NÅR MAN BEGYNDER på læreruddannelsen, begynder man med det almendannende fag KLM. Faget forbereder den kommende lærer til selvstændig stillingtagen til almenmenneskelige spørgsmål om kultur, etik, samfund og religion.
Her tager fremtidens demokratiske vækstlag, lærerne, stilling til værdierne i folkeskolens formålsparagraf – så de kan klæde fremtidens elever på med eksistentiel og demokratisk stamina til en usikker fremtid. Faget er en unik platform for samtale i et stadig mere segregeret samfund – måske grunden til, at hele spektret af politiske partier fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten var enige om, at faget ikke blot skulle bevares i sin hidtidige form, men også styrkes med reformen af læreruddannelsen i 2013.
Men selvom politikerne i flere omgange helt ekstraordinært greb ind i processen fra forlig til reform, kunne vi som undervisere og censorer se, at KLM hele tiden diskret blev administrativt beskåret. Og Folketinget kunne ikke få ren besked: Var faget blevet styrket, som det skulle, eller var det ikke?
Før reformen var faget på 17 ECTS-point, som er det internationale mål for de enkelte fags vægtning. Nu eksamineres stadig flere efter kun 10 ECTS. Alligevel konkluderede professionshøjskolerne og Uddannelsesministeriets embedsværk i deres redegørelse sidste år:
”Der er altså ingen UC’er, som kun har et modul på et omfang af 10 ECTS.”
Det virkelige svar på politikernes spørgsmål – at KLM er under afvikling og lige nu står massivt decimeret på de fleste UC’er – blev forbigået i absolut tavshed.
Så bestilte politikerne en uvildig rapport fra Teknologisk Institut, som nu er kommet: Af de 16 uddannelsessteder har kun fire styrket faget fra 17 til 20 ECTS, mens resten accepterer KLM- eksamen efter kun 15 eller 10 ECTS:
”De fleste uddannelsessteder (9 ud af 16) kræver minimum 10 ECTS-point, mens fire skoler kræver 20 ECTS-point, og tre skoler kræver 15 ECTS-point.”
Her to år efter tyder intet på, at de vil tilbagerulle de forligsstridige forringelser, endsige tilbagekalde de vildledende redegørelser.
Så selvom vi selvfølgelig er tilfredse med at få ret, er KLM-sagen en bekymrende øjenåbner. Ikke mindst for demokratiet, som svækkes i gråzonen af New Public Management, – den såkaldte ”mørkelygte”, som embedsværket tilsyneladende bruger til at regere uden om politikerne.
Imens foregøgles politikerne at være i kontrol over skolen 1:1. Men magten er ikke gået til politikerne, snarere til embedsmændene. Reformen gjorde op med ”fortidens” fagtraditioner og dannelsestanke: Nu skulle læreren læringsoptimere gennem centrale detaljemål, såkaldt ”læringsmålsstyret undervisning”: neutralt, målbart, videnskabeligt og billigt. Ligesom New Public Management.
Men ”læringsmålsstyret undervisning” er overhovedet ikke økonomisk. Den er heller ikke værdifri, og den er ikke engang videnskabelig. Vi ved i dag, at den er opfundet i Undervisningsministeriet under ledelse af centrale embedsmænd og rådgivere og promoveret i tæt samarbejde med dyre konsulentfirmaer og styringsinstitutter – som regel de samme få, faktisk. Og baseret på uendelige mængder af ”forskningssammenfatninger”, ofte anonyme.
MEN LÆRINGSMÅLSSTYRET undervisning er New Public Managements tvilling og lider af de samme skavanker: Administration overtrumfer enkle, økonomiske og faglige løsninger, mens sproget muterer: Centralisering kaldes decentralisering, læringsmålenes mangedobling kaldes forenkling,
Mens begrebet Ny Nordisk Skole har vist sig hverken at være Ny (derimod tilbageskuende), eller Nordisk (tværtimod et opgør med nordisk skoletradition). Nye ord som datainformeret ser dagens lys – det er new speak for beslutninger, der flugter med læringsmålsstyring. Og lærerne skal tale skolen op, ikke ned.
”Opad” mod politikerne ser det pænt ud, for der er detaljerede, målbare planer for alt. Set ”nedefra” kunne man spørge, hvordan italesættelsen måles på virkeligheden. I KLM-sagen er det nemt: Fik politikerne, hvad de bestilte? Nej, tværtimod. Muterede sproget? Ja, i høj grad. Men lad os lige måle på resten af læreruddannelsen og skolen, nu vi er i gang: Reformernes tilblivelse er konsekvent sløret i administrativ anonymitet. Faglig ekspertise underkendes og substantiel kritik affærdiges som personangreb, negativ attitude eller slet og ret mobning. Fagligheden monopoliseres. Holdninger maskeres som neutral viden eller ligefrem forskning. Og da alle centrale poster, inklusive tildeling af forskningsmidler, er fordelt på ganske få, så følger pengene én metode, ”læringsmålsstyring”.
Politikerne blev stillet i udsigt, at de med reformerne fik økonomisk styring, faglighed, inklusion, almen dannelse, demokratisk medborgerskab, kvalitet, lighed og trivsel i skolen. Og direkte indflydelse. I stedet har politikerne fået en skole, der sander til i ufattelige mængder målbeskrivelser og kontroller: elevflugt, lærerflugt, faldende inklusion mellem ny- og gammel-danskere og mellem sociale klasser, dårligere faglighed, kontroltyranni, meningsløs registrering, demotiverede og stressede lærere, stressede elever, økonomisk spild, manglende engagement og dermed udvikling af skolen, undertrykkelse af kritik og deraf følgende faglig stilstand.Foruden et åbent hul i statskassen for eksterne konsulentfirmaer og kontrolinstanser, der påpeger alverdens ting, men som naturligt nok aldrig ville anbefale deres egen afmontering.
HVAD SKAL POLITIKERNE SÅ GØRE? For KLM’s vedkommende sætte en størrelse, for eksempel 20 ECTS. Historien viser desværre hvorfor. I læreruddannelsen og skolen: afmontere det sindssygt bekostelige kontrolapparat, som New Public Management og læringsmålsstyring har skabt.
Erstat det med tillid til den faglige dømmekraft – det er ikke bare bedre, det er også billigere. Og det sikrer pluralisme som en indbygget kvalitet i et centralt fastsat skolesystem.
Hvordan gør man det? Her er syv økonomiske tiltag: 1. Drop de uendelige kontroller (Pisa, nationale tests, akkreditering, EVA, ”kvalitetssikring”, etcetera). Virkelig. Bare drop dem. Her er uendelig mange mandetimer at hente. 2. Drop alle konsulentfirmaer. Virkelig. Bare drop dem. Her er uendelig mange honorarer at hente. 3. Indfør eksamen med høje krav – det er ægte kvalitetssikring. 4. Genindfør Centrale Kundskabs- og Færdighedsmål – og mål på dem til eksamen.
Metodefrihed og høje slutkrav har indbygget ejerskab, professionalisme og dermed innovation. 5. Genindfør fagdidaktisk forskning i alle fag på DPU. Fag handler om noget, de er ikke blot tilfældige data til læringsoptimering. 6. Én fagdidaktisk professor pr. fag ville styrke fagdidaktikken, som politikerne ønsker. Fagmiljøer skaber innovation. Det er også billigere. 7. Beslut politisk, at 60 procent af alle ansatte i centraladministrationen har faglig baggrund i deres område. Det bremser dyre, meningsløse tiltag i alle sektorer.
De sparede udgifter til administrative fejlskud, konsulenter, ”kvalitetssikring”, evalueringer, akkrediteringer, strategi- og visionspapirer etcetera vil højne kvaliteten og sænke udgifterne. For KLM er det desværre nødvendigt med endnu en rammesætning, hvis politikerne skal have det, de har bestilt.8
Marianne Vihøj, Simon Renault, Carla Birgitte Nielsen, Anne Skriver Knudsen, Tue Anker Bech, Bo Stokholm, Jesper Kallesøe, Lærke Groth, Åse Merete Morsø, Thomas Thomsen, Karen Vinther Ringsmose, Niels Erik Svoldgaard, Henrik Vestergaard Jørgensen, Gitte Gorm Larsen, Marlene Printz Jellesen, Povl Götke, Lakshmi Sigurdsson, Inger Toftgaard Barrett, Kirsten M. Andersen, Laura Lundager, Andreas Nozic Lindgren Mebus, Solveig Rostbøll, Carsten Michael Oxenvad, Gry Eliassen, Jens-Peter Olesen, Christine Rørdam Thaning, Peter Green, Britt Due Tiemensma, Irene Larsen, Dorete Kallesøe, Anne Edmond Pedersen, Gabriella Dahm, Rose Maria Bering-Jensen, censorer og undervisere fra UCN, UCL, UCS, UCN, UCC, UCSJ og VIA UC.