre i årevis. Hvor politikere baserer deres politik på samvittighedsløs fremmedfrygt, og landets største parti erklærer, at flygtninge er vores samfunds største udfordring, mens der svindles for milliarder af skattekroner, uligheden stiger, og klimaet går gras- sat.

Sammenlignet med Ugandas modtagelse af mennesker på flugt bliver det tydeligt, at der er noget galt med den danske flygtningedebat. Det noget er et syn på verden, som foregiver at være fornuftigt og rigtigt, men som ikke kan forsvares, hvis vi anerkender, at alle menneskeliv er lige værdifulde.

Det fundamentale problem med flygtningedebatten er, at den altid starter med os – med Danmark og danskerne i centrum. Vi starter med at spørge, hvad vores økonomi og sammenhængskraft kan holde til.

Når dette er præmissen for debatten, kommer beslutninger om ikke at tage kvoteflygtninge, at internere asylansøgere under umenneskelige forhold her i landet og at holde flygtninge i “nærområderne” til at virke fornuftige. Vi når fejlslutningen, at vi må begrænse antallet af flygtninge i landet i forsvar af vores velstand.

Bag idéen om, at vi må begrænse tilstrømningen af flygtninge for at beskytte vores velstand, ligger en præmis om, at vi danskere fortjener tryggere og rigere liv end andre. At vi har skabt en masse velstand, som vi har ret til at disponere over og beskytte.

Under den antagelse virker det retfærdigt, at vi kun hjælper flygtende mennesker med en brøkdel af det, vi kunne. Vores selvretfærdighed iklæder beslutninger baseret på en umenneskelig og visionsløs selviskhed en falsk ham af beklagelig realisme. Dens fortalere foregiver, at fraskrivelsen af ansvar for vore medmennesker er en nødvendig uheldighed og ikke et valg af den usleste og mest uansvarlige art.

Når vi giver nærområder småpenge og lommeuld i stedet for at tage reelt ansvar, efterlader vi flygtningene en badering og sejler selv videre mod gyldne kyster. Alt imens vi klapper os selv på skulderen over vores ”generøsitet”.

Den opfattelse er helt og aldeles uhyggelig. Når vi føler os berettigede til at leve stadig mere komfortable liv, mens flygtningebørn helt ned til fire år bliver voldtaget i græske flygtningelejre eller er nødt til at sælge seksuelle ydelser for at have råd til mad, så underordner vi deres ret til et anstændigt liv vores egen grådighed. Det er grundlæggende umoralsk.

Vi har ikke ret til mere end flygtningene. De forlader ikke hjem, job og familier uden grund, men af nød forårsaget af krig, armod eller forfølgelse. Pinsler, som de intet har gjort for at fortjene. Ligesom vi ikke fortjener, at vi er født i velstående og fredelige Danmark.

Tværtimod er armoden og volden, som flygtningene flygter fra, i høj grad produktet af selvsamme kolonialisme, slavehandel og krige, som har givet os og fortsat giver os ufortjente privilegier. Vi er blevet rige på bekostning af flygtningene og har derfor endnu mindre grund til at føle os berettigede til vores overflod af iPhones og Kähler- vaser.

I stedet for at se det som noget særligt sympatisk at hjælpe dem, bør vi betragte det som en helt naturlig del af det at være menneske. Flygtninge er mennesker som os, så selvfølgelig bør vi gøre alt, vi kan, for at hjælpe dem. Det er en basal menneskelig forpligtelse. Derfor er det også fuldkommen irrelevant for debatten, om flygtninge giver overskud. Det er jo fint, hvis de gør, men det er selvsagt ikke derfor, vi skal hjælpe dem. At hjælpe dem bør handle om dem og ikke os.

Hvor mange flygtninge vi i Danmark bør tage imod, skal vi nok svare på. Men det er ikke værd at snakke om, før vi har indset realiteterne: at vi har et ansvar.

Vi har et ansvar for at erkende, at det rigtige at gøre er at tage imod flygtninge i massevis – og med åbne arme. Derved bliver vi mere villige til at ofre vores egen bekvemmelighed for andre i nød. Det er nemlig den naturlige konsekvens af den simple indsigt, at andre menneskers overlevelse er vigtigere end skattelettelser og billigere biler.

Her gør Uganda os til skamme. Det er en udfordring at tage imod flygtninge. Selvfølgelig er det det. Alligevel åbner de armene for flygtninge. Det samme bør vi gøre. Selv hvis det gør ondt. For det gør endnu mere ondt at være på flugt fra krig og armod.

Den samme medmenneskelighed skylder vi udsatte herhjemme, som skal hjælpes med varm hånd i stedet for nederdrægtigt at gøres til undskyldning for vor manglende medfølelse for flygtninge.

Flygtninge, arbejdsløse og udsatte har lige så lidt fortjent deres lidelse, som vi andre har gjort os fortjent til vores privilegier. Vi kan og bør ofre langt mere af vores bekvemmelighed for andre mennesker.