Komponist: Vi er ved at miste vores musikalske bevidsthed

Musik er ved at blive et produkt, og måske er prisen, at vi risikerer at miste musikken som den kraft, der trodser ensomheden og kommunikerer direkte fra menneske til menneske. Vi må huske, at musik er noget, vi gør for og med hinanden, skriver kronikøren

Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix.

VI ELSKER MUSIK. Og vi elsker at lytte til musik. For godt 100 år siden blev det muligt at optage lyd og gengive indspillet lyd. I dag fylder lyden af musik fra højttalere vores rum.

Den digitale musikrevolution med streamingtjenester som Spotify, Youtube og Apple Music er seneste fase i en udvikling af vores måde at forholde os til musik på, som er så omfattende og er gået så hurtigt, at vi ikke endnu selv forstår det. Det er kun et spørgsmål om tid, før computere også kan producere individuelt ”skræddersyet musik”.

Jeg kendte en kvinde, Marta, som forrige jul døde i en alder af 94 år. Hun kom i den landsbykirke på Stevns, hvor jeg er organist. Marta var et livsstykke og elskede at tale med mennesker. Med mig talte hun om musik. Som hun sagde, elskede hun at synge med på salmerne, selvom hun ikke selv syntes, hun sang særligt godt. Og hun elskede musik.

Som barn huskede hun, at hendes far var rigtig god til at synge. Og hendes onkel kunne spille på violin. Det var, da hun fortalte dette, at noget begyndte at gå op for mig: Hendes erindring om at lytte til musik var erindringen af faderens og onklens musiceren.

Det havde været den musik, hun kunne lytte til som barn. Mest har musik for Marta været, når man sang eller legede sanglege i hjemmet og i skolen. Martas hele erfaring af musik var knyttet til deltagelsen og samværet med mennesker.

Vores erfaring af musik i dag er først og fremmest strømmen af lyd fra elektriske apparater. Vi møder den, fra vi bliver født. Det er så omfattende, at det er svært for os at forestille os, at vores måde at erfare musik på ikke er den normale. Men i langt de fleste musikkulturer i menneskets historie ville det være fremmed, at man skulle nyde lyd af musik, andre frembringer, eller endog lyd, som kommer ud af apparater.

Musik er i de fleste kulturer noget, som alle er med til. Når der lyder musik, deltager alle som skabere, udøvere og tilhørere på én gang. Vi forestiller os måske, at på Beethovens tid lyttede alle til Beethovens musik i stuer og saloner, ligesom vi nu lytter til vores yndlingsmusikere på for eksempel Spotify, men sådan var det ikke. At nyde lyden af musik fremført af musikere var en luksus forbeholdt en lille overklasse.

De fleste privilegier koster noget. Og mon ikke nutidens musiklytningsprivilegium også har kostet et eller andet? Jo mere tilgængelig musik er blevet, jo sværere er det blevet for os at værdsætte musik, og jo mindre vigtig er musik blevet i et dannelsesperspektiv. Der uddannes få musiklærere på læreruddannelserne, og skoler har svært ved at få besat musiktimer med uddannede lærere.

MUSIKALSK DANNELSE har før stået højt på dagsordenen. Da min mor gik på lærerseminariet i 1960’erne måtte hun – stik imod sandheden – officielt erklære sig umusikalsk for at blive fritaget for violinspil, som ellers var obligatorisk. For alle lærerstuderende.

Jeg skal prøve at beskrive, hvordan jeg tror, det kan hænge sammen, og jeg vil illustrere det ved at sammenligne vores forhold til musik med vores forhold til mad.

At spise er vitalt. Engang strejfede vi omkring i flok og jagede og samlede i naturen. Siden fandt vi på at dyrke fødevarer. Flokken blev mindre vigtig, for nu kunne vi dyrke til os selv og vores afkom. I lang tid har tilvejebringelse af mad været noget, alle har deltaget i. Få har haft den luksus, at andre frembragte deres mad. Det ændrede sig med landbrugets mekanisering og industrialisering. Nu er den omgang, vi har med maden, for de fleste begrænset til, at vi tilbereder den og spiser den.

Måske vil vi efterhånden overgå mere og mere til spisefærdige produkter, og på den måde er vi næsten tilbage, hvor vi begyndte. Blot er det, vi nu ”jager og samler”, produkter, vi selv har frembragt, og ”jagten og samlingen” er helt løsrevet fra, hvad vi ellers gør sammen.

Der kan være ondskab skjult i ting, vi selv har frembragt. Vi har en forbløffende evne til at frembringe ting, som ikke er gode for os, men tiltrækker os voldsomt. Hvidt sukker og alkohol, for eksempel. Men vi opdrager vores børn med, at den bedste mad ikke altid er den, der nu og her giver os størst tilfredsstillelse.

Vi lærer hinanden, at maden er noget, vi skaber i interaktion med verden. Og vi prøver at fastholde måltider: Måltidets æstetik har ikke nødvendigvis med skønhed at gøre, men først og fremmest med betydning af at skabe noget sammen. Måltidet binder os sammen som mennesker. Mad, vi selv har lavet, smager bedre end noget, der er produceret på en fabrik – også selvom det måske ikke altid faktisk smager bedre.

Musik er vitalt. Vi kan forestille os en verden uden mobiltelefoner og biler og fyldte frysediske. Men vi kan ikke forestille os en verden uden musik. Var der ikke musik, ville vi lave den. Vi er musikalske mennesker.

Vi udvikler musikinstrumenter og måder at synge og spille på, og forskellige musikkulturer kommer og går fra tid til tid. Men nu er der på ganske kort tid sket noget meget afgørende. I grove træk kan man sige, at hvad der svarer til den agrare, den industrielle og sidst den digitale revolution indtrådte på bare ét århundrede. I løbet af få generationer – fra Martas barndom til i dag – er det, som altså er helt usædvanligt og historisk set en eksklusiv luksus, blevet det normale: at nyde musik uden selv at være med til at skabe den.

HVORFOR ER DET overhovedet rart at lytte til musik? Lyd i sig selv er blot en måde, vores bevidsthed opfatter vibrationer på, men musik betyder noget andet end sin lyd. Mennesker har altid spekuleret over, hvad musik mon kunne betyde, og der er nok en sammenhæng mellem musikkens eviggyldighed og dens uforklarlighed: Vi elsker musik, indledte jeg med at skrive. Når vi oplever musik intenst, er det imidlertid næsten, som om musikken også elsker os.

Musik kan glæde os på en måde, som er dybere end blot følelsen af, at ”noget lyder godt”. Det er en følelse af at blive mødt og blive forstået. Alting peger på, at den musikalske sans, som alle mennesker har, hænger sammen med følelsen af gensidighed og empati.

Musikken kalder noget frem inden i os hver især, men det, den kalder frem, er en følelse af at være sammen – formodentlig fordi det er det, musik først og fremmest er: noget, vi er sammen om.

Vi har frembragt fænomenet ”musik som medieret lydprodukt” og på nærmest ingen tid har det overtaget vores musikalske bevidsthed, så vi pludselig har svært ved at forestille os musik som andet end ”medieret lydprodukt”.

Jeg tror, der kan være ondskab, vi endnu ikke har opdaget, gemt i den musiklytning, som bevæger sig i retning af at være individuel og nydelsesbaseret. Musik bliver til et produkt, og måske er prisen, at vi risikerer at miste musikken som den kraft, der trodser ensomheden og mere end noget andet kommunikerer direkte fra menneske til menneske.

Vi får mere og mere musik at nyde, men bliver måske mere og mere ensomme. Musikindustrien er ikke ond, ligesom fødevareindustrien ikke er det. Vi må bare ikke glemme, at musik ikke er et produkt. Musik er noget, mennesker gør for og med hinanden. Når kulturministeren har sat som mål, at alle børn skal have mulighed for at spille et instrument, er hun inde på noget meget vigtigt: Vi skal holde stædigt fast i at opdrage hinanden til og med musik, vi – ligesom vi skaber måltider – selv skaber. Sammen og tæt på hinanden.