Vi fattes ord

Med krigen i Kosovo er spørgsmålet om forfatternes, de intellektuelles, engagement dukket op. Har de intellektuelle særlig pligt til at engagere sig, når det brænder på? Selvom tidsånden, medieudbuddet og den politiske udvikling tilsyneladende er løbet fra behovet for forfatternes engagement i den politiske virkelighed, så skulle man tro, at der i hvert fald er brug for engagementet i form af ord, for når debatten præges af andre end blot politikere og eksperter, så bliver den mere synlig og måske mere forståelig. Når det drejer sig om politiske konflikter er ordene jo i grunden lige så vigtige som den konkrete handling. De intellektuelle, forfatterne har ordet i deres magt. Alligevel er det spørgsmålet, om man kan pålægge dem en forpligtelse til at engagere sig i verden, »blot« fordi de er udstyret med denne særlige evne, som det er at kunne formulere og sætte ord på dét, der for os andre er ubegribeligt. I dag er det sædvanligvis ikke forfatterne, der sætter dagsordenen i den aktuelle debat. Desværre - er der sikkert mange der synes, for forfatterne ser med andre øjne end eksperterne, og med forfatternes forståelse for verdens gang, en forståelse som måske er skæv, underfundig eller lynende skarp, og med deres sans for de sproglige virkemidler, så kan de måske udtrykke noget, der stikker dybere og dermed få flere mennesker i tale. Hun kender krigens baggrund, hun forstår konflikten i området - ikke som ekspert, men fordi hun i tre år boede i Sarajevo i egenskab af sit erhverv som kunstner. Med dette essay kommer et intenst engagement til udtryk, et engagement man som læser ikke kan komme uden om. Krigen beskrives og forklares, som den ikke er blevet gjort tidligere, og for dem, der har læst dette essay, vil forfatternes forpligtelse til at engagere sig forekomme som en nødvendighed - hvorfor forklarer Carsten Jensen i samme avis: »Men hvem fortæller os historien om vor egen tvivl, om de personlige overvejelsers for og imod, om den vanskelige vej til omgang med en krig, som uanset om man er enig med dens mål eller ej, aldrig kan vække begejstring, men kun medfølelse og forfærdelse?« Dét er præcis den historie forfatterne kan fortælle os, de overskrider nemlig politikernes og journalisternes grænse mod læserens private livsverden. Med forfatternes måde at bruge sproget på træder de ind i læserens inderste univers, for - som Carsten Jensen også formulerer det - så er forfatterne jo eksperter i mennesker, og det er måske som sådanne, de kan udtrykke det, vi alle føler, hvad enten det er håb, afmagt eller tvivl. At engagementet ikke er en del af tidsånden, beskriver Jens Christian Grøndahl i sit essay »Night mail« fra 1998. Han skriver blandt andet, at i hans generation er engagementet blevet hjemløst, og dette kan skyldes, at magten i velfærdsdemokratiet er blevet fjern og diffus, ansigtsløs og umærkelig. Mod hvem skal man rette sin kritik? Hvor skal man lægge sit engagement? Hvorfor skal man i det hele taget gøre noget? Grøndahl mener, at det er tankevækkende, at fraværet af en ydre undertrykkende magt efterlader os med denne afmagtsfølelse hvad angår deltagelse i »samfundet«. Men sandt er det nok, dette tydeliggøres, hvis vi ser på hvordan de intellektuelle - forfatterne - engagerer sig i verden og virkeligheden andre steder på kloden. For eksempel er mange af de latin-amerikanske forfattere - unge som ældre - kendte for at have en høj grad af engagement. Dette ikke blot implicit via deres bøger, men også eksplicit via udtalelser til fjernsynet, essays i dagblade og tidskrifter osv. En af de mere fremtrædende latinamerikanske forfattere, hvad angår engagement, er den peruanske forfatter Mario Vargas Llosa, som også var den forfatter, der leverede det andet essay til Jyllands-Postens serie om krigen og de intellektuelle. Begyndelsen til et socialt og politisk engagement fandt Vargas Llosa nemlig hos den franske forfatter Jean Paul Sartre, som i den grad er symbolet på den europæiske intellektuelle, der kæmper for at forstå sin tids politiske problemer, hvilket ses såvel i hans forfatterskab som i de artikler, han skrev til tidsskriftet »Le temps Modernes«. Sartre er et interessant omdrejningspunkt i forbindelse med spørgsmålet om forfatterens engagement, han gik nemlig så vidt som til at mene, at over for et barn, som sultede til døde, betød hans roman »Kvalme« intet. Verden så måske nok anderledes ud, da Sartre udtalte dette i 1964, men brændpunkterne verden over er ikke blevet færre, så derfor er det stadig relevant at spørge, om forfatteren er forpligtet ud over alle grænser, når døden er nærværende? Det er måske en absurd diskussion, men hvorom alting er, så brød Vargas Llosa med Sartres engagement efter denne udtalelse, for som han siger i én af sine romaner »hvor flygtig en roman end er, så er den dog noget, mens fortvivlelsen intet er«. For Vargas Llosa står engagementet nemlig ikke over forfatterskabet, men det er så at sige en del af det - en naturlig og uundgåelig del af det. Han tilhører den generation af forfattere, som er kendetegnet ved at eksperimentre med romanens form, samtidig med at der i høj grad fokuseres på indholdet: Indholdet griber ind i den politiske virkelighed, kritiserer den, stiller spørgsmål til den og undrer sig over den. Hun følte sig egentlig ikke kompetent til at udtale sig om krigen eller til at engagere sig i den, hun kendte ikke flere aspekter af krigen, og hendes viden mente hun ikke var større end hos såkaldte almindelige mennesker. Men hun er jo netop en af de forfattere, som kan bidrage med noget særegent til den officielle politiske debat: I sit forfatterskab boltrer hun sig i sproglige virkemidler, så resultatet bliver skarpt, sprudlende, skævt og ikke mindst ironisk. Hun kunne måske, som Carsten Jensen udtrykker det, fortælle os historien om vor egen tvivl og magtesløshed. Hun kunne måske inddrage det almindelige menneske i dét, der foregår i den virkelighed, der desværre forekommer os så fjern. I Latinamerika er der ikke tradition for demokrati og ytringsfriheden har altid haft og har stadig trange kår. Derfor råber forfatterne højt, derfor blander de sig i debatten. De kæmper mod problemer, som vi i velfærdsdemokratiet ikke har tæt inde på livet. Vi ved naturligvis, at verden også er ond og grufuld, for vi bombarderes dagligt med mængder af informationer og nyheder fra hele verden - mængder så store og ikke mindst forfærdelige, at vi på det nærmeste føler os sat til vægs; vi ved ikke, hvad vi skal stille op, for verden er i al sin magt og vælde blevet uforståelig, uoverskuelig, derfor distancerer vi os i stedet for at fokusere. konkret, korrekt og specifik. Hvad mere har vi brug for? Men med eksperternes sproglige indforståethed, tørre tal og stive retorik, så er det netop vi almindelig dødelige distancerer os, det gør vi alle - også de intellektuelle, forfatterne, altså dem som netop kunne få os til at stoppe op og måske forstå, akkurat som man gør det med Susan Sontags essay. Hvis ikke vi har forfatterne til at åbne vore øjne, til at få os til at fokusere i stedet for at distancere, så bliver nøden og de menneskelige katastrofer i den øvrige del af verden blot billeder, der passerer forbi - som vi lader passere forbi uden at løfte et øjenbryn. Og som Grøndahl ligeledes siger det i førnævnte essay, så får man fornemmelsen af, at ingen har noget at sige, for verden bliver bare fjernere, desto mere den trænger sig på i skærmenes forvirrende montage af billeder alle vegne fra. Vi har i dette hyper-informationssamfund brug for anderledes kvalificerede bud på, hvordan verden ser ud. Vi har brug for at få fortalt andre og anderledes historier. cand.mag.