Prøv avisen
Kronik

Vi har brug for flere, der ser mennesket før diagnosen

Angst er den hyppigst voksende psykiatriske diagnose hos danske børn og unge, men behandling er mangelfuld, mener Mia Bakmand. Hendes søn tog sit eget liv som 16-årig efter at have levet med angst i næsten fem år. Foto: Lars Aarø, Fokus

Mai Bakmand, Forfatter og foredragsholder

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Alt for mange af de tiltag, der skal hjælpe psykisk sårbare børn, har fokus på fejl og mangler og gør børnene mere sårbare, skriver kronikøren, der havde en søn, som i fire-fem år var angst for at komme uden for hjemmet, og som begik selvmord som 16-årig

ANGST ER den hyppigst voksende psykiatriske diagnose hos danske børn og unge. Jeg frygter, at den aktuelle corona-krise vil få kurven til at stige yderligere. Det er nødvendigt med større viden om behandling både på skoler, i psykiatrien og i hjemmene, hvor mange lever under det daglige pres, det udgør at have et barn eller en ung med angst i familien.

Jeg havde en søn med angst for at komme uden for hjemmet i fire-fem år. Det skortede ikke på systemets vilje til at forsøge at hjælpe ham, men alligevel oplevede vi, at hvert nyt forsøg var samme medicin på nye flasker. Til vores store sorg måtte vi også sande, at han havde haft ret alle de gange, han sagde, at vi ikke forstod ham. Han tog sit eget liv som 16-årig i 2018.

Allerede ved diagnosticeringen er det psykisk sårbare barn særligt udsat for at opleve processen som en yderligere belastning frem for en hjælp. Derfor gik vi hjem fra de indledende kontakter med børne- og ungdomspsykiatrien med en følelse af, at de ikke rigtig så vores barn.

De så et landskab af muligheder for at finde fejl og mangler, så de kunne krydse af i deres skemaer og vurdere, om den videre vej frem skulle være medicinsk, terapeutisk eller indlæggelse på børnepsykiatrisk afdeling. Det er en logisk arbejdsmetode, ja, det er helt grundlæggende at starte med at finde roden til ondet, hvorefter der bliver givet adgang til diverse hjælpeforanstaltninger i skole og hjem.

Men hvert besøg i ambulatoriet blev en stor trigger for min søns angst. Når han var med, oplevede han, at de voksne brugte ord og begreber om ham, som han ikke forstod. Det blev kaldt børneinddragelse, men det inddrog ham ikke.

Det gjorde ham meget mere angst at blive udspurgt og sidenhen høre gennemgangen af diverse tests, som viste, at han havde normal intelligens, let nedsat arbejdshukommelse og rigiditet i sin opfattelse af verden, og en konklusion ved navn agorafobi i form af angst for at forlade hjemmet.

Det er selvmodsigende, at diagnosticering i det psykiatriske system kræver så mange ord. Vi oplevede vores søns angst som ordløs og diffus. Vi brugte først et år på at få ham udredt fysisk, fordi hans symptomer var vage og vekslede mellem ondt i hovedet, maven og kvalme.

Det vil sige, at da han ankom til psykiatrien som 12-årig, havde han allerede en lang erfaring med velmenende mennesker, der forsikrede, at de ville hjælpe ham, men ikke havde hjulpet ham til at få det den mindste smule bedre. Han var en dreng, der gerne ville gøre, hvad de voksne bad ham om, men han kunne ganske enkelt ikke.

Han havde ikke adgang til et sprog for, hvad der foregik i hans tankeverden. Hans angst og uro voksede, for når ingen målbare funktioner i kroppen var nedsatte, hvad var der så galt?

Børnepsykiatrien kunne godt se, at han ikke fik det bedre af at komme i børneambulatoriet og gav os materiale til at bruge hjemme fra Cool Kids-programmet, som er kognitive øvelser i at lære at mestre det, der er svært for én. Han kunne ikke se meningen med øvelserne. I hans verden var alt uden for hjemmets fire vægge forbundet med ubehag, og han kunne ikke bryde det ned i, om det var vejen til skolen, et bestemt lokale i skolen eller en bestemt situation, som fremkaldte ubehaget.

Ikke desto mindre var det samme materiale, den meget dygtige psykolog fra psykiatriens udgående team præsenterede min søn for, også uden videre gennembrud. Da han som 15-årig stod til at overgå til enten en ny afdeling i psykiatrien eller kommunens familieafdeling, valgte vi familieafdelingen. Også her kom en konsulent med kognitive øvelser fra Cool Kids-programmet. Også her uden effekt. Jeg er klar over, at der er veldokumenteret effekt af den kognitive tilgang, og at den med sine 60 procents succesrate er det bedste bud. Der er bare ikke rigtigt noget alternativt tilbud til de 40 procent børn og unge, hvor øvelserne ikke har effekt.

Dette fik vi at vide af familieafdelingen. Det lyder noget lettere, end det er i praksis efter fire år i mental undtagelsestilstand, alarmberedskab og nervøsitet for, om morgendagen starter med en kamp, der lykkes (det vil sige, at han kommer i skole) eller mislykkes (det vil sige, at han må blive hjemme).

Det stod efterhånden klart for os alle, at når man skal behandle angst, så skal man hele tiden eksponere den angste en lille smule for det, der provokerer angsten. I dette tilfælde: at komme i skole. Det betyder i praksis, at man som forældre er nødt til hele tiden at argumentere med sit barn og bede det gøre det modsatte af, hvad dets instinkter byder det. Anerkende ubehaget, men alligevel bede barnet om at komme over det. Om at tage sig sammen, så at sige. Det strider mod den anerkendende tilgang, der har været udgangspunktet for god opdragelse i alle de år, vi har haft børn i huset.

Det lykkedes at opøve evnen til at komme i skole over en meget lang periode, men det virkede mere som den stadig mere modne unge mands pligtfølelse, end det var forbundet med lyst og glæde. Han blev kort sagt bedre i stand til at sluge sine kameler og tage i skole. Han fik det ikke bedre af det.

Udefra set kan forældres behandling af et barn eller en ung med svær angst sikkert godt ligne forkælelse. Hvordan kunne vi overhovedet tillade så meget skolefravær? Hvorfor giver I ham lov til at slippe? Måske pylrer I for meget om ham. Skal I måske ikke bare sende ham på efterskole? Alle den slags tanker er forståelige, for sådan ville jeg nok også have tænkt, hvis det var min søns velfungerende storebror eller lillesøster, som pludselig ikke ville i skole.

Men han var ikke ligesom sine søskende. Det billede, omverdenen så af ham, var et resultat af hans yderste anstrengelser for overhovedet at klare skolegang på nedsat tid.

Hans storebror måtte klare sig gennem gymnasiet uden særligt forældre-engagement, og hans lillesøster måtte have hjælp til at forklare i sin klasse, hvorfor hendes bror ofte gik tidligt hjem. Begge hans søskende måtte acceptere, at de nogle gange blev mødt med rullende øjne, hvis de klokken 21 kom i tanker om, at de skulle medbringe kage, nye udesko, tilmeldingssedler eller lige præcis den sportstrøje, som lå til vask, i skolen i morgen. For al vores energi og overskud efter arbejde blev brugt på vores søn med angst.

I bagklogskabens klare lys er det tankevækkende, at kun én person fra de hjælpeforanstaltninger, som skole, familieafdeling og psykiatri satte i værk, var i stand til at vække livsmod og livsglæde hos min søn. Det var en psykologistuderende ung mand, som blev hans voksne ven. Han gik ind på min søns værelse og interagerede helt på min søns præmisser. Først fulgte han min søns computerspil som tilskuer. Så begyndte han at stille spørgsmål til spillet. Siden spurgte han, om de skulle gå en tur ned til stranden og slå smut. I de sidste måneder af min søns liv var de to venner i både klatre- og trampolinhal uden den mindste tøven eller usikkerhed.

Hvis jeg skulle have gjort hele forløbet om i dag, så ville jeg have insisteret på den voksne ven som det første forsøg på at genoprette trivsel. Fordi han så drengen i stedet for diagnosen. Han anlagde naturligt en ligeværdig kommunikation med mit barn.

Han fik smilet og livet frem i min søns øjne. Og han var ikke optaget af at få min søn til at passe ind i systemer og videre uddannelse. Først efter denne menneskelige anerkendelse tror jeg, at systemet kan arbejde med de ordløse og indesluttede angste unge.