Det er tidlig morgen, vi drikker morgenkaffe i et lille byhus i Delft, Holland. Ud ad vinduet kan vi se en masse unger, der hopper på trampolin. De skråler, slås og griner, som har de kendt hinanden altid. To af dem er Silles, de andre to Kirstens. Vi på vores første ferie sammen og kalder os selv Danmarks alternative familieform nummer 38.
Ifølge Danmarks Statistik findes der 37 forskellige familieformer i Danmark. Alle centreret omkring et kærlighedsforhold imellem to voksne mennesker eller en singleforælder med et eller flere børn.
Vi er dog ikke kærester, ligesom vi ikke deler seng, mænd eller hobbyer. Vi er tidligere naboer, der, inden vi flyttede sammen, kun havde strandture med ungerne og løse snakke til fælles. Eller det troede vi. Men det seneste lille år har vist os, at vi deler noget langt mere fundamentalt:
Vi deler troen på, at en familie ikke kun er et spørgsmål om at være far, mor og børn. Vi tror på, at en familie er en ramme om de helt nære relationer, inden for hvilken man kan føle sig fri, tryg, accepteret og anerkendt. Hvor man finder sig selv og øver sig på at bygge dybe relationer til andre. Hvor børnene kan lære at gribe efter stjernerne og tro på det bedste i hinanden. Vi forsøger at omsætte denne tro til praksis ved, at vi, efter vores skilsmisser, har valgt at flytte sammen i en familieform, der nu består af to voksne og fire deltidsbørn. En form, som minder om et bofællesskab, men hvor vi oplever os selv som en familie.
Vi forsøgte at skabe et godt familieliv med fædrene til vores børn, men på trods af utallige forsøg på at genoplive kærlighedsrelationen var vores familier, der udsprang af forelskelse, smuldret sammen med kærligheden. Vores proces op til skilsmissen var forskellig, men facit var det samme: Det var umuligt at fortsætte.
Så der stod vi – som så mange andre – nyskilte og sårbare med ulykkelige børn. I den situation er det nemt at blive overvældet af skyld og skam og ikke tillade sig at drømme. Det er let at træffe valg, som primært er defineret af de økonomiske rammer og gængse forestillinger om, hvordan man lever og bor som singlemor: flytte ud i en lille lejlighed. Blive boende alene. Eller forelske sig og flytte sammen med en ny mand, med alt hvad det indebærer af komplikationer. Det er vigtigt at slå fast, at vores valg ikke er bedre end de andre, men pointen er: Mærk efter, hvad der er den bedste løsning for dig og dine børn.
At beslutte sig for at blive skilt er indiskutabelt den sværeste beslutning, vi har truffet i vores voksenliv. Det gør ondt, og der er ingen lette løsninger. Så når man gør det, skal man for sin egen – og sine børns skyld – vælge med hele hjertet. For os betød det at gå efter alt det, vi troede på var muligt at skabe i en familie. En sjov hverdag. Et hjem, som byder på ro og plads til forskellighed og på at være nysgerrig på de mennesker, man omgiver sig med.
Vi ville vise vores børn, at en ny situation ikke kun betyder at miste, men kan være en anledning til skabe nyt, som kan mødes med åben pande. For os, som for de fleste skilsmissefamilier, var og er børnene smertenspunktet. Vi brød deres kendte rammer, kastede dem ud i et limbo. De oplevede, at deres far og mor ikke var okay, og at vi ikke altid kunne støtte dem igennem deres sorg og frustration. Og sorgen og smerten er stadig en del af deres liv, som vi må forsøge at hjælpe dem igennem.
Vores løsning blev at give dem en ny og rummelig familieform, hvor prisen ikke er at miste mor til en ny mand eller at sidde alene tilbage i en tom lejlighed. En familieform, hvor to voksne mennesker går sammen med det formål at skabe en familieramme, der kan give ro på bagsmækken, uden at det koster på det personlige niveau. Vores familieform er ikke afhængig af tiltrækningen imellem to mennesker, og vi er ikke flyttet sammen i forestillingen om, at den anden er den eneste ene. Det sætter os fri til at definere vores roller og tale med hinanden som ligeværdige partnere.
Vi har skabt en familieform, der er et positivt tilvalg, hvor vi ikke har nogen følelsesmæssig klemme på hinanden. Det tager et pres fra vores børn, at de kan mærke, at vi har det godt, og at vores voksenrelation ikke er afhængig af, at de kan enes. De er frie til at vælge hinanden til og fra, uden at det ødelægger noget for os voksne.
Og heldigvis kan de enes, rigtig godt endda. Det tog tid for dem at finde deres nye roller i denne familieform, og den første tid var lidt akavet. Ungerne var, på trods af at have været naboer i fire år, både generte og høflige over for hinanden. Den høflighed er for længst forsvundet. Nu, hvor der er gået over et halvt år, har vi en flok børn, som knus- elsker hinanden, griner, danser, spiller – og slås og skændes – som enhver anden søskendeflok. De råber på hinanden som det første, når de kommer hjem efter at have været hos deres fædre, og bruger ofte de første dage efter genforening i én stor børneklump, hvor der leges, hygges og slås. Vi har mere end én gang fået at vide: ”Vi er ikke bonussøskende, vi er rigtige søskende.”
Hvad der startede som et praktisk tilvalg, har vist sig at være en langt større gave til dem og os selv, end vi troede. Vi som voksne har fået en ny familie uden komplikationerne med at starte et nyt kærlighedsforhold, og for børnene er der altid en voksen med overskud til at hjælpe med lektier, konflikter og en tur i skoven. Vi vidste ikke, om det ville fungere på forhånd. Vi er begge energiske damer med tusind jern i ilden og vidste ikke, om den anden havde det ligesådan. Vi var ikke slyngveninder på forhånd og plejede ikke at tale tæt eller privat. Men da vi første gang mødte hinanden klokken fem om morgenen i køkkenet med en malerrulle og den tredje kop kaffe i hånden, vidste vi, at vi var et godt match.
At få det til at fungere på hverdagsbasis handler om at kende sin plads og respektere hinandens grænser og regler. Vi tager ikke konflikter med den andens børn og blander os ikke i hinandens opdragelse. Vi justerer løbende forventninger til hinanden, vores fælles aktiviteter og har en klar aftale om, at vi kun siger ja til at babysitte den andens børn, når det passer. Når vi er uden børn, er fokus andre steder, og det respekteres.
Vi bor ikke bare sammen, men er indtrådt i en slags familiedynamik, hvor vi er dybt involveret i hinanden og hinandens børn. Til dem, som spørger, om det ikke er for let at blive skilt, og om vores valg ikke bare er en måde at undgå nærhed og intimitet, er svaret et rungende nej.
Ved at etablere vores familie på denne her måde, skaber vi ro og nærhed i vores relation til vores børn og os selv, hvorefter vi kan begynde at udforske nye kærlighedsrelationer. Vi skaber plads til at blive bekendt med ”de nisser” i hver vores bagage, der var med til at splitte vores tidligere forhold ad, og får mulighed for at arbejde med dem, mens vi øver os – og i øvrigt har en fest. Vi har skabt plads til, at vi som voksne kan øve os på vores evner til at indgå tætte relationer, uden at det har uønskede konsekvenser for vores børn.
Så selvom vi på et tidspunkt begge vil prøve kræfter med mere faste kærester og måske skal tilbage til et mere traditionelt familie-setup senere, er det lige nu vores egendefinerede familieform nummer 38, som er den helt rigtige for os og vores børneflok.
Sille Krukow er adfærdsdesign‑ekspert og Kirsten Gelting er fundraiser på DTU