I 2005 offentliggjorde Morgenavisen Jyllands-Posten 12 tegninger af muslimernes profet Muhammed – ikke for at forhåne islam eller krænke muslimer, men som led i en debat om selvcensur. Flere måneder senere udviklede det sig til en international krise, hvor mange muslimer krævede censur indført, og andre reagerede med vold og angreb på danske ambassader. Mindst 200 mennesker mistede livet på globalt plan, hovedparten i Nigeria, men ingen i Danmark.
15 år senere har den regeringsnedsatte Ytringsfrihedskommission som led i sin udredning af ytringsfrihedens vilkår i dagens Danmark så gennemført en meningsmåling, som indikerer, at nogle af de spændingsflader, som Muhammed-krisen blotlagde, stadig eksisterer.
For som den nævnte meningsmåling viser, så mener et stort flertal af danske muslimer, at kritik af islam skal forbydes. Hele 76 procent af indvandrere og efterkommere fra lande med muslimsk flertalsbefolkning, det vil sige Tyrkiet, Libanon, Pakistan og Somalia (de lande er valgt, fordi de største muslimske indvandrergrupper i Danmark stammer herfra) mener, at det skal være ulovligt at kritisere islam.
For den danske befolkning som helhed er tallet 18 procent. Indvandrere fra lande med ikke-muslimske flertalsbefolkninger, Vietnam og Sri Lanka, viser sig at være af nogenlunde samme opfattelse som den øvrige befolkning. Den skeptiske holdning til ytringsfriheden blandt danske muslimer gælder ikke blot islamkritik. Muslimer er også mindre villige til at støtte ytringsfrihed, når man spørger, om retten til at ytre sig frit også skal gælde almindelige danskere, der siger noget, som kan krænke eller såre andre mennesker, underminere sammenholdet i det danske samfund eller true statens sikkerhed.
Overtegnede har forskellige baggrunde, men vi deler en bekymring for denne udvikling.
Mustafa Akyol er født og opvokset i Tyrkiet, han er troende muslim og har skrevet om, hvordan islam og liberalt demokrati kan forenes. Flemming Rose er født og opvokset i Danmark, er ikke troende, og hans syn på individuel frihed og vigtigheden af at beskytte retten til dissens er formet af hans kontakter med systemkritikere bag Jerntæppet. Ytringsfriheden er vigtig for os begge. Og vi mener, at den godt kan forenes med muslimers dybtfølte religiøse overbevisning.
I den forbindelse vil vi gerne gøre opmærksom på følgende: Gennem historien har de religiøse traditioner kristendommen og islam, vi er rundet af, haft svært ved at tolerere kritik, dissens og blasfemi.
Det er ikke længe siden, at mange kristne i Europa støttede kriminalisering af blasfemi og forsøgte at censurere holdninger, man fandt kætterske.
I 1970’erne og 1980’erne udløste det demonstrationer og sanktioner, da provokunstneren Jens Jørgen Thorsen bekendtgjorde, at han ville lave en film om Jesu sexliv. Paven fordømte filmen som ”en forbrydelse mod den kristne tro”. I København demonstrerede 4000 kristne mod filmen, og i Rom blev der smidt molotovcocktails mod den danske ambassadørbolig, og en medarbejders bil udbrændte.
Da Thorsen i 1977 ankom til Heathrow Lufthavn i London, blev han tilbageholdt af britisk politi, som meddelte, at der var udstedt et indrejseforbud, fordi Thorsens ophold i landet risikerede at udløse demonstrationer og på den måde udgjorde en trussel mod den offentlige orden – nøjagtig som det skete for den hollandske politiker Geert Wilders godt 30 år senere, da han i 2009 var på vej til London for at vise sin islamkritiske film ”Fitna” i det britiske parlament.
Med tiden er kristne blevet mere tolerante, men det skete ikke fra den ene dag til den anden. Hvis kristne har kunnet udvikle en større tolerance, så kan andre også.
I forlængelse af den citerede meningsmåling vil vi gerne dvæle ved et par pointer.
For det første er der grundlæggende to måder at være religiøs på. Enten er man troende, fordi man har fået sin tro i arv som noget helligt og urørligt, som der aldrig sættes spørgsmålstegn ved, og som ikke tåler kritik.
Eller også indebærer ens tro, at man stiller spørgsmål til den og til det, man betragter som helligt. Man lytter også til modargumenter og kritik, men ender i sidste ende med at forblive troende. Man er imidlertid en mere eftertænksom og moden troende.
Klassiske islamiske lærde skelnede også mellem disse to tilgange, nemlig mellem tro baseret på taqlid (imitation) og tahqiq (verificering). De sagde også, at sidstnævnte var mere værdifuld.
I de fleste traditionelle samfund, inklusive mange muslimske indvandreres hjemlande, er taqlid mest udbredt: Man tror, fordi man betragter sin tro som uomtvistelig og uimodsigeligt hellig. Der er ingen pluralisme.
I moderne vestlige samfund kan man imidlertid ikke forvente at finde samme uniforme tilgang. Her er alt til debat. Så man har brug for tahqiq på mange forskellige måder.
Der er brug for, at man på rationel vis kan formulere sin tro og tale om den. Man skal også være parat til at blive stillet udfordrende spørgsmål og høre kritik, selv hvis den bliver fremsat på måder, man ikke er vant til. Det gælder også satiretegninger.
Muslimer skal ikke forsøge at blokere spørgsmål og kritik af islam, heller ikke når det gælder ubekvemme spørgsmål om vold, frihed eller kvinders stilling. Det vil kun give bagslag. I stedet bør den troende se kritikken og spørgsmålene som en anledning til at gentænke sit forhold til islam og nå frem til mere modne og tidssvarende fortolkninger af sin tro.
For det andet bør muslimske samfund i Danmark og andre vestlige lande indse en mere praktisk ting. Hvis muslimer sætter deres lid til lovgivning mod ”blasfemi” og ”hadefuld tale” for at begrænse ytringsfriheden, så kan andre finde på at bruge netop de love mod troende muslimer.
De kan sige, at Koranens stærke fordømmelse af polyteisme (shirk) er hadefuld tale rettet mod andre grupper og derfor en trussel mod den sociale fred. Det er netop, hvad Geert Wilders har gjort i Holland, når han kræver Koranen forbudt og moskeer lukket.
Muslimer står stærkere, hvis de er konsistente i deres forsvar for ytringsfriheden, når de tager til genmæle mod Wilders og andres krav om begrænsning af deres ytrings- og religionsfrihed og underminering af det fundamentale demokratiske princip om lighed for loven.
De muslimer, der er tilbageholdende med at støtte ytringsfriheden, risikerer i sidste ende at save den gren over, som de selv sidder på.
Kort sagt: Vi har alle brug for ytringsfrihed, uanset om vi er muslimer eller islamkritikere, eller om vi befinder os til højre eller venstre i det politiske spektrum.
Og på et tidspunkt, hvor en ny biologisk virus kan ende med at fungere som katalysator for alle kendte politiske virusser fra xenofobisk nationalisme til religiøs fundamentalisme, er der mere end nogensinde brug for at insistere på denne kerneværdi.