Forfattere: Vi er blevet bange for friheden på Christiansborg

Åndsfrihed i et samfund indebærer, at det man er, mener og tror på, må komme til udtryk. Også når det, man mener, er kontroversielt. Vi skal turde tage debatten om åndsfrihed – også selvom den går på tværs af partiskel, skriver forfattere til ny bog

Er to personer, der er medlem af det samme politiske parti, nødvendigvis enige om alt? Nej, selvfølgelig ikke. Det ved enhver. I hvert fald enhver, der selv er medlem af et parti. Og alligevel gøres det ofte til en stor historie – måske endda breaking news – hvis der i en folketingsgruppe på 10, 20 eller 30 personer findes forskellige syn på et aktuelt politisk spørgsmål.

Det burde næsten være omvendt: Hvis samtlige medlemmer af Venstres eller Socialdemokratiets folketingsgruppe inderst inde virkelig mente præcis det samme om et dilemmafyldt og vanskeligt politisk spørgsmål, så var der virkelig grund til at finde de gule breaking news-overskrifter frem i medierne. For hvilket usandsynligt sammentræf af ens tanker ville dette da ikke være udtryk for?

At den politiske kultur på Christiansborg og i medierne gerne måtte være præget mere af åndsfrihed, ærlighed og transparens er en af pointerne i vores nye bog: ”At være demokrat er ikke at være bange – åndsfrihed under pres”. Men det er ikke det, der får os til at nævne de interne uoverensstemmelser her. For én ting er, at der – selvfølgelig – af og til er intern uenighed i partierne. En anden er, at det faktisk ofte handler om spørgsmål netop med relation til åndsfrihed. Eksemplerne er mange:

Det var tydeligt for enhver, at der var forskellige holdninger i Venstre til det maskeringsforbud, der blev gennemført under statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Samme uenighed fandtes i et eller andet omfang i Socialdemokratiet, hvor en udmelding om ”forbud mod bederum på uddannelsesinstitutioner” i samme valgperiode blev mødt af intern modstand fra blandt andet DSU’s daværende formand. Blasfemiparagraffen var der med sikkerhed også forskellige holdninger til i de to store partier, da denne blev afskaffet i 2017.

Naser Khaders positive syn på ”demokratisk sindelagskontrol” i forbindelse med tildeling af dansk statsborgerskab har formentlig heller ikke alene skabt debat i den borgerlige lejr (Liberal Alliances Mette Bock tog for eksempel offentligt afstand) men også internt i Det Konservative Folkeparti.

Selv i nationalkonservative kredse diskuterer man åndsfrihed, så blodet næsten sprøjter – som da Pernille Vermund og Morten Messerschmidt i juni diskuterede et forslag fra førstnævnte om at ”fjerne anerkendelsen af muslimske trossamfund i Danmark”. Vermund mente, at forslaget ville føre til mindre islam i Danmark – Messerschmidt at det ville føre til mindre kontrol med islam i Danmark, fordi de muslimske trossamfund så ville gå under jorden. I mere kulturradikale kredse er der forskellige syn på forholdet mellem staten og folkekirken, og mon ikke også der i SF og Enhedslisten kan findes ganske forskellige syn på for eksempel religiøse friskoler og religiøse symboler i det offentlige rum, ligesom tilfældet er i mange andre partier.

Kort sagt: De interne uenigheder i partierne om en lang række spørgsmål relateret til åndsfrihed er (endnu) større end de uenigheder, der måtte relatere sig til andre spørgsmål som for eksempel pensionsalder, skatteprocenter, sundhedsvæsenet, miljøpolitikken og for den sags skyld asylregler og retspolitik. Når det kommer til åndsfrihed, går skillelinjerne i dansk politik næsten lige så meget internt i partierne som imellem partierne. Det er ikke så mærkeligt. Men det skal ikke forhindre, at vi kan diskutere åndsfriheden med hinanden.

Vi ser tydelige tegn i Danmark og verden på, at åndsfriheden er under pres – og fra flere forskellige sider, for eksempel fra religiøse ekstremister og religionsforskrækkede politikere, men også for eksempel fra en identitetspolitisk dagsorden, der sætter mere fokus på, om nogen bliver krænket end på at opfordre til at åbne munden. Og fra globale virksomheder, der nærmest har monopol på vores kommunikation, og som definerer grænserne for indholdet og ytringerne – og husker alt.

Åndsfrihed i et samfund indebærer, at det, man er, mener og tror på, må komme frem og komme til udtryk. Også når det, man mener, er kontroversielt eller ekstremt. Der kan være synspunkter, vi gerne vil være fri for at høre, men de forsvinder ikke, fordi vi forbyder dem. Det eneste vi vinder ved at undertrykke visse synspunkter eller overbevisninger, er, at de lever i det skjulte, og vi dermed ikke får mulighed for at diskutere dem og sige dem imod.

Man møder ofte den påstand, at det er naivt at give plads til rabiate synspunkter, men man kan lige så vel vende det om og sige, at det er naivt at tro, at synspunkter forsvinder, fordi man forbyder dem. For eksempel ville alle statsborgerskabsansøgere formentlig hævde at have et demokratisk sindelag, hvis dette blev stillet som et krav – men hvad ansøgerne rent faktisk mener, har vi afskåret os fra at finde ud af, så snart vi har gjort bestemte holdninger til et lovkrav.

I vores bog argumenterer vi for, at åndsfrihed er et bedre alternativ til tolerance. I det daglige har vi selvfølgelig brug for at være (lidt) tolerante – over for vores ægtefælle, vores kollegaer, vores medtrafikanter og så videre. Men mens tolerance lægger op til, at vi finder os i hinanden, lægger åndsfrihedstanken op til, at vi giver hinanden fuld frihed til at være, som vi er – men ikke holder os tilbage fra at sige hinanden imod. Dette gælder vel at mærke også, når den eller dem, vi vil sige imod, tilhører en minoritet eller en sårbar gruppe.

Det sidste kan lyde hårdt – som en opfordring til hensynsløshed. Og i praksis kan der selvfølgelig være mange gode grunde til at vise hensyn. Men som overordnet princip må målet stadig være, at man siger, hvad man mener. Det er ikke et ønskesamfund, hvor der er regler for, hvad man må mene, eller hvem man må tale om. At det samtidig stadig er god stil at opføre sig ordentligt over for hinanden, er en anden sag.

Hvis man kun taler om tolerance, og ikke om åndsfrihed, risikerer det at føre til værdirelativisme og ligegyldighed, så vi får et samfund, hvor vi bare lader hinanden i fred, og hvor vi aldrig får taget kampen om, hvad der er det gode liv og det gode samfund. Vi bilder os ikke ind, at offentligheden kan eller skal være neutral. Majoritetskulturen vil dominere, men kan selvfølgelig ændre sig over tid. En majoritetskultur, der bygger på åndsfrihed, vil samtidig sikre frihed til mindretallene.

Mange nye danskere kommer hertil fra lande, hvor demokrati spiller en mindre rolle og religion en større rolle end i Danmark. Hvis disse mennesker skal tage demokratiet til sig, er det vigtigt, at de forstår, at man i et frit demokratisk samfund må færdes i det offentlige rum som det hele menneske, man er, herunder også med sin religiøse overbevisning. I et demokrati præget af åndsfrihed har man således frihed til at udfolde sin tro, men ikke på nogen måde frihed til at forsøge at forhindre andre i at udfolde sig på andre måder – for eksempel konvertere fra den ene religion til den anden, erklære sig som ateist, vise sin kærlighed til et andet menneske af samme køn og så videre.

Næsten hver dag kan vi i aviserne læse historier, som har med åndsfrihed at gøre. Ikke bare om religion og integration – men også om offentligt ansattes ytringsfrihed, identitetspolitik, overvågning og meget andet. De mange og nærmest daglige historier med relation til åndsfrihed kombineret med den manglende debat om vores åndsfrihedstradition udgør et begrædeligt misforhold. Håbet er, at vores bog vil bidrage til en øget debat og stærkere offentlig samtale om åndsfrihed. Det er der nemlig brug for. Også på tværs af partiskel.

Bogen ”At være demokrat er ikke at være bange” udkommer i dag på forlaget Klim.