Lektor i aldringsforskning: Vi burde se aldring som et vilkår, ikke som et nederlag

Vi har forlænget livet med gennemsnitligt næsten 30 år i de forgangne 120 år og drømmer stadig om mere. Men giver det overhovedet mening at forsøge at ”snyde alderdommen” og forevige egen eksistens?

Lektor i aldringsforskning Aske Juul Lassen giver i den kronik skriftlig efterkritik af en artikel, der blev bragt i Kristeligt Dagblad i slutningen af februar.
Lektor i aldringsforskning Aske Juul Lassen giver i den kronik skriftlig efterkritik af en artikel, der blev bragt i Kristeligt Dagblad i slutningen af februar. . Foto: Johanne Teglgård Olsen og privatfoto.

En af de ubehagelige konsekvenser ved, at vi som mennesker er refleksive omkring egen eksistens, er visheden om, at vi en dag skal dø. Men at det slutter en dag, er også med til at give en retning og mening til livet. Samtidig er det svært ikke at drømme om, at det hele bliver ved lidt længere. Og selvom det for de fleste af os faktisk bliver ved længere og længere – vi har forlænget livet med gennemsnitligt næsten 30 år i de forgangne 120 år – drømmer vi stadig om mere.

At løse aldringens gåde er blevet en milliardindustri. I sin nye bog, ”Gopler ældes baglæns”, giver Nicklas Brendborg indsigt i denne drømmespindende industri og en masse gode råd til, hvordan man lever længere. Som læsere bliver vi indgydt med en forhåbning om, at det ekstremt lange liv venter lige om hjørnet. Men giver det overhovedet mening at forsøge at ”snyde alderdommen” og forevige egen eksistens?

I et interview i Kristeligt Dagblad den 27. februar forsvarer Nicklas Brendborg sin position med, at han har det svært med argumentet om, at vi skal acceptere aldring, fordi det er naturligt. Deri er jeg helt enig med ham. Vi gør masser af ting, der forlænger livet, fordi vi har mulighederne for det. Det har måske aldrig været tydeligere end her under pandemien med ansigtsmasker og vacciner. Men der er heller ikke noget naturligt ved hverken blodtryksmedicin, sundhedsvæsenet eller kloaksystemet.

Vi bruger hele tiden livsforlængende teknologier. Men det betyder ikke, at vi ikke skal stille spørgsmålstegn ved præmisserne for de livsforlængende teknologier, der bliver udviklet. Og i dette tilfælde giver det god mening at spørge, om det lange liv er det samme som det gode liv.

Brendborgs bog er fin videnskabsformidling. Den er underholdende og stiller spændende spørgsmål, som den primært bruger biologien til at svare på. Hvorfor ældes nogen hurtigere end andre? Kan evolutionen forklare aldring? Hvad kan du gøre for at leve længere?

Når jeg alligevel finder behov for at skrive denne kronik, drejer det sig om en række problemer med selve den præmis, der ligger bag den forskning, Brendborg beskriver. For hvis vi løser aldringens gåde, fører det et utal af nye problemer med sig. Lad mig her blot skitsere tre.

For det første: Hvis man løser aldringens gåde, hvilke nye problemer fører det så med sig for vores samfund? Science fiction-litteraturen har en del bud. Der er for eksempel problemet med overbefolkning og generationskampe. Biogerontologen Tom Kirkwood har i science fiction-novellen ”Miranda” beskrevet, hvordan man løser problemet med overbefolkning, når vi kan leve evigt. Man løser det gennem central regulering ved at bestemme, at hvis man beslutter sig for at få børn, sættes ens egen aldringsproces i gang, og man begiver sig mod døden.

Spørgsmålet er så, hvor mange børn vi vil få at se. Det er litteratur og kan selvfølgelig ikke give et retvisende billede af, hvordan det vil blive, hvis aldring kureres. Men det belyser, at evige (eller markant længere) liv, ikke kan være for os alle. Forlængelsen af livet skaber en masse nye problemer, som muligvis er mindre naturvidenskabeligt interessante, men som grundlæggende vil ændre vores idéer om sammenhængskraft og demokrati. Man løser umiddelbart et problem for individet, men skaber nogle langt større problemer for samfundet.

For det andet vil konsekvenserne af det ekstremt forlængede liv være mindst lige så store for individet som for samfundet. Det er det eksistentielle grundvilkår – døden –, som forsvinder. Livet er en konstant bevægelse mod døden, og som filosoffen Heidegger har beskrevet, er det med til at give det rammer og retning. Det kan synes trist, men det er samtidig denne forgængelighed, der er med til at gøre, at vi kan brænde så meget for noget, at vi vil risikere vores liv for en sag. At livet er forgængeligt, er med til at binde os sammen og gøre livet større end os selv.

Igen kan science fiction-litteraturen give os perspektiv. Forfatter Kaspar Colling Nielsen viste uhyrlighederne ved det markant forlængede liv i bogen ”Den danske borgerkrig” som en dystopisk og apatisk enegang igennem århundreder, hvor en snæver skare af isolerede mennesker går rundt i en kollektiv depression og kun har en tæt relation til deres evigt levende hunde, mens hovedpersonen savner sin forelskelse, der ligger over 400 år tilbage. Der er intet presserende – intet, der ikke kan udsættes til i morgen – intet, man vil risikere noget som helst for. Evig apatisk væren. Det evige liv løser således et helt umiddelbart og menneskeligt problem –frygten for at dø – men skaber en række langt større problemer, også for den enkelte.

For det tredje falder Brendborg i den samme fælde som de fleste medicinske aldringsforskere. Han kommer til at gøre de skønne ting i livet til midler, der skal hjælpe én med at opnå det lange liv, i stedet for, at de er målet i sig selv. Du skal spise sundt og dyrke motion, for at du kan leve længere. Du skal have gode sociale relationer, for at du kan leve længere. Du skal tro på, at du lever længe, for at du kan leve længere. Du skal være lykkelig, for at du kan leve længere. Men lykke, tro på fremtiden, venskab og kærlighed til andre mennesker er ikke midler til at opnå det lange liv. Hvis vi kommer til at gøre dem til midler i en livsforlængende kalkule, fratager vi dem deres umiddelbarhed og egen værdi.

Brendborg refererer til studier, som viser, at lykkelige mennesker lever længere. Men han glemmer de studier, der viser, at dem, der accepterer alderens forfald, og ikke konstant og forkrampet forsøger at kæmpe imod det, også er dem, der finder glæde og mening med alderdommen. Forfatteren Haruki Murakami har beskrevet det således i sin bog om løb: Et af privilegierne ved at undgå at dø ung er den velsignede ret til at blive gammel. Æren ved det fysiske forfald venter dig, og du kan lige så godt vænne dig til den virkelighed.

Hvis vi glemmer denne form for accept og ære i kampen mod aldring, bliver hvert et tegn på forfald til noget, man skal kæmpe imod. I min bog ”Livets tredje akt”, hvor jeg interviewede pensionister om grænselandet mellem arbejde og pension, og hvad pension er i det 21. århundrede, giver interviewpersonen Erik her sit syn på denne kamp mod aldring: ”(U)anset hvor meget jeg træner, så vil alderen vinde. Så den der med at sige, så må du bare træne noget mere, den holder jo ikke. Jeg er dømt til at tabe det væddeløb der (…). Det der med at tonse af sted i et forsøg på evig ungdom, forget it . Det er ikke mig. Jeg accepterer et eller andet sted, at jeg bliver ældre, og at det altså har nogle konsekvenser at blive ældre.”

For Erik og mange af de pensionister, jeg har interviewet, handler det netop ikke om at forsøge at forlænge livet. Det risikerer at blive til en kamp, der tager fokus fra det, de synes er vigtigt. Bevares, de fleste vil gerne leve mange år endnu. Men der er grænser for, hvor meget man vil ofre for det lange liv. Løsningen er ikke at kæmpe for det lange liv, men til en vis grad at acceptere, at det slutter en dag. Og at det er fint, så længe man ikke har gjort sit liv til en lang kamp imod aldring og død. For så vil skavanker og tilværelsens uundgåelige afslutning blive til et nederlag. Og det er et nederlag, vi indtil videre alle er dømt til at lide.

Så måske vi ikke skulle se aldring og død som nederlag, men blot som et vilkår. Et vilkår, der er med til at gøre livet til noget smukt, som vi er tvunget til at gribe, hvis vi vil nå at have noget ud af det.