Jeg har altid været skeptisk over for teorier om samfundets generelle forfald. Det er simpelthen for nemt at hævde, at alting var bedre før. Sådanne teorier er besnærende, men de har sjældent noget med virkeligheden at gøre.
Så jeg er altså ingen forfaldsteoretiker. Jeg er for eksempel overbevist om, at det, man kunne kalde den digitale revolution, alt i alt er en kæmpe fordel for menneskeheden. It giver os fantastiske muligheder på en række områder.
Ikke desto mindre vil jeg gerne sige følgende:
Der er noget rusk ravende galt med den måde, hvorpå vores samfund administrerer børns tid foran forskellige former for skærme – tablets, smartphones, computere og så videre.
Eller for at sige det på en anden måde: Når børn i dag bruger alt for meget tid foran skærme, så er det primært de voksnes skyld. Og det er ikke kun deres forældres skyld. For selvom forældrene måtte forsøge at begrænse deres børns skærmtid, bliver de konsekvent modarbejdet af alle mulige andre i det omgivende samfund.
Før jeg uddyber min påstand, bør jeg nok nævne, at jeg ikke er sociolog eller børnepsykolog eller har en anden relevant faglighed i denne sammenhæng. Det følgende skal derfor blot læses som en personlig beretning fra et tænkende menneske, der er blevet far.
Og som far er min grundlæggende holdning, at børn ikke skal tilbringe for meget tid med at sidde og kigge på et fjernsyn, en computer, en iPad eller lignende.
Det er ikke nødvendigvis, fordi det i sig selv er skadeligt for børnene. Og strengt taget ved jeg ikke, om det er skadeligt, for jeg kender ikke forskningen på området.
Nej, når jeg mener, at børns skærmtid skal begrænses, er det, fordi børnene med garanti ville få mere ud af at bruge tiden på noget andet: lege gemmeleg, læse, spille fodbold eller kede sig. Børnene skal jo udvikle sig, og sådanne aktiviteter må simpelthen være mere udviklende end at sidde foran en skærm.
Lyder jeg gammeldags? Muligvis, men jeg tror ikke, mit synspunkt er særlig kontroversielt. Et utal af gange har jeg hørt forældre beklage sig over deres børn overdrevne brug af skærme. Til fodbold eller i skaterparken lyder det ofte fra forældrene på sidelinjen, at ”det er så fantastisk at se, at børnene for en gangs skyld laver noget andet end at spille computer”.
Og skolen og medierne er tilsyneladende enige om, at børns manglende læselyst nu om dage skyldes, at bøgerne har svært ved at konkurrere med iPaden.
Men nu kommer det underlige: Selvom de fleste mennesker således er enige med mig, oplever jeg en del modstand, når jeg i praksis forsøger at begrænse børnenes tid foran skærmen. Lad mig give et eksempel:
I vores SFO har de en PlayStation, og en overgang var min otteårige søn altid i gang med at spille Fifa, når vi hentede ham. På et møde med SFO’en fremførte jeg mine synspunkter og foreslog, at SFO’en skrottede sin PlayStation. SFO’ens leder svarede mig, at han var helt enig i mine synspunkter, men at han gerne ville beholde deres PlayStation. Det var ifølge ham en del af børnenes ”dannelse”: Om nogle få år vil min søn være i den alder, hvor alting drejer sig om computerspil, og ved at spille PlayStation i SFO’en vil han blive parat til den tid.
Lad mig understrege, at vi er rigtig glade for vores børns skole. Men det er deprimerende, at skolen ikke vil hjælpe mig med at begrænse børnenes skærmtid, selvom den ligesom jeg mener, at børn ikke har godt af at sidde for meget foran skærmen.
Historien er et eksempel på, at forældre i dag ikke kan kontrollere, hvor meget tid selv mindre børn bruger foran en skærm: Børnene spiller jo iPad i børnehaven og PlayStation i SFO’en. Og i skolen ser de ofte film, mens de spiser deres madpakker.
Derudover bruges der også tid foran iPads og fjernsyn, når børnene er på besøg hos venner eller familie. Det ender således med, at de sammenlagt bruger meget mere tid foran skærme, end der anbefales (for eksempel af WHO). Og det er tilfældet, selvom børnene overhovedet ikke måtte bruge tid foran skærme i deres eget hjem.
I vores familie er det trods alt ikke helt forbudt for børnene at se på en skærm, og vi ser for eksempel fjernsyn af og til. Men vi holder det på et minimum, og vi har valgt ikke at anskaffe os en iPad.
Min kone – som er lidt mindre ekstrem end mig, omend vi langt hen ad vejen er enige – har fået mig til at acceptere, at børnene en dag om ugen må spille en time på hendes computer eller smartphone.
Efter min mening kunne vi dog sagtens helt forbyde computerspil i hjemmet de første 10 år af børnenes liv.
Når jeg fortæller alt dette til andre forældre, er deres reaktion typisk som følger: ”Vi mener skam også, at børnenes skærmtid skal begrænses, men du kan da ikke helt forbyde dem at spille iPad.” Jamen, hvornår er det blevet en menneskeret at spille iPad? Ingen kunne finde på at kritisere mig for at afvise mine børns ønske om at få en beostær eller segway, men jeg skal åbenbart give dem en iPad.
Et ofte fremført argument er, at alle andre børn jo har en iPad. Mine børn vil derfor komme til at føle sig udenfor uden en iPad. Men skal børnene ikke kunne håndtere et vist niveau af mangfoldighed?
Som barn gik jeg i søndagsskole, mens mine forældre var i kirke. Ingen af mine klassekammeraters forældre var kirkelige, men den forskel kunne vi sagtens håndtere. Tilsvarende oplever jeg ikke, at mine børn bliver ensomme af ikke at have en iPad, for de og deres klassekammerater har så mange andre (og bedre) interesser tilfælles.
Der er efter min mening en udbredt berøringsangst over for at begrænse børns tid foran skærme. Det ses hos forældre, i institutionerne, i skolen og så videre. Og hvis man som forælder forsøger at begrænse sine børns skærmtid uden for hjemmet, bliver man nemt udsat for kritik. Jeg taler af erfaring.
Jeg må dog nok hellere indrømme, at jeg måske ikke altid har fremsat mine synspunkter på den mest diplomatiske vis. Jeg vil således gerne benytte lejligheden til at undskylde over for dem, det er gået ud over, hvis de læser med.
Måske kan jeg (bort)forklare mit manglende diplomati med, at jeg har manglet redskaber til at håndtere den omsiggribende tilstedeværelse af skærme i mine børns liv.
På nettet har jeg derfor ledt efter en forening eller lignende, hvor man kunne få gode råd til, hvordan man begrænser sine børns tid foran skærmen.
Der må da være andre forældre, hvis holdninger minder om mine, og som også oplever, at de kommer i konflikt med resten af samfundet. Sådanne forældre burde have et sted, hvor de kunne dele erfaringer og måske endda forsøge at påvirke institutioner, skoler og så videre.
For nogle lyder denne fiktive forening måske som en aflægger af Amish-folket. Men det er altså slet ikke den slags civilisationskritik, jeg her har prøvet at fremføre. Jeg går som sagt ind for, at vores samfund digitaliseres, og jeg tror ikke på forfaldsmyter.
Men derfor kan jeg jo godt mene, at vores børn bruger for meget tid på hjerneløs underholdning foran en skærm. Og det er på tide, at vi sammen gør noget ved dette problem.