Prøv avisen

Vi frihedsberøver børn og unge, der har brug for støtte

En anbringelse efter serviceloven har til formål at sikre den unges trivsel og sundhed, mens en anbringelse i varetægt har retlige formål – for eksempel at undgå indblanding i en efterforskning eller hensyn til retsfølelsen. Begge grupper af børn og unge har krav på humane forløb, skriver kronikørerne. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ann-Karina Eske Henriksen, Lektor, Københavns Professionshøjskole, Tea Torbenfeldt Bengtsson, Seniorforsker, Vive, Martin Hoffmann, Lektor, Professionshøjskolen Absalon og Nikolaj Nielsen, Chefkonsulent, Institut for Menneskerettigheder

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Siden 2010 er antallet af socialt anbragte børn og unge bag lås og hegn på sikrede institutioner tredoblet. De anbragte har brug for støtte og behandling, men bliver anbragt på institutioner, der ikke er målrettet deres behov, skriver kronikørerne

”Det er ikke nogen rar følelse, når folk opgiver en.” Sådan fortæller 17-årige Thilde i Kristeligt Dagblads stærke serie ”Anbragt bag tremmer” om at miste sin plejefamilie og være anbragt på en sikret institution. Hun er en blandt de cirka 550 danske børn og unge, der hvert år anbringes på en sikret institution.

De sikrede institutioner er døgninstitutioner for børn og unge mellem 10 og 18 år. Døre og vinduer er låst på de sikrede institutioner, som omgives af hegn. Størstedelen af de anbragte unge er anbragt af strafferetlige grunde som et alternativ til varetægtsfængsling eller til afsoning af en dom.

En stigende andel af unge er imidlertid anbragt af kommunen, fordi det vurderes, at de er til fare for sig selv eller andre, eller fordi det muliggør en psykologisk og pædagogisk udredning. Det kan være unge, der har udadreagerende adfærd, et massivt misbrug, løber væk hjemmefra eller er involveret i kriminalitet.

Antallet af denne type anbringelser er steget markant og tredoblet siden 2010, hvor 41 unge var anbragt af sociale årsager mod 148 i 2019. Dette har foranlediget, at Institut for Menneskerettigheder har gennemført en større undersøgelse af de menneskeretlige problemstillinger, som brugen af sikrede institutioner for socialt anbragte giver anledning til.

Sikret anbringelse er den mest indgribende foranstaltning i serviceloven. En leder fra en sikret institution udtaler i Institut for Menneskerettigheders undersøgelse:

”Vi er endestationen – dér, hvor man er ved at give op på de socialt anbragte unge.”

Stigningen i antallet af børn og unge, som anbringes på en sikret institution af sociale årsager, er således stærkt bekymrende.

En anden dugfrisk undersøgelse fra Københavns Professionshøjskole, som en af kronikkens forfattere står bag, viser, at i 25 procent af 28 kortlagte sager udgjorde anbringelsen på sikret institution den første anbringelse uden for hjemmet. Rejsen ind i det sociale system startede nærmest på endestationen for disse børn og unge.

Lederne af institutionerne betegner deres indsats som en timeout eller en social skadestue, der skal bremse en eskalerende negativ udvikling. En pause, som giver mulighed for, at kommunen kan iværksætte den rette indsats. Pausen bliver dog ofte langvarig. Længden på anbringelsen er nemlig fordoblet inden for de seneste 10 år. Det gennemsnitlige ophold for socialt anbragte er således i dag næsten tre måneder, men nogle børn og unge er anbragt i væsentligt længere tid.

Lederne på institutionerne tager stærkt afstand fra, at de sikrede institutioner bliver sammenlignet med fængsler. Spørger man de anbragte unge, bliver sammenligningen med fængsler imidlertid fremhævet, fordi frihedsberøvelse for flere af dem opleves som en straf. En dreng, der var 12 år, da han første gang blev anbragt på en sikret institution, fortæller:

”Jeg var 12 år, og så kommer jeg ind sammen med nogle, der har en narkodom og voldsdom og altså selvskader, og nede på den anden afdeling sad der én for mord, altså du ved. Det var lidt nogle hårde typer, eller hvad man skal kalde det, og nogle ældre. Meget ældre end mig jo.”

I henhold til menneskeretten må børn ikke anbringes i egentlige fængsler, hvis anbringelsen er begrundet i et socialt behandlingsmæssigt formål. Selvom en sikret døgninstitution ikke er et fængsel, er der mange fængselslignende træk. Det bør derfor kraftigt overvejes, om disse børn og unge ikke i langt højere grad bør placeres i et miljø og under forhold, der først og fremmest er orienteret mod at understøtte resocialisering, inklusion og sundhed.

Det er kendetegnende for de socialt anbragte børn og unge, at de generelt er yngre end gruppen, som bliver strafferetligt anbragt.

Der er næsten sket en firedobling af andelen af 10-14-årige fra 2015 til 2019 på de sikrede institutioner. Institutionerne huser således i stigende grad en særlig udsat gruppe af helt unge anbragte. Når de socialt anbragte er både yngre og opholder sig i længere tid på institutionerne, stiller det helt særlige krav til anbringelsens rammer og vilkår i forhold til behandling, uddannelse, omsorg og relationel kontinuitet.

En anbringelse på en sikret institution udgør et massivt indgreb i barnets og den unges menneskerettigheder. Anbringelsen indebærer frihedsberøvelse og er således også et indgreb i den anbragtes adgang til kontakt til venner, familie og netværk, en fuldstændig kontrol af den anbragtes privatliv og et massivt indgreb i den anbragtes ret til selvbestemmelse.

Tab af frihedsrettigheder skal derfor bero på et individuelt skøn og være proportionalt med det, der forsøges at opnås via indgrebet, eksempelvis at beskytte barnet eller gennemføre en udredning.

Det er vanskeligt at tilpasse vilkårene individuelt, så længe strafferetligt og socialt anbragte anbringes sammen. Vilkår for besøg, udgang og kommunikation fastlægges oftest på institutionsniveau og ud fra de særlige vilkår, der gælder for retligt anbragte.

Eksempelvis har de retligt anbragte ofte besøgs- og brevkontrol, hvilket medfører, at heller ikke de socialt anbragte må have eller anvende egen mobiltelefon.

Institutionslederne betoner i interviewene med Institut for Menneskerettigheder, at de ikke generelt ser forskel på børn og unge, som er anbragt på et socialt grundlag, og børn og unge, som er anbragt i forbindelse med en straffesag.

Uagtet at der måske ikke er forskel på målgruppernes problematikker, så er der forskel på formålet med anbringelserne og ikke mindst grundlaget for at anbringe:

En anbringelse efter serviceloven har til formål at sikre den unges trivsel og sundhed, mens en anbringelse i varetægt har retlige formål – for eksempel at undgå indblanding i en efterforskning eller hensyn til retsfølelsen. Begge grupper af børn og unge har krav på humane forløb, men deres vilkår under anbringelsen må afspejle formålet med anbringelsen.

Ved en revision af reglerne i Danmark bør der skeles til Norge og Finland, hvor de socialt og strafferetligt anbragte i højere grad holdes adskilt. De norske og finske døgntilbud for socialt anbragte børn og unge er indrettet væsentligt anderledes end de sikrede institutioner i Danmark, blandt andet ved at have afsnit opdelt efter målgruppe og alder, hvor der på det enkelte afsnit bliver taget individuelt stilling til frihedsindgreb.

Der er tungtvejende juridiske og socialfaglige grunde til at gentænke de sociale anbringelser på sikrede døgninstitutioner. Særligt, når de unge selv fortæller, at de oplever anbringelsen som en straf. Social udsathed skal ikke mødes med straflignende interventioner.

Hvis børn og unge skal låses inde, må det være for at tilbyde dem individuelt tilpassede, specialiserede forløb, der hjælper dem.

Mette Frederiksen (S) mener, at flere børn skal hjælpes tidligere og anbringes uden for hjemmet. Flere forskere har imidlertid understreget, at vi ikke nødvendigvis hjælper ved at anbringe flere, hvis vi ikke også anbringer bedre.

Lad os begynde med at ændre vilkårene for dem, der er socialt anbragt på sikrede institutioner.