De sidste par år er et billede af en ulveflok gået viralt. Billedet viser en ulveflok, som går på en lang række i dyb, dyb sne. Billedteksten forklarer, at her ses en ulveflok, hvor de langsomste og svageste ulve går forrest og bestemmer på den måde flokkens tempo. Lederen af flokken, alfahannen, går bagerst og kan på den måde bedre holde samling på tropperne – han undgår at efterlade nogen.
Det har siden vist sig, at historien om ulveflokken vist bare er det rene vås. Men jeg tænker, at der er en god grund til, at billedet med den historie om samhørighed gik og fortsat går viralt og bliver delt af mange tusind mennesker.
Ud over at lire ulvesnak af, så arbejder jeg i den offentlige sektor som misbrugsbehandler på et misbrugscenter – og er derfor i daglig kontakt med nogle af de fineste, men desværre også mest tabubelagte, mennesker i vores samfund.
Nemlig mennesker, der ofte både har et overforbrug af rusmidler og har store psykiske udfordringer. Og det, jeg på daglig basis er vidne til, er en flok, et samfund, i total opløsning. Vi er i færd med at skabe en flok, hvor kun de stærkeste, alfaerne, kan være og følge med. Og vi er på den måde i færd med at skille alle dem fra, som ikke lige passer ind i det tempo og de normer, vi sætter for, hvordan vi bør og kan levere til det her samfund.
Jeg har været ansat på det samme misbrugscenter i snart to et halvt år, og de økonomiske beskæringer og stramninger, der er foretaget i løbet af de år, rammer ressourcesvækkede medborgere på overførselsindkomst ufatteligt hårdt. Det, jeg er vidne til, er ganske enkelt usmageligt og uværdigt. Og for at du er helt med på, hvad det er, jeg sådan hidser mig op over, så snakker vi om kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen, kraftige besparelser i psykiatrien og på det socialpædagogiske område i form af mentorstøtte, specialvejledning, og hvad der ellers er af brugbare og til tider livsnødvendige støtteforanstaltninger.
Jeg oplever i høj grad, når jeg følger med til diverse koordinerende møder på jobcentret, at de her mennesker bliver sygeliggjort af systemet, fordi vi, de ressourcestærke, har sat dagsordenen og opfundet et hemmeligt fjollesprog, som nogle mennesker bare aldrig har lært at tale. Men de er ikke forkerte af den grund. De kan og skal bare noget andet, og de har brug for at gå igennem livets op- og nedture i et andet tempo, end hvad der ofte stilles som krav i en avanceret paragraf.
Skulle vi måske begynde at tilpasse arbejdsmarkedet og støtteforanstaltningerne til de mange forskellige kroppe og sind, der heldigvis findes i vores ganske danske land? Frem for at have nogle indsnævrede og konservative prototyper på, hvem det kan svare sig og er ”værd at hjælpe”. De prototyper frasorterer mange af de her skønne, ofte sensitive, mennesker, som jeg faktisk oplever har et enormt stort ønske om at komme tilbage på arbejdsmarkedet, få en uddannelse eller lære noget nyt. Altså blive en del af flokken.
Jeg er selv en kvinde, hvis liv helt fra fødslen har været væsentligt nemmere og mere ressourcefyldt end mange af de menneskers, jeg til dagligt er så heldig at få lov at stifte bekendtskab med på misbrugscentret. Jeg kommer fra et hjem, hvor der har været ressourcer, evner og energi til at tage sig af alt fra hullerne i tænderne til hullerne i sokkerne, taget, græsplænen, sindet og hjertet.
Jeg røg på røven med en dyb depression, massiv angst og alt for mange selvmordstanker i mine teenageår, og hvis der ikke havde været et ressourcestærkt netværk i form af min familie til at holde mig oppe og kørende, da mine ben gav efter, kunne mit liv sagtens have taget en meget hård og fortvivlende drejning under den depression – fordi jeg formentlig ville være endt på overførselsindkomst. Jeg tænker ikke, at det i sig selv skal være fortvivlende og hårdt at være på overførselsindkomst. Det fortvivlende er det stempel og den manglende hjælp og forståelse, der sendes med overførselsindkomsten i en usynlig rudekuvert.
I stedet for at ende på overførsel og uden uddannelse fik jeg af mine forældre betalt al den psykologhjælp (ad flere omgange), jeg havde brug for. Jeg blev rask, fik en gymnasial uddannelse og senere en mellemlang videregående uddannelse. Jeg blev under min depression helt naturligt, men livsnødvendigt, frataget alt ansvar for praktiske gøremål.
Jeg blev i stedet fyldt op af kærlighed og forståelse. Jeg fik vasket mit tøj, serveret varieret og færdiglavet mad, blev hjulpet i bad, fik kram, søde hav-en-god-dag-beskeder ved min morgenmad, som var lavet og stillet frem til mig. Min mor læste alt på nettet om depressioner og kørte mig til psykolog, akupunktør, læge, healer, massør og psykiater.
Min far stod op tidligt for at tage mig med over i den lokale svømmehal for at svømme baner, inden han skulle møde på arbejde – han havde jo hørt, motion skulle være sundt for en depressionsramt. Og det vigtigste og mest livsbekræftende, jeg fik under depressionen, var oplevelsen af, at jeg som person stadig var noget værd, selvom jeg ikke kunne yde eller levere til samfundet lige nu, lige dér. At min flok tog mig seriøst og blev hos mig, selvom jeg oplevede mig selv som et kæmpe skvat, der til tider tænkte, at jeg fortjente at dø.
Størstedelen af de mennesker, jeg møder i misbrugsbehandlingen, har ikke været lige så heldige og privilegerede som mig. Jeg kan genkende meget af min lidelse og smerte i dem. Mange af dem har mødt en ekstremt hård periode i deres liv, som er blevet en katastrofal game changer. Forskellen på dem og mig er, at jeg fik den hjælp, jeg havde brug for, med det samme, fordi mine forældre havde råd og overskud til at hjælpe mig.
De medborgere, jeg møder på misbrugscentret, har ofte skullet udholde, klare og navigere i helt andre vilkår. Og jeg finder det så uretfærdigt, at bare fordi jeg er født ind i en ressourcestærk familie, har jeg mulighed for at overleve, klare mig, uddanne mig og tjene bedre. Det kan og skal vi som samfund simpelthen gøre bedre.
Alle de, som ikke har støtte omkring sig til at komme igennem en periode, hvor deres egne ben giver efter, skal som den største naturlighed støttes af flokken, af samfundet. Det giver altså vanvittigt god mening, at det ulvebillede og den historie blev delt latterligt mange gange. Vi ønsker at være en flok. Ingen skal efterlades eller sakke bagud, fordi tempoet bliver sat af sådan én som mig. Sådan én, som har haft et forspring i livet allerede fra starten.
Vi skylder alle at begynde og ændre på opsætningen i vores flok. Så de mest ressourcestærke med den største naturlighed bare sørger for at få alle med. Jeg kunne sagtens komme med et eller andet socialøkonomisk perspektiv på det der med at få alle med. Hvordan samfundet rent økonomisk kan profitere af at gentænke, hvordan mennesker på sociale ydelser lige nu presses umenneskeligt meget og derfor forbliver fastfrosset på sociale ydelser.
Men ved du hvad? Det burde faktisk ikke være nødvendigt at komme med et økonomisk perspektiv, hvor jeg nævner ord som makro og mikro. Vi er én flok. Og vi skal følges som en flok. Alles liv er lige meget værd, og ingen skal efterlades eller opleve sig som værende forkerte. Om du arbejder, ikke arbejder, har angst, ikke har angst, er deprimeret, ikke er deprimeret. Alle skal med. Alt andet er ufint. Flere argumenter behøves ikke.