Prøv avisen
Kronik

"Vi danske unge har glemt, hvor vigtig kristendommen er"

Sophie Andersen Dolmer, ba.mag. i nordisk sprog og litteratur og religionsvidenskab, medskaber af podcasten ”Kvinden og kaldet”

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

På en rejse i min oldefars søsters fodspor i Indien opdagede jeg betydningen af kristendommen. Mange tager kristendommen for givet, fordi vi ikke ved, hvad vi skal bruge den til. Vi har jo alt. Men hvad så med de de, der falder igennem hullerne i velfærdsnettet?

I EN GAMMEL PAPKASSE ligger vidner om en svunden tid. Der ligger breve, erindringer, fotos, eksamensbeviser og attester, og sammen udgør det historien om Sofie Mathews, født Dolmer (1884-1986) – min oldefars søster, der i året 1913 fik et kald fra Gud til at gå ud som lægemissionær.

Hun ankom til Indien for præcis 100 år siden, i 1919, og blev der de følgende 50 år. Stik imod tidens – og i særdeleshed Indiens – kvindesyn blev hun ikke bare læge, men overlæge på missionshospitalet i Tirukoilur, Danish Mission Hospital.

Og i 1929 giftede hun sig med en inder, Sundram Mathews, og det på trods af kontroverser i forbindelse med ”sammenblandingen af racer”. Således trodsede Sofie Mathews, født Dolmer, tidens normer og gik sin egen vej – den vej, som Gud førte hende.

Det er denne historie, der skulle sende min mor, Anne Dolmer, og mig ud på en tre måneder lang rejse i form af vores projekt ”Kvinden og kaldet”.

Min mor havde fået orlov fra februar til maj, og jeg havde pause fra studiet – det var en enestående mulighed for sammen at gå i fodsporene på en formoders liv.

Vi tog til Indien, hvor vi opsøgte de steder, hvor Sofie har været. Vi fandt dog hurtigt ud af, at sporene fra Sofie var blevet kolde – de fleste af dem, der virkelig kunne huske hende, var ikke mere.

Men når man rejser ud med et spørgsmål, så får man altid et svar, omend det er et andet end ventet. Sofies historie ledte os til mennesker, som kunne fortælle deres historie, hvad enten den handlede om kristendom, kvindeliv eller kultur.

Vores projekt blev således noget mere omfangsrigt, end vi først havde regnet med, men vi havde pludselig så mange historier, vi gerne ville fortælle. Historier, der åbnede op for en palet af tematikker og problemstillinger.

Én af dem omhandlede det måske mest centrale for Sofies historie, missionen og kristendom i Indien.

JEG HAR ALTID STILLET MIG KRITISK over for missionsarbejde. Der var noget imperialistisk over det: Den hvide mand, der kommer med sin vestlige kultur og pådutter den på et samfund, der står på ganske andre ben.

Religion og samfund hænger sammen i en tæt sammenviklet symbiose, hvorfor en vestlig kristendom kun ville have en unaturlig plads i et samfund baseret på hinduismen.

Desuden fandt jeg det smagløst, at man, grundet Vestens økonomiske overlegenhed, kunne ”sælge” kristendommen, for eksempel gennem gratis lægehjælp og skolegang.

Hvad kunne kristendommen give en inder, som denne ikke kunne finde i hinduismen – ud over de jordiske goder, som i sidste ende handler om, hvem der har flest penge?

Det var altså med dét syn på missionen, at jeg tog til Indien. Her mødte vi allerede på andendagen en hr. Ram Robert, der var socialarbejder på et spedalskhedshospital.

Han var vokset op som hindu, men var blevet omvendt til kristendommen, da en kristen præst havde taget ham med i kirke, netop som Ram havde besluttet sig for at begå selvmord.

Siden var han blevet en inkarneret kristen og fortalte om sin kristendom som en given frem for en tagen.

På daværende tidspunkt kunne jeg godt høre, hvad han sagde, men det var, som om jeg ikke forstod.

Min indre religionsvidenskabelige stemme så stadig på de grundlæggende strukturer i kristendom og hinduisme som ens: Din handlen i dette liv styrer frelsen af dit næste. Og så kan det vel komme ud på ét, om man er kristen eller hindu.

MEN PÅ VORES REJSE blev det hurtigt klart for mig: Det kan ikke komme ud på ét. For hvis man er hindu, og man er enten kvinde, lavkaste eller kasteløs i Indien, så er der ikke megen trøst at hente i hinduismen.

Med hinduismen som grundlag for samfundet accepterer man fattigdom, udnyttelse, diskrimination og ulighed – for man har, ud fra reinkarnationstanken, selv sat sig i den situation.

Når jeg samtidigt har set, hvordan den kristne mission i Sydindien har ført til, at der i dag er ildsjæle, der tager hinduismens udskud under sine vinger, fordi kristendommen kræver næstekærlighed over for alle, så ser jeg en mening med den kristne mission.

Og det er rigtigt nok mennesker og ikke Gud, der gør alt arbejdet, men det er i disse menneskers tro på Gud, at de udfører det – og det er derfor i handlingen, at kristendom viser sig for mig.

Så når min indiske slægtning får vores madmor ud af tempelprostitution, og sygeplejersken på det gamle hospital får 150 kroner om måneden for at hjælpe dem, der ikke kan betale selv, så køber jeg kristendommen.

Og når 700 fattige hindupiger får en uddannelse, og de ikke behøver at blive døbt for at få det kristne budskab om næstekærlighed, så køber jeg kristendommen.

Så selvom både kristendommen og hinduismen fordrer det at hjælpe andre, så er den anden hierarkisk og diskriminerende, hvor den første ikke er det.

Så kan vi snakke om målet om frigørelse fra verden i begge tilfælde: Med hinduismens moksha og kristendommens dommedag – begge dele kun for nogle. Men ser vi på verden, som den er nu, på de mennesker, der er i den, og på de handlinger, der bliver udført af dem, så køber jeg altså missionærernes arbejde i Sydindien dengang, udelukkende ud fra det, som jeg har set folk bruge det til i dag.

Budskaber om næstekærlighed, Jesu offer for menneskeheden og hans behandling af alle som ligeværdige er alle budskaber, som jeg er vokset op med. Men jeg har ikke forstået dem, som jeg forstår dem nu.

Jeg er vokset op i et samfund, hvor man bliver grebet af et velfærdsnet, hvis man falder, hvor man har tilpas meget tryghed omkring sig til at fokusere på sit, og hvor kristendom nærmest er mere hygge end behov. Men jeg tror, at jeg, og mange andre, i for høj grad bare tager kristendommen for givet.

Vi glemmer, at samfundet er bygget på kristne værdier. Jeg har set et samfund, der ikke er baseret på kristne værdier, og jeg kan se, at de mangler – særligt når jeg ser, hvad kristendom faktisk kan gøre i et samfund, der ikke ser alle som lige.

MANGE MENNESKER, særligt i min generation, tager kristendommen for givet, fordi vi ikke ved, hvad den gør godt for. Hvad skal vi bruge den til? Vi har jo alt.

Men hvad så med de mennesker, der alligevel falder igennem hullerne i velfærdsnettet? De er ikke til at se for de skyklapper af magelighed, vi har taget for vores øjne.

Og det er dér, de kristne budskaber om næstekærlighed og ligeværd kommer ind, fjerner skyklapperne, løfter vores blik og gør os opmærksomme på vores omverden og dem, der ikke har det godt i den. Og så er det traditionen og ritualerne: aftenbønnen og gudstjenesten, der skal holde budskaberne friske i erindringen og holde vores øjne åbne, så vi kan se vores næste.

Og sådan blev vores rejse i sporene på Sofie Mathews på mange måder en teologisk rejse, hvor jeg efter flere års søgen fandt min kristendom – jeg tog ud, kun for at komme hjem.

Vi glemmer, at samfundet er bygget på kristne værdier. Jeg har set et samfund, der ikke er baseret på kristne værdier, og jeg kan se, at de mangler – særligt når jeg ser, hvad kristendom faktisk kan gøre i et samfund, der ikke ser alle som lige.

Sophie Andersen Dolmer, ba.mag. i nordisk sprog og litteratur og religionsvidenskab, medskaber af podcasten ”Kvinden og kaldet”