Vi, der blev tilbage

Det er otte måneder siden, min mand døde. Nu bliver det snart hans fødselsdag, jul og nytår – og intet er, som det plejer. I en alder af 64 år er jeg blevet alene. Hvor meget af mit liv er passé? Hvor ved vi i grunden såre lidt – om livet efter døden, skriver kronikøren

Arkivfoto.
Arkivfoto. . Foto: Leif Tuxen.

I en alder af 64 år er jeg blevet alene.

Sygdomstiden var lang og svær. Mange gange troede jeg, at nu er det nu. Jeg kunne ikke nå at komme mig over forskrækkelserne, inden jeg stod der næste gang. Nu kommer situationerne som flashbacks. Er der ikke også gode flashbacks, spørger nogen. Jo, de gør mig bare så ked af det, fortæller om alt det, der er slut.

Hele det sidste år, han var syg, var alting sidste gang. Nu er jeg der, hvor alting er første gang. Første gang uden ham. Fødselsdag, jul, nytår.

Han døde stille og roligt. Jeg nåede at få sagt tak til ham, fordi han altid var der for mig og børnene. Dagen efter blev han sunget ud til ”Jeg kan bedst med åbne vidder” – hans nationalsang. En af gæsterne tog begge mine hænder og sagde, at fra nu af går det fremad. Jeg var naiv nok til at tro ham.

Så kom lettelsen. Det skæbnesvangre øjeblik var nu indtrådt. Der var vished. Ikke mere venten og bæven. Jeg troede, problemløsningsperioden nu var overstået.

Det var den, hvad sygdom og pleje angik, men ikke hvad det praktiske og papir og økonomi og ikke mindst min egen identitet angik. Skat, revisor, forsikringer, bank, tinglysning. Konstant følelse af fritsvævende fortabthed sammen med myoser og spændingshovedpine. Hvad nu, hvis jeg tabte mine bilnøgler? Så var der ingen til at redde mig. Jeg gemte nogle nøgler et hemmeligt sted, så jeg kunne komme ind i mit hjem, overleve, selvom jeg skulle tabe mine nøgler.

Trætheden i hovedet. Støjfølsomheden. Kroppens træthed. Hård puls og sveden ved den mindste anstrengelse. Jeg svedte meget det sidste års tid under hans sygdom, nu var det ekstremt. Jeg fik blærebetændelse af det; af vådt og iskoldt tøj. Så lærte jeg at skifte undertøj og bluse hele tiden. Nogle dage seks- otte gange om dagen. Depressionen med bekymretheden fyldte sammen med den manglende evne til overblik. Ønsket om ikke at være i det her. Ikke én eneste positiv forestilling om fremtiden. Sammen med depressionen angsten for, om lægen ville give mig nogle sovepiller, så jeg kunne være sikker på natten. Sikker på at stemple ud af sorgen.

Gradvist begynder jeg at forstå, hvor meget tid der er i det. Halve og hele år. Det er der ikke mange mennesker, der ved, medmindre de selv har stået i det. Jeg overlever bare. Kravler igennem dagene. Holder fast i måltiderne, hviler, prøver at få vasket, at komme i bad, få købt ind, på nogle dage at gå en lille tur. Udsigten til vores datters bryllup dræner mig. Folk siger: ”Det må være dejligt at se hen til.” Jeg magter ikke mere end vielsen. Men heller ikke den kommer jeg med til. Jeg lægger mig med feber. Hvilken sorg – og hvilken sorg, at hendes far ikke skulle være der for hende den dag.

Siger man ”vores datter skal giftes”, eller ”min datter skal giftes”? Hvor meget er vi stoppet? Hvor meget er det jeg og min? Det er ikke sådan at finde rundt i. Der er mange mærkelige spørgsmål.

Depressionen tiltager efter fire måneder. Jeg begynder langsomt at forstå, hvad der er sket, hvor meget der mangler og altid vil mangle, at det her er noget, man aldrig kommer over, men noget jeg skal have med mig resten af mit liv.

En dag er min fingre så kolde, at jeg kan få min vielsesring af. Den har været for lille i flere år. Jeg har tænkt, den skulle klippes af ved guldsmeden. Nu gik den af, af sig selv. Skal jeg egentlig gå med den? ”Til døden jer skiller.” Det er jo det, der er sket, jeg er ikke længere gift, døden har skilt os. Jeg er fraskilt. Lige nu ligger den i skuffen. Jeg er træt, bekymret, svedende, ensom, angst og deprimeret. Psykologen mener, jeg lider af udbrændthed.

Det er så synd, han døde. Sådan en rask og frisk mand uden én eneste sygedag. Jeg kunne have undt ham mange flere fisketure og kajakture. Jeg kunne have ønsket os mange flere ture til Skagen og andre steder. Det er så synd for for ham og for os, der blev tilbage. Hvad skal vi stille op med det hele? Det er ikke længere rart at være i livet og drikke sin kaffe uden ham i lysthuset. Der er ikke noget ved at leje et sommerhus eller køre en tur. For alting skal gøres alene. Jeg er bare mig selv.

Jeg har mistet mit vidne til mit liv. Den person, jeg havde fælles historie med, den person, der vidste alt om mig, er her ikke mere. Jeg ”misser out” også på min brors 70-årsfødselsdag og vore gode venners sølvbryllup.

Jeg deltager heller ikke i askespredningen. Det bliver for langt et arrangement for mig med køretur frem og tilbage og sejltur ud og hjem, men vi spiser middag sammen bagefter, børnene og jeg, og de har taget fotos til mig af askespredningen. Han elskede at sejle. Det blev så hans sidste sejltur. Nu er han stedt til hvile på fjorden, som han havde elsket, helt fra da han var dreng.

Jeg tænker meget på det sidste ophold på hospice. Følelsen af at vi ”blev smidt ud” derfra. Han kunne ikke blive der de sidste uger. Ingen forstår det. Hverken familie, venner, psykolog eller læge. Allermindst jeg selv. Jeg magtede ikke at tage ham hjem efter nytår. Der var ikke flere kræfter. Det var en meget stor sorg oven i sorgen over hans sygdom, og de talte om hensyn – også til psykosociale forhold. Det hele går så langsomt fremad. De fleste forstår det ikke. Kun de, der selv har prøvet at stå i sko, der er magen til mine, forstår det.

Min ”fod-dame” siger til mig efter tre måneder: ”Hvad så, du er vel oppe på fuld skrue igen?”. Jeg når at tænke, at hun har meget at lære endnu og undlader at svare. Og folk siger til mig: ”Er du kommet videre?”. Videre – hvorhen? Hvor er det, de mener, jeg skulle være kommet hen? Sorgen forsvinder aldrig, det er et faktum, at jeg skal leve videre uden ham resten at mit liv. Det er ikke noget, man ”kommer over”. Man skal have det med sig. Hvis der med videre menes opbygning af et nyt liv, så gøres det ikke på otte måneder. Flere siger til mig: ”Du har vel dine børn omkring dig.” Det har jeg ikke. De har deres og kan ikke være her så meget for mig. Og jeg forstår det godt, men det ændrer ikke på ensomheden. Jeg savner dem. Jeg føler mig familieløs. Mortensaften lykkes det. Vi er sammen alle fem. Jeg er så bevæget over det, at jeg bare må græde de næste dage. Jeg har skullet klare mig med så lidt, og det har været så hårdt.

Jeg konstaterer, at jeg heller ikke lytter til musik mere. Jeg har ikke lyst. Undrende spørger jeg mig selv: ”Hvad er egentlig ikke forandret?”. Indimellem får jeg ordnet nogle ting i små bidder i haven og huset og tænker på, at hvis han kom forbi, ville jeg vise ham, alt det der er blevet forandret. Hvad jeg har lavet og ryddet op i, mens han var væk. Lige nu er det otte måneder siden, han døde, og næsten to år siden, vi fik at vide, hvor syg han var.

Jeg har det som en tropeø efter en orkan. Alt er slået i stykker og skal genopbygges. Min sangstemme er væk, min kondi er væk, jeg vejer for meget. Der har været for mange stunder med kaffe og kage for at holde smerten nede, da den var størst. Jeg burde tabe mig, træne, forbedre min kondi. Kommer jeg dertil? Hvor meget af mit liv er passé?

Nu bliver det snart hans fødselsdag, jul og nytår – og intet er, som det plejer. Han lavede altid konfekten og risalamanden og fodede juletræet. Jeg prøver i god tid at planlægge den 1. december, hans fødselsdag, juleaften, juledagene, så jeg ikke skal klare alle de svære dage alene. Hver dag kræver mange kræfter, mærkedagene endnu flere.

Lige nu er det knap så slemt at være her, som det har været, men godt er det langtfra. Der skal tid til. Tid og endnu mere tid. Med den alder jeg har, føler jeg ikke, jeg har al den tid, men det er der ikke noget at gøre ved. Det tager den tid, det tager. Store processer tager lang tid. Det er der mange, der ikke ved. Hvor ved vi i grunden såre lidt – om livet efter døden.