I en tid, hvor vi tvinges på afstand af hinanden, har vi brug for at føle os forbundet. I forbindelse med coronapandemien oplever mange en skamfølelse. Og skam kan få os til at vende os fra hinanden. Men hvis vi forstår skammen, kan vi lade den blive adgang til netop de stærke fællesskaber, vi har brug for nu som aldrig før.
Forleden fik jeg en mail fra en studerende, som deltager i mit valgfag på Copenhagen Business School ”Skam, stress og ledelse”. Hun ventede svar på en coronatest og skrev blandt andet:
”Vores aldersgruppe er i forvejen under lup, så jeg føler både skam og flovhed over at have ageret uansvarligt nok til at have været sammen med nogen, der nu viser sig at være testet positiv”.
På faget lærer mine studerende, hvordan skam spiller en central rolle i mange stressforløb. Jeg har fortalt dem, at skam er en kompleks og tvetydig følelse, som handler om, hvad andre tænker. I modsætning til skylden, der vedrører handlinger (”jeg har gjort noget forkert”), vedrører skammen hele personen og selvfølelsen (”jeg er forkert”). Skam kan få os til at skjule os, og derfor kan skam ødelægge vores oplevelse af at være forbundet med andre mennesker. Det betyder, at der paradoksalt nok er en tæt kobling mellem skam og ensomhed. Paradoksalt fordi skammens egentlige funktion er at sikre os accept og adgang til de fællesskaber, vi som mennesker er dybt afhængige af.
Også Simone sendte en mail. Det endte med en længere udveksling, som vi gerne vil del med jer for at sætte fokus på skamfølelsen i coronaens tid.
Hej Pernille. Jeg kom til at tænke på en episode, da jeg hørte din video til vores undervisning. Jeg har ikke relateret min følelse til en skamfølelse, men nu er jeg ikke i tvivl om, at den følelse, som opstod i situationen, var skam. Min søn og kæreste skulle testes for corona, da de havde symptomer. Jeg fejlede ingenting og skulle ikke testes. Jeg ringede til min leder og spurgte, om jeg måtte komme på arbejde. Det måtte jeg gerne. Jeg fortalte det til mine kollegaer, og at jeg ville holde lidt ekstra afstand. På det tidspunkt følte jeg ikke skam. Begge test viser sig at være negative, og et par dage efter tager vi i zoo. Vi kigger på tigeren, da min søn får et hosteanfald. Han er 15 måneder gammel, så han kan selvfølgelig ikke hoste i ærmet. Han bliver ved længe, og jeg føler, at alle kigger dømmende på os. Jeg finder situationen rigtig ubehagelig, og den eneste måde, jeg ser mig ud af situationen, er at fortælle dem alle, at han lige er blevet testet for corona, og at testen var negativ. Det ændrer dog ikke min følelse. Først da vi kommer væk derfra, har jeg ikke længere denne følelse. Jeg synes det er lidt sjovt, at jeg oplever skam efter, at vi har fået et negativt svar, men ikke oplever denne skam, da min familie principielt kunne have været syge med corona. Men efter din video kan jeg godt se, at det ikke var selve det, at min søn hostede, men mine tanker om, hvad andre tænkte, som var årsagen til min skam. Hilsen Simone
Kære Simone. Tak for at dele din historie. Din oplevelse er vigtig, og den burde udbredes. Det fine ved den er, at den ikke peger fingre eller udstiller nogen. Din historie udstiller en oplevelse/følelse, som mange vil kunne genkende og finde glæde ved at se, at de ikke er alene. Hilsen Pernille
Hej Pernille. Jeg tror, det vil skabe værdi at kaste lys på emnet, da corona kommer til at fylde i meget lang tid. Vores arbejdspladser, ledere og kollegers reaktioner og handlinger er altafgørende for skamfølelsen. Denne overbevisning bunder i min egen oplevelse, der viser, hvordan skammen er forbundet med andre folks vurdering. Når jeg ikke mødte skamfølelsen på min arbejdsplads, er det min leder og kollegers fortjeneste. De opførte sig normalt, kom stadig over til mig, ville sidde ved siden af mig til frokost og så videre. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at specielt virksomheder bliver bevidst om denne problematik. Jeg vil på baggrund af, at du har gjort mig opmærksom på skamfølelsen, reagere anderledes næste gang. Jeg vil faktisk være fuldstændig ligeglad og vil aldrig forsvare min søns hosten igen, medmindre der er nogen, som spørger ind til det. Venlig hilsen Simone
Kære Simone. Jeg tænker, at man godt kan betrygge sine omgivelser, når der opstår et hosteanfald. Det er i mine øjne bare almindelig høflighed. Men vi skal undgå, at et hosteanfald hos din søn udløser skam. Uden skam kan du med oprejst pande gøre opmærksom på, at din søn er testet negativ – ikke fordi du skal undskylde ham, men fordi du medtænker, at andre kan være usikre. For modsvaret til skam er jo netop ikke skamløshed. Modsvaret er ikke at være ligeglad, som Medina synger. Modsvaret til skammen er at tage hensyn til andre – uden samtidig at sidde med en følelse af at skulle tilpasse sig til deres blikke eller den hårde indre dommer, der overdynger én med selvbebrejdelser. Hilsen Pernille
Kære Pernille. Du har helt ret. Det er så godt observeret. Det er et supergodt modsvar, for vi må endelig ikke blive ligeglade. Vores korte samtale har gjort mig bevidst om nedenstående og givet mig et redskab til fremtidige situationer:
1. Min skamfølelse (som jeg faktisk ikke kendte til).
2. Gjort mig opmærksom på, at jeg ikke er ene om denne følelse.
3. At jeg ikke har noget at skamme mig over. Mine omgivelser kan derfor ikke afsløre mig i at have gjort noget forkert – fordi jeg har ikke gjort noget forkert.
4. At jeg skal være opmærksom på andres følelser og frygt – og derfor skal jeg selvfølgelig af respekt reagere på samme måde. Næste gang vil bare være uden den dårlige samvittighed og vil ikke indebære en ”flugt fra situationen”-reaktion. Hilsen Simone.
Det er naturligvis ikke alle, der oplever at føle skam i forbindelse med corona. En studerende, som har været testet positiv, skriver for eksempel, at hun ikke følte skam.
”Jeg tror, skammen er relateret til, hvor meget man selv føler sig skyldig i, at smitten har ramt dig”, skrev hun.
En anden studerende understreger, at det er et gradsspørgsmål:
”Jeg kan mærke nogle grader af skam i forhold til det selvbebrejdende. Som du siger, kan skam i yderste konsekvens blive så enerverende, at man ikke kan tale om det”.
Der er forskel på, hvor modtagelige vi er over for at føle skam, og der er forskel på, hvor meget man har brug for at være en del af flokken, og navnligt hvor meget, man er villig til at stå uden for. Ligeledes er der forskel på, hvor streng en indre dommer, vi har.
”Hver gang jeg tager offentlig transport eller er et sted med mange mennesker, spørger min samvittighed, om det er det rigtige at være det sted.”
Sådan skriver en studerende, der bærer rundt på en meget tydelig og hård indre dommer.
Skam er ikke en tilstand, der kan ordnes med en pille eller en procedure. Det er en menneskelig tilstand, der minder os om vores behov for at høre til og være del af et menneskeligt fællesskab. Det centrale spørgsmål er, hvordan vi kan leve med skam på en bedre måde, så skam ikke truer vores tilhørsforhold til andre, og ensomheden sætter ind. Vi har brug for andre. At anerkende denne afhængighed er et vigtigt udgangspunkt for at hjælpe hinanden til at kunne leve med os selv under og efter corona.