Prøv avisen
Kronik

Vi har brug for politikere med kristne værdier

Vi skal også sikre, at Europa forbliver et åbent og tolerant kontinent, hvor alle mennesker har friheden til at tænke og tro, som de vil - uanset om de er kristne, muslimer, buddhister, ateister eller andet, skriver dagens kronikører.

Pernille Weiss, Spidskandidat til Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti og Stig Grenov, Landsformand og spidskandidat til Folketinget for Kristendemokraterne

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

De kristne værdier udfordres af et syn på individet som en maskine, der kun er noget værd, hvis det kan producere og tilføre materiel værdi. Traditionelle familiemønstre er i opløsning. Flere og flere rammes af angst, stress og depression, skriver kronikørerne

Kristendommens budskab om næstekærlighed og de protestantiske tanker om det personlige ansvar og alle menneskers lighed over for Gud har sat fundamentale aftryk på det Danmark, vi kender i dag.

Som danskere er vi rundet af det kristne værdigrundlag, og for størstedelen af befolkningen er troen stadig en kilde til livsmening og identitet. Et lys i mørket. Et moralsk kompas. Grundloven sikrer, at alle har ret til at tro, hvad de vil – eller slet ikke tro på noget. Det er en urokkelig menneskerettighed,

Efter flere år med et stigende antal udmeldelser af folkekirken er antallet nu igen begyndt at falde markant, samtidig med at flere og flere melder sig ind. Kultursociolog Emilia van Hauen forklarer det med, at mange søger en forankring i et traditionelt fællesskab i en tid med blandt andet udbredt ensomhed.

Men vi lever også i en verden, hvor de kristne værdier udfordres af et teknokratisk syn på individet som en maskine, der kun er noget værd, hvis det kan bidrage, producere og tilføre materiel værdi. Det ligger langt fra det kristne livssyn om, at alle har værdi som mennesker. Vi har brug for politikere, som tør stå ved deres kristne værdier, og som har modet til at bringe åndeligheden tilbage i politik.

Det er måske en smule fortærsket at tale om ”sædernes forfald”, men ikke desto mindre ser vi i disse år en bekymrende udvikling. Traditionelle familiemønstre er i opløsning. Flere og flere mennesker rammes af angst, stress og depression. Og børn vokser op uden pejlemærker og rollemodeller.

Underskuddet af næstekærlighed og kristne værdier kommer også til udtryk i vores møde med andre mennesker og kulturer. Den danske udlændingepolitik handler desværre om at gøre livet for afviste asylansøgere så utåleligt som muligt. Har man fået afslag på asyl, skal man naturligvis rejse hjem, og vi skal ikke acceptere kriminalitet eller brud på basale menneskerettigheder. Men som lovlydig gæst i Danmark skal man behandles med omsorg og ordentlighed, Ikke med frygt og intolerance.

Danmark bør hurtigst muligt begynde at tage imod kvoteflygtninge igen. Det er uværdigt, at et rigt land som Danmark ikke kan rumme et begrænset antal flygtninge med særligt beskyttelsesbehov.

Flygtninge skal naturligvis ikke værdsættes efter deres tro, men det er et faktum, at kristne udgør den største gruppe af forfulgte minoriteter på verdensplan. Det er også den gruppe af flygtninge, som er sværest at repatriere – netop på grund af deres religion. Som et kristent land har Danmark en særlig forpligtelse til at hjælpe disse mennesker.

Når det kommer til forfølgelse af kristne, falder tankerne som regel på Mellemøsten. Men i europæiske lande som Ungarn og Bulgarien findes der også nationalistiske strømninger og en negativ diskurs over for religiøse minoriteter. Vi skal reagere skarpt imod dem, der forsøger at skabe splid og holde andre trosretninger ude af Europa.

For som kristne ser vi ikke ned på mennesker, der bygger deres liv på et andet religiøst eller kulturelt grundlag. Tværtimod er religionsfriheden et centralt element i vores demokrati. Hvis vi først går på kompromis med dette princip, udhuler vi alt, hvad vi står for.

I udlændingedebatten bliver islam ofte beskyldt for at være en lovreligion. Men her i Danmark har der også været forsøg på at sammenblande politik og religion – med modsat fortegn. For nogle år siden foreslog en række politikere for eksempel at tvinge præster til at vie homoseksuelle. Det blev heldigvis aldrig vedtaget. Betyder det så, at vi som kristne ser ned på seksuelle minoriteter? Nej, absolut ikke! Men staten skal ikke blande sig i folkekirken eller andre trosretninger. Det er en farlig glidebane.

Europa står i disse år over for store udfordringer med migration og klimaforandringer. Vi har både en moralsk og humanitær forpligtelse til at hjælpe de millioner af mennesker i blandt andet Afrika, som hungrer efter et bedre liv. Hvis vi ikke samarbejder anderledes og mere innovativt med dem om at skabe en fremtid på det afrikanske kontinent, og ikke minimerer klimapåvirkningerne, risikerer vi at stå med uoverskuelige migrationsstrømme i fremtiden. Danmark kan bidrage med innovative, grønne løsninger, som samtidig vil skabe vækst og eksport.

Vi skal have et tæt samarbejde i EU på de områder, hvor grænseoverskridende problemer kun kan løses i fællesskab, for eksempel migration, sikkerhed og klima. Men vi skal værne om nationalstaternes ret til at bestemme over de nære ting som familiepolitik, barsel og skatteinddrivelse. Og vi skal bygge videre på de institutioner, som Danmark hviler på – folkeskolen, andelsbevægelsen, foreninger, højskoler.

Vi skal også sikre, at Europa forbliver et åbent og tolerant kontinent, hvor alle mennesker har friheden til at tænke og tro, som de vil – uanset om de er kristne, muslimer, buddhister, ateister eller andet.

Kun hvis vi står fast på vores kristne værdier og frihedsrettigheder, kan vi integrere mennesker fra andre kulturer og med andre religioner. Hvis vi i stedet møder mennesker med mistro og regler om påklædning og håndtryk, graver vi blot grøfterne dybere – og vi opnår det stik modsatte resultat.

Se blot på Tyrkiet, hvor præsident Erdogan gennem 17 år har åbnet hundreder af islamiske skoler, bragt tørklæderne tilbage i det offentlige rum og islamiseret staten. Nu viser det sig, at andelen af unge tyrkere, der anser sig selv som religiøst konservative, er faldet markant. Ifølge den tyrkiske professor Volkan Ertit skyldes det især tre ting: urbanisering, kapitalisme og videnskab.

Hvis disse tre forhold er til stede samtidig, vil befolkningen bekende sig til sekulære værdier. Erdogans fiasko viser, hvorfor europæiske politikere, der prøver det samme med modsat fortegn, også vil fejle, siger Ertit.

Derfor overrasker det ikke, at vi i Danmark ser et stigende antal unge med indvandrerbaggrund, der tiltrækkes af islamisme og for eksempel begynder at gå med tørklæde. Det sker, i takt med at politikerne indfører flere og flere stigmatiserende love, der har det modsatte formål. Holdes mennesker i fattigdom og ude af civilsamfundet, tiltrækkes de af ekstremister. Tryk avler modtryk.

I et sekulært samfund som det danske er lovgivning og religion adskilt, men det ændrer ikke ved, at Danmark bygger på stærke og robuste kristne værdier – så stærke, at de står sig i mødet med den anderledes tænkende. Det være sig andre religioner eller ideologier af enhver slags. Lad mennesker sige, hvad de vil.

Men krummer de så meget som et hovedhår på et medmenneske, skal hammeren falde hårdt. Og ekstremistiske holdninger af enhver slags skal mødes med modstand i ord og tale. Men vi skal fastholde, at alle mennesker er lige for loven.

Vi skal møde vores næste med tolerance og åbenhed – og kræve det samme til gengæld. Vi skal stille krav og sætte grænser, men aldrig med tvang og love forsøge at fravriste andre mennesker deres tro. Gør vi dét, har vi for alvor vist, at vi tvivler på de frihedsværdier, som vi holder højt. Demokrati kan ikke gennemføres ved at begrænse det. Ytringsfrihed ikke fremmes ved at beskære den.

I en verden, der bliver mere og mere globaliseret og præges af opløsning, rodløshed og værdiskred, er den åndelige modstandskraft vigtigere end nogensinde før. Derfor skal vi til enhver tid forsvare menneskers ret til at tænke og tro, og vi skal respektere åndsfriheden.