Prøv avisen

Vi har brug for en demokratisk socialreform

I UGEBREVET MANDAG MORGEN har socialminister Karen Hækkerup (S) for nylig løftet sløret for sine visioner om en socialreform. Foto: Henning Bagger Denmark

Socialminister Karen Hækkerup (S) har nu løftet sløret for sine visioner om en socialreform, og der er tale om en meget planøkonomisk tænkning, hvor det sociale liv tænkes reguleret ovenfra af socialteknikere, som har klart beskrevne metoder og værktøjer til, hvor og hvordan der skal gribes ind, skriver dagens kronikør

I UGEBREVET MANDAG MORGEN har socialminister Karen Hækkerup (S) for nylig løftet sløret for sine visioner om en socialreform. Umiddelbart må det konstateres, at der er tale om en række væsentlige og vigtige initiativer, der rammer ind i mange af de socialpolitiske problemstillinger, som har optaget den sociale debat i de senere år.

Samtidig må det imidlertid også konstateres, at der desværre er tale om en meget top down-tænkt tilgang til løsning af problemerne. Det skal være slut med at lade 1000 blomster blomstre i form af socialfaglig metodefrihed.

LÆS OGSÅ: Fra klassekamp til nichefællesskaber

Tværtimod skal der være mere styr på metoderne, så alle sociale indsatser er baseret på evidensbaseret viden, og endelig skal den frivillige indsats professionaliseres og i stigende grad overtages af kommunerne, så der kan ske en egentlig ressourceaflastning af den kommunale indsats.

Alt i alt er der således tale om en meget planøkonomisk tænkning, hvor det sociale liv tænkes reguleret ovenfra af socialteknikere, som har klart beskrevne metoder og værktøjer til, hvor og hvordan der skal gribes ind.

Forbilledet er sundhedsområdet, hvor ingen patienter i dag bliver behandlet, uden at der er tilstrækkelig stor dokumentation for effekten. Set i dette perspektiv er der tale om en foruroligende vision, som desværre tyder på, at socialministeren har så travlt med at regere, at hun helt overser de komplekse sociale og kulturelle strømninger, som samfundet i dag er præget af.

Den største udfordring for en helhedsorienteret og bæredygtig social indsats i dag er ikke mangel på sociale metoder men derimod, at vi har et offentligt styringssystem i form af New Public Management, som forhindrer, at metoderne kan bringes til udfoldelse på en kvalificeret og bæredygtig måde.

En vigtig model i en moderne social indsats er således, at borgerne så vidt muligt inddrages i at løse og tage ansvar for deres egne problemer. Men dette kan kun ske ved, at der vises større respekt for borgernes egen demokratiske medbestemmelse og ved, at forvaltningssystemerne ændres, så der i langt højere grad kan arbejdes på tværs af de kommunale forvaltninger.

EN RÆKKE ANERKENDTE forvaltningsforskere publicerede i foråret et vigtigt debatoplæg om problemerne med New Public Management, hvor de blandt andet skriver: Udvidelsen af den offentlige sektors samarbejdsflade i forhold til det omgivende samfund handler i særlig grad om at styrke de frivilliges og civilsamfundsorganisationernes engagement og indsats som et supplement til de offentliges indsats, idet det kan være en vigtig kilde til ressourcemobilisering, bedre opgaveløsning, nytænkning, demokratisk ejerskab og skabelse af en større forståelse og sammenhængskraft på tværs af generationer og andre forskelligheder. Borgerne skal i det hele taget inddrages meget mere aktivt i den offentlige sektor og ikke placeres i en passiv, krævende og ansvarsløs kunderolle, som er dysfunktionel i forhold til planlægning og ønsket om ligebehandling.

Den norske paraplyorganisation for det frivillige arbejde i Norge, Frivillighet Norge, har på sit visitkort to væsentlige slogans: Det er ikke det samme hvem som gjør det! og Mer frivillighet mer demokrati. Disse slogans ville det give stor mening også at overtage i Danmark, hvor vi ser en stigende tendens til, at kommunerne begynder at rekruttere og lede frivillige, og hvor vi i det hele taget oplever en situation, hvor det danske slogan nærmere er: Mere frivillighed mere billig arbejdskraft.

Med nordmændene må vi fra den frivillige sociale sektor sige: Det er ikke ligegyldigt, hvem der gør hvad! Indsatsen fra den frivillige verden skal ses som et stort værdibåret samfundsengagement, en måde at være med til at udvikle og præge verden på.

DET FRIVILLIGE ARBEJDE er båret af engagement og vilje til fællesskab og omsorg, og derfor er den frivillige indsats rigtig god til at udvikle og skabe den sammenhængskraft, som de offentlige styringssystemer ikke magter at etablere og facilitere.

Men den frivillige indsats har sine grænser i forhold til at løse socialfaglige opgaver, som kræver uddannet og stabilt personale.

Blandt andet derfor har vi fra de frivillige sociale organisationer sammen med de relevante fagforeninger (FOA, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Socialrådgiverforening, HK Kommunal, Socialpædagogerne) aftalt en række spilleregler, som definerer grænserne for, hvad vi betragter som frivilligt arbejde, og hvad vi betragter som socialfagligt arbejde.

Dette udelukker ikke, at vi ikke kan finde langt flere samarbejdsmuligheder med Socialministeren og kommunerne. Det forudsætter blot, at rammerne for samarbejdet er slået fast. Her har vi foreløbelig et charter fra 2001, som på et meget overordnet plan siger noget om samarbejdet mellem det frivillige og det offentlige.

Dels trænger dette charter til at blive revideret, dels trænger det især til at blive konkretiseret i forhold til samarbejdet på det kommunale niveau, så den frivillige sektor får en klart defineret rolle som en selvstændig samfundsmæssig sektor.

Også her kan der henvises til Norge, hvor man har en Platform for samspil og samarbejde mellem den frivillige og den kommunale sektor, hvor det blandt andet hedder:

Den frivillige sektor anerkendes på lige linje med de andre sektorer i samfundet. Samarbejde og samhandling mellem den offentlige og den frivillige sektor skal baseres på ligeværdigt partnerskab og gensidig respekt for hinandens roller.

Har vi sådanne principper på plads, og er der også realiseret en finansieringsform, så vi fra den frivillige sociale sektor kan agere som ligeværdige partnere, er der en lang række muligheder for at udvikle et øget samarbejde mellem de forskellige samfundssektorer.

SOCIALMINISTEREN har forelsket sig i begrebet bæredygtig frivillighed, og dette er da også et rigtigt spændende begreb, fordi det netop rummer essensen af den frivillige indsats, som netop er større samfundsmæssig bæredygtighed socialt, sundhedsmæssigt og miljømæssigt.

Kun ved borgernes egen frivillige indsats kan vi for alvor opnå bæredygtighed i samfundet. Især er der spændende perspektiver i, at såkaldte udsatte borgere selv begynder at være frivillige og tage medansvar for deres egen livssituation. Herigennem kan der opnås en helt ny form for myndiggørelse af borgerne og dermed en ændring i deres identitet, så de ser sig som medskabende i stedet for som ofre for samfundsudviklingen.

I det hele taget vil vi i de kommende år se et langt større fokus på borgerinddragelse og lokalsamfundsarbejde. Således vil de mange ressourcestærke ældre på mange måder kunne bidrage til at skabe bæredygtighed og sammenhængskraft ikke mindst i lokalsamfundene.

Det samme gælder de mange borgere, som mere eller mindre permanent befinder sig uden for arbejdsmarkedet. Her er alle vist efterhånden enige om, at den hidtidige aktiveringspolitik har spillet fallit, og at der må findes nye måder at inddrage disse borgere på, så de bliver motiveret til at være medskabende både i deres egen udvikling og i samfundets udvikling.

Men det kræver tillid til borgernes egne kræfter, og det kræver rammer, hvor borgernes initiativer ikke hele tiden blokeres af stive kommunale forvaltningsstrukturer.

Her må vi opfordre socialministeren til at vise større mod. At lade 1000 blomster blomstre indebærer ikke nødvendigvis anarki og pengespild. Der findes en lang række erfaringer med kreativt og nyskabende netværksarbejde i det danske samfund.

Ja, faktisk er det standard i en lang række kulturelle og erhvervsmæssige organisationer. Ikke for demokratiets skyld, men fordi demokratiet alt andet lige er en vigtig forudsætning for at skabe såvel social som økonomisk kapital på bundlinjen.