Forleden overhørte jeg to mænds samtale. De har nok været i begyndelsen af 50’erne. De brokkede sig over den moderne verden, hvor unge mennesker ikke ser sig for på gaden, men i stedet kigger ned i deres mobiler. De hilser knap nok på hinanden, det handler kun om dem selv. Den slags moderne ungdom tog mændene tydeligt afstand fra. De talte om, hvor gamle dyder som pli var blevet af.
På trods af den alvorlige samtale kunne jeg alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet. Samtalen fandt sted i fitnesscentret, hvor vi alle var i gang med at pleje vores selvbillede og tilstræbe de eftertragtede guns med dertilhørende sixpack. Vi havde naturligvis også alle vores smartphones med – vi skulle jo nødig gå glip af noget.
”Alt er godt, som det udgår fra skaberens hænder, i menneskets hænder udarter alt,” indleder Jean-Jacques Rousseau et af sine berømte værker. Jeg skal ikke gøre mig til herre over, hvem eller hvad denne skaber er, men et faktum er, at vi mennesker kreerer en hel del på godt og ondt. Naturvidenskabens opdagelse af big bang har eksempelvis medført, at en gradvis sekularisering har fundet sted og påvirket vores samfund.
Dét, der før gav mening i tilværelsen, er i manges øjne forældet, og nu søges der mod nye former for mening. På samme måde varslede Ulrich Beck om risikosamfundet, der blandt andet har udfordret de gængse normer for den klassiske kernefamilie. Kernefamilien og troen på Gud er to eksempler på ting, vi før fandt mening i. Sådan er det ikke længere. Vi har fristillet os fra dem, individualiseret os, om man vil. Nu skal det enkelte individ finde sig selv – hvad det så end betyder. Men spørgsmålet er, om denne individualisering giver os så meget frihed, som vi går og bilder os ind.
Det kommer nok ikke som det store chok, at en globaliseringstendens har muliggjort en hastig teknologisk udvikling og deling af alskens ting og sager. Alle render i dag rundt med en smartphone, er på Facebook og så fremdeles. Der er ligeledes blevet indført en konkurrence landene imellem, hvor det handler om at præstere, hvad enten det er i Pisa-test eller på arbejdsmarkedet.
Tilskyndelser som uddannelsesloftet og fremdriftsreformen kunne også meget vel afspejle det nationale pres, der er på at skulle hurtigere igennem uddannelsessystemet for derved at kunne blive fodsoldat i konkurrencestaten, som det hedder sig. Ja, det er svært ikke at lade sig rive med. Sideløbende med dette er der i de senere år opstået nogle fænomener. Et af dem er de såkaldte 12-talspiger. De er jo frie, så det har de vel selv valgt at blive, har de ikke?
De har det tilfælles med fitnessudøvernes jagt på den perfekte krop og likehunteren på de sociale medier, at dét, de gør, giver en form for mening. Problemet er bare, at den er kortvarig. Efter ét 12-tal går jagten ind på det næste, den perfekte krop bliver aldrig perfekt nok, og rusen fra de mange likes fordamper. Når vi nu alle kan blive enige om, at jagten på alt dette kan tage overhånd, hvorfor fortsætter det så? Er vi i virkeligheden mindre os selv til trods for, at vi har mere frihed til netop at være det?
Paradoksalt nok har den individualiserede frihed ført til, at vi alle er blevet marionetdukker, der bliver ført rundt i det cirkus, hvor der søges efter mening. Vi er så optagede af os selv, at vi glemmer at markere, hvis vi svinger til højre på cyklen, at vi springer foran i køen – og i det hele taget glemmer vi at kigge op. Op på dem, vi har omkring os. Og så synes vi, at det er mærkeligt, at 12-talspiger går ned med stress, og at folkeskoleelever ikke tør bade med hinanden, fordi de har angst for at skulle vise deres kroppe frem. I stedet for at gøre noget ved det, så fortsætter vi alle jagten og er med til at reproducere de strukturer, som så mange af os foragter.
Det gælder heldigvis langtfra alle, men der er flere og flere tegn, der peger i en uheldig retning. For at det ikke skal være løgn, oplevede jeg (desværre) for nylig, at en ældre herre væltede på sin cykel. Den kvinde, der var nærmest uheldet, kiggede et halvt sekund op fra sin telefon for at notere sig, hvad der var sket, hvorefter hun gik videre. Jeg var i chok, både over at hun tog sig den ulejlighed at kigge op fra sin telefon et øjeblik, og mest af alt over, at hun få meter fra uheldet blot gik videre.
Meget kunne tyde på, at det ikke kun er ungdommen, der lider under den moderne verden, som de to mænd fra fitness ellers satte ord på. Måske er vi alle fanget i samme båd? Andre mennesker kom heldigvis den ældre herre til undsætning. Han slap med skrækken samt et par hudafskrabninger hist og her.
Har vi alligevel brug for nogle meningsfyldte rammer, for at friheden kan komme til sin ret? Det lyder paradoksalt, men bare rolig – det er det også. Et eksempel er det danske velfærdssamfund, som beskyldes for at indskrænke friheden, når der, til sammenligning med andre lande, skal betales en høj skat. Omvendt vil de fleste nok nikke genkendende til, at den danske velfærdsmodel giver en frihed i kraft af det sociale sikkerhedsnet, der samler dig op, hvis du eksempelvis bliver arbejdsløs. Du skal ikke bekymre dig om, om du har råd til at dine børn kan få en uddannelse, eller om du har råd til at betale, hvis de falder og brækker benet. Rammer og frihed skal derfor ikke ses som modsætninger, men hvilke rammer skal så bidrage til, at vi får en meningsfuld frihed?
Jeg havde engang en forelæser, der sagde: ”I går på universitetet for at lære, og så er der sådan en sideting, der hedder eksamen.” Vi grinede lidt over det, men det har alligevel bidt sig fast i min hukommelse. Jeg har efterfølgende bestræbt mig på at få den gode eksamensoplevelse frem for nødvendigvis at gå efter 12-tallet – hvilket ikke er det samme. Det er trods alt denne oplevelse og processen dertil, som du skal bruge ude i livet samt bygge videre på, ikke om du kan Habermas til ug med kryds og slange. På samme måde skal det være med sixpacken eller de mange likes på Facebook. Det er sideting. Det må gerne være mål, men det skal ikke være det, der giver mening.
Lad os blive de aktører, der tager styringen og ansvaret. Du skal nok få et dejligt liv, selvom du får 02 til eksamen eller har 10 kilo for meget på sidebenene. Det er ikke det, der skal gøre forskellen. Vi skal ikke trække i håndbremsen og smide mobilen væk. Måske det er nok at skifte til et lavere gear og lade mobilen ligge i lommen. De to mænd fra fitnesscentret har måske ret i, at det, som Aristoteles kaldte dyder, skal vinde indpas igen: solidaritet, pli og hjælpsomhed kunne være bud.
Det er beskedne bidrag, men tænk, hvad det kunne blive til, hvis alle tilførte lidt af det til fællesskabet. Vi burde blive nogle, som ikke altid gik med snotten begravet i skærmen, men som i stedet hilste på den gamle dame på gaden eller sendte et smil til ekspedienten i Netto. Vi kunne slette et par apps på telefonen, så det ikke stresser os at skulle tjekke alting hver time. Måske vi skulle kigge på hinanden og sige: ”Jeg har en delle på maven” – det vil de fleste nok kunne sige. Og hvad med at koncentrere os om én ting ad gangen i stedet for at tænke, at når vi nu er frie, så skal vi nå alt og gerne samtidig. Yolo, hedder det vist: You only live once – du lever kun én gang, så træk vejret.
Alene det er med til at skabe et samfund, hvor de stressende strukturer taber, og vi vinder. Et samfund, hvor vores individualiserede frihed muligvis vil give lidt mere mening i tilværelsen, hvis vi bare tænker en anelse på dem omkring os. Det giver mening, gør det ikke