Forårets corona-nedlukning har givet anledning til fornyet debat om kulturens plads og funktion i samfundslivet, i krisetider såvel som i almindelighed.
Det forekommer tydeligere nu end før, at et samfund meget hurtigt vil falde fra hinanden eller reduceres til sin mest basale mekanik, hvis der ikke er kulturtilbud, fysiske rammer for offentlige debatter og fora for oplevelser af kunst, hvor fælles fordybelse er mulig, og hvor synspunkter kan deles frit.
Sociale medier og digitale ressourcer kan give os meget. Men langtfra det hele. Samvær i virkelige rum med levende kroppe har uerstattelige kvaliteter. Havde vi ikke set det før, så gør vi det i hvert fald nu efter flere måneders isolation: Kultur kan give mening i den enkeltes liv, men vil for mange først og fremmest være et rum, i hvilket vi kan mødes, udveksle erfaringer og være sammen på en perspektivrig og inspirerende måde.
I den verserende debat og i de aktuelle kulturpolitiske udspil støder man imidlertid ofte på en forvirrende brug af begrebet kultur. Særlig stor kan forvirringen være, når der tales om kunst og kultur – enten som to sider af samme sag eller som to helt forskellige områder. Sondringen mellem kunst og kultur er i og for sig logisk nok, når man tager de nedarvede institutionelle opdelinger i betragtning.
Vi har siden begyndelsen af det 19. århundrede haft kunsthistoriske og kulturhistoriske museer og har på trods af indlysende gråzoner accepteret, at nogle genstande hører hjemme det ene sted, andre det andet. I løbet af 1800-tallet voksede det antropologiske kulturbegreb frem; kultur var nu ikke kun noget, der kom til udtryk i genstande, men omfattede snart livsformer, kommunikation og hverdagspraksisser.
Så hvad mener vi, når vi siger kultur i den almindelige debat? Tænker vi på kultur som det hele, altså som billedkunst, litteratur, madlavning, sport, design og leg? Eller hentyder vi til specialiseret udøvelse af en kunstart inden for institutionelle rammer, som sikrer, at flere kan opleve resultatet – som livekoncert, som udstilling, som teaterstykke, som bog og så videre? Det brede og det snævre kulturbegreb optræder langtfra altid som værdifri beskrivelser. Der laves derimod hierarkier, som placerer den ene højere end den anden.
Det kender vi fra idéen om, at kunsten og de etablerede kulturinstitutioner har større værdi for samfundet og har krav på mere opmærksomhed og økonomisk støtte end den brede og folkelige kultur, som ikke er radikal og nyskabende, og som sjældent efterlader sig egentlige ”værker”.
Omvendt findes en lige så udbredt opfattelse af, at den brede kultur er mere autentisk og vedkommende for den almindelige borger end den specialiserede kunst og ”finkulturen”, som kun henvender sig til de relativt få med lange uddannelser og høje indkomster. Uanset hvad der ellers måtte gemme sig af gensidige fordomme og fejlagtige opfattelser, bygger de på manglende anerkendelse af den anden parts rolle og på manglende forståelse for, hvad den snævre kultur betyder for det brede – og omvendt.
Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær, skrev i en kronik for nylig (”Der er lige så meget kultur i håndbold som ballet”, Politiken den 18. august), at der findes kultur og fællesskaber i både håndboldhallen og Det Kgl. Teater. Den påstand kan vanskeligt bestrides. Men det kræver, at man har det brede kulturbegreb i tankerne. For man kan ikke påstå, at der er lige meget kunst begge steder.
Både håndboldhallen og teatret er offentlige rum fyldt med spilleregler og ritualiserede måder at gøre ting på – altså kultur. Det kan kaldes kultur at gå i teatret, at indløse billet, at finde en passende påklædning og at diskutere sine indtryk med en ledsager. Akkurat ligesom det kan kaldes kultur at være tilskuer til og selv at spille håndbold; tøjet, adfærden, spillets form, teknikkerne, fællesskabet.
Men en ting er at gå i teatret og følge de dertil knyttede adfærdsformer. Noget andet er teaterstykket som værk, dét, der foregår på scenen, teksten, gestikken, musikken, scenografien og lyset. I teatret, i operaen og i kunstmuseets udstillingssale opfindes – i hvert fald i princippet – nye former. Gamle regler genfortolkes, ting gøres på nye måder, og der stilles spørgsmål uden entydige svar.
Filminstruktøren Jean-Luc Godard sagde engang: ”Kultur er reglen, kunst er undtagelsen”. Kulturen er de bånd, praksisser, forståelser og fælles omverdensfortolkninger, som binder grupper sammen. Kunsten accepterer, lidt groft sagt, ikke andre regler end dem, der sættes af kunstneren selv. Det er derfor, håndbold ikke kan være kunst. En spiller kan sagtens være en sand virtuos, der driver spillet til nye højder. Men hun respekterer spillets regler.
Kunst fungerer som en integreret del af kulturen. Men kunst ligger ofte også i en sær form for strid med den omgivende kultur. Mere eller mindre subtilt sætter den spørgsmålstegn ved almindelige forestillinger. Den eksperimenterer med andre måder at danne billeder af verden på og kan ligne både leg, videnskab, filosofi og populærkultur. Kunsten låner fra mange tilgrænsende områder. Men den har et rum for sig selv. I kunstens rum kan man tage på rejser igennem ormehuller til ellers utilgængelige egne af verden. Ikke bare i form af forgangne tider og tabte landskaber, men også ud i imaginære områder, i nye zoner af bevidstheden, i vilde forestillingsuniverser og på rejser til fremtiden.
Kunst er på en og samme tid en del af kulturen og noget andet end kultur. Kulturens modpol er kunsten – netop den kunst, som samtidig er en del af kulturen, og som holder kulturen åben, frisk, nysgerrig og åndfuld. En kultur uden denne modsætning og en kultur, som ikke tager vare på kunsten, er ikke stort andet end en samling af ubevægelige rammer, institutioner og adfærdsmønstre. Der kan være nok så mange håndboldhaller, museer, teaterscener og gourmetrestauranter. Men uden kunsten vil der ikke være nogen, der bryder reglerne. Ingen, der spørger, om vi kunne gøre og tænke ting anderledes. Der vil ikke være de undtagelser, som får os til at kigge i en anden retning og gør os opmærksomme på, hvordan vi er mennesker, og hvad det gør ved vores verden. Som gør, at vi kan begynde at tvivle på, at det, vi siger, nu også er sandt, og at det perspektiv, vi har på verden, nu også er det eneste gyldige.
Jeg argumenterer ikke for, at kunst befinder sig i den fine ende af en kulturskala, hvis modsatte ende må karakteriseres som triviel og rutinepræget. Jeg plæderer slet og ret for, at der må skelnes. Udviskes forskellene på kunsten og den bredere kultur, overser vi styrken ved begge begreber.
Jeg vil påstå, at kunst som del af enhver kultur i bevægelse tilhører alle. Den skabes ikke for særlige mennesker med særlige uddannelser, viden, erfaring, forudsætninger og så videre. Åbenhed og nysgerrighed er som regel tilstrækkeligt. En af kunstinstitutionernes fornemste opgaver består i dag i at gøre kunst til allemandseje ved at hjælpe med at nedbryde de kulturelle barrierer, der kan skille kunsten fra dele af samfundet. Madlavning, sport og anden fysisk aktivitet er både underholdende og livsnødvendigt. Jeg dyrker det selv. Men kunst er og kan noget andet. Lad os fejre forskellen på disse to vigtige sider af samfundslivet, kunsten og den brede kultur – og få størst muligt udbytte af begge.