Vi skal i højere grad fokusere på alt det, vi har tilfælles

Det siges, at vi er mere splittede end nogensinde. Men historien om Danmark i 2019 er ikke kun en historie om splittelse. Masser af fællesskaber fungerer over hele landet. Men vores tradition for folkeoplysning skal nå nye målgrupper

Vi skal i højere grad fokusere på alt det, vi har tilfælles
Foto: Dansk Folkeoplysnings Samråd/Steen Brogaard/Steen Brogaard.

MANGE DANSKERE VIL IKKE være naboer med politiske modstandere eller med indvandrere. Det kunne man for nylig læse og høre i medierne, som refererer til en ny undersøgelse fra Københavns Universitet. Endnu en historie om splittelse og polarisering.

Men hvad siger undersøgelsen egentlig? Undersøgelsen viser, at 75 procent af borgerne i Danmark ikke har noget imod at bo dør om dør med folk, der stemmer på et helt andet parti. Den viser også, at 86 procent ikke ser noget problem i, at der bor indvandrere lige ved siden af.

For os er medievinklen på den undersøgelse et eksempel på, at debatten om splittelse og polarisering i 2019 tit kørte skævt. Virkeligheden er langt mere nuanceret. Med denne kronik vil vi give vores bidrag til, at den offentlige debat i 2020 i langt højere grad vil fokusere på alt det, vi har tilfælles, og alle de fællesskaber, der eksisterer rundtom i landet.

HISTORIEN OM DANMARK 2019 og om borgerne i Danmark er ikke kun – ikke engang først og fremmest – en historie om splittelse. Det fik vi bekræftet, da vi hen over sommeren deltog i en række folke- og kulturmøder. Det samme fremgår af Dansk Folkeoplysnings Samråds debathæfte ”Vi har brug for hinanden”, der var grundlaget for nogle af de debatarrangementer, vi deltog i.

På Kulturmødet i Mors mødte vi for eksempel Connie Wissing Larsen, der er daglig leder af Gigtforeningens Oplysningskreds i Thisted. Hun fortalte: ”Hos os er polarisering ikke et problem. Vores aftenskole samler på tværs af sociale, uddannelsesmæsige og kulturelle forskelle. Her mødes lægen og elektrikeren, smeden og præsten, uanset om de interesserer sig for Bayreuth eller fodbold. De kommer også for at bevæge sig og blive sundere, men de kommer lige så meget for at være en del af et socialt fællesskab – og for at lære af hinanden. Det kan sagtens være rengøringsassistenten, der fortæller lægen eller præsten noget, de ikke ved, fordi hun har en bedre motorik.”

Connie Wissing Larsen fortalte også om ”jubilæumsholdet”. Her kører de for hinanden, de hjælper hinanden i omklædningsrummet, de friske hjælper de demente med betalingerne. De kommer til hinandens fødselsdage, og de, der er blevet for svage til at være med til træningen, er stadig en del af fællesskabet.

I DET OMTALTE DEBATHÆFTE kan man se tre specielle danmarkskort, som illustrerer, at ”de andre” faktisk bor lige om hjørnet, uanset om de er mere eller mindre arbejdsløse end dig og dine venner, eller om de har en anden uddannelse, eller om de tilhører en anden aldersgruppe.

I et debatindlæg i hæftet refererer journalist Jonathan Tybjerg undersøgelser, som dokumenterer, at vi er blevet lidt mere enige de seneste 20 år, når det gælder et af de mest splittende emner, udlændingedebatten.

”Det gule Danmark” var et begreb, der udsprang af folketingsvalget i 2015 som betegnelse på Sydjylland og andre områder, hvor Dansk Folkeparti var blevet valgets største – i modsætning til det blå og det røde Danmark, hvor henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet var størst. Mindre omtale har det fået, at dette billede langt hen ad vejen blev opløst igen ved valget i år.

Alligevel lever påstanden om skarpe modsætninger mellem land og by, etniske danskere og nydanskere, højt- og lavtuddannede og så videre standhaftigt videre. Hvorfor?

Forfatteren Egon Clausen skriver i sit indlæg i debathæftet om ”den falske fortælling om udkantens elendighed”. Han tillægger det til dels ”københavnernes optagethed af eget centrum”, men samtidig lægger han også en del af ansvaret på provinsens egne fortalere blandt politikerne: ”Begge parter mener åbenbart, at udkanten er forsømt, forblæst og uden fremtidshåb.”

Jonathan Tybjerg ser indad på sit eget fag. Han mener, at journalister bærer en del af ansvaret: ”Mediernes logik er, at vi deler verden op i modsætninger, fokuserer på konflikterne og leder efter det ekstraordinære, der stritter ud fra det normale.”

Hele ansvaret kan naturligvis ikke lægges på medier og politikere. Fordomme om ”de andre” trives bredt i befolkningen, og skarpvinklede eller fejlvinklede mediehistorier falder derfor ofte i god jord.

JO, SOM BORGERE ER VI tit uenige, og jo, vi er forskellige. Men uenighed og forskellighed behøver ikke at føre til polarisering og splittelse. Mangfoldighed står ikke nødvendigvis i modsætning til sammenhængskraft. Som individer kan vi lære af hinanden og nyde godt af, at naboen eller kollegaen ved og kan noget andet, end vi selv kan. For samfundet skaber forskellige holdninger og forskellige erfaringer dynamik og udvikling. Mangfoldighed kan være en gave.

Men det forudsætter en bred erkendelse af, at vi har brug for hinanden på tværs af forskelligheder og uenigheder. Sådan en erkendelse kan fremmes af medier, politikere og meningsdannere i øvrigt, men den opstår først og fremmest, hvis vi lærer hinanden at kende på tværs.

Hvad det sidste angår, har det danske samfund stadig en del af indhente. Det er ikke nok, at vi gerne vil være naboer med dem, der ikke ligner os. Det er ikke nok, at ”de andre” faktisk er naboer eller bor i nabolaget. Vi skal også mødes med hinanden, mødes om noget, mødes og gøre noget sammen, mødes og tale sammen.

HELDIGVIS SKER DET ALLEREDE i stor målestok i folkeoplysende skoler og foreninger og i andre dele af civilsamfundet. Det er Connie Wissing Larsens beretning et godt eksempel på. Borgerne mødes på tværs af sociale skel, på tværs af generationer og på tværs af holdninger. Det gode ved folkeoplysningen er, at mennesker ikke bare mødes i samme rum. De mødes omkring en aktivitet – ofte for at lære noget sammen.

Folkeoplysningen når ud i de fleste hjørner af samfundet, og man inviterer alle indenfor. Men det kan blive meget bedre. Der er et potentiale, som ikke bliver udnyttet tilstrækkeligt. Der er masser af borgere, som ikke bruger de folkeoplysende skoler og foreninger. Nogle synes, det er for dyrt. Nogle føler sig ikke velkomne, og nogle har slet ikke hørt om folkeoplysning.

Derfor ligger der en stor opgave i at komme længere ud med folkeoplysningen. Der er brug for nye aktivitetsformer, som rækker ud til målgrupper, som ikke er tilstrækkeligt repræsenteret på kurserne og i foreningsarbejdet.

SKAL FOLKEOPLYSNINGEN være et attraktivt tilbud til dem, der mest kommunikerer med andre via diverse skærme, skal vi også have de rigtige fysiske mødesteder. Klasselokaler på den lokale folkeskole er ikke nødvendigvis det rigtige til nye målgrupper og nye aktivitetsformer. For at tiltrække mennesker, som ikke umiddelbart bliver fristet af halvårskurser, generalforsamlinger og faste forpligtelser, er der brug for mødesteder, hvor man kan falde ind, tale med andre, deltage i en enkelt aktivitet – og måske komme tilbage for at være med i en længere periode.

Som folkeoplysere vil vi arbejde for at sætte nye initiativer i gang, der kan appellere til alle dem, som ikke i dag finder vej til folkeoplysende skoler og foreninger.

Som politikere vil vi arbejde for, at folkeoplysende aktiviteter får de bedst mulige rammer og en rimelig finansiering, så deltagerbetalingen ikke forhindrer nogle i at deltage, og så der bliver økonomisk råderum til at eksperimentere med nye aktivitetsformer og nye mødesteder.