Vi har glemt den mentale sundhed

Der er masser af fokus på vores fysiske sundhed. Men måske skal vi som samfund til at tænke mere på vores mentale sundhed. Men det kræver naturligvis mod fra politisk hold at sige, at al underholdning, at al kultur og at al debat ikke er lige godt

Vi har glemt den mentale sundhed

Uanset politisk observans er det i Danmark almindeligt anerkendt, at et ”sundt” folk er et dannet folk.

Dannelse ikke ment som en elitær øvelse, hvor de finkulturelle kan slå pøblen oven i hovedet med balletanmeldelser. Nej, dannelse ment som de menneskelige færdigheder, der får den enkelte til at udleve sit fulde potentiale som menneske.

Det er sådan et samfund, jeg ønsker mig. Et, hvor flest mulige mennesker udlever deres fulde potentiale, og heldigvis er jeg ikke alene om det ønske. Bredt politisk vedtager Christiansborg vedvarende love, der forhindrer gode liv i at gå tabt: fartbegrænsninger, afgifter på alkohol og motion på skoleskemaet. Høje afgifter på cigaretter og momsfritagelse på aviser.

Men hvis man ser ud over aviserne og tager medierne som helhed, er for eksempel cigaretter så virkelig en større trussel mod en nation af forholdsvist dannede danskere end for eksempel TV 3-programmet ”Familien på Bryggen”?

Den hovedrige stifter af Jysk, Lars Larsen, har tydeligt sagt, at hvis du vil have (økonomisk) succes, så skal du sigte lavt. Og apropos dannelsens ene ben, æstetik, der taler om sanselighed og leg, er der dér ikke meget at komme efter hos Jysk ud over sikker profit til dynekongen selv.

På samme måde sigter medierne også lavere og lavere. Kommercialiseringen af tv i kombinationen med internettet har givet os en overfladiskhed og et tempo, der ikke giver dybe og brede perspektiver, men let fordøjeligt junk, der i bedste fald slår tiden ihjel og, i værste fald, skader vores dømmekraft.

For seriøst: Hvad skal vi egentlig med viden om, at Linse Kessler hader P-vagter og nakker dem, hvis hun når dem i tide? Hvorfor skal vi følge endnu en plastikoperation i Litauen og se Linses ”bryster” gå fra at være Nordens til Nordeuropas største?

Intet. Absolut intet. Det er fordummende og bidrager ikke til andet end en stupidisering og forfladigelse af vores liv og perspektiv på samme.

Men skal vi da så tilbage til DR’s monopol og samtidig afskaffe internettet i samme snuptag? Nej, selvfølgelig ikke. Men ligesom vi lægger afgifter på cigaretter, fordi de skader danskernes fysiske helbred, skal vi også lægge afgifter på de medieprodukter, der skader danskernes åndeligt.

Politik handler i den grad om, at når man ”bygger land med lov”, så skal man stimulere det, man vil have mere af og begrænse det, man vil have mindre af.

Grøntsager, motion, nyheder, samfundsdebat, læsning og kultur, ja tak. Junkfood, cigaretter, sprut og skod-tv, nej tak. Ja til ting, der beriger os og stimulerer, at vi kan udleve vores fulde potentiale som mennesker og borgere. Nej til det modsatte. Mindre af de ting, der pacificerer og fordummer os.

Men skal vi da ikke have frihed til at æde og mediefordøje, præcis hvad der passer os? Jo, egentlig. Det kan bare ikke være uden ekstra omkostninger, når vi, som i Danmark, har organiseret os med en høj grad af fælleskasse. Fordi vi har så høj skat og så stor en offentlig sektor, er det væsentligt, hvordan vi agerer i forhold til hinanden og i vores fællesskab og derfor også væsentligt, at vi agerer på en måde, der tager så stor hensyn til fælleskassen som muligt.

Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad vi propper i maven og i hovedet. Jo sundere vi danskere er, fysisk som åndeligt, jo mere overskud er der i fælleskassen og jo bedre stemning i klubhuset. Og lige nu har de sociale medier, de klikafhængige netaviser og tv-kanalerne uden public service-forpligtelser en stor del af ansvaret for, at stemningen i klubhuset Danmark er dårligere og mere rå, end den behøver at være.

For hvordan kan det på nogen måde hjælpe en til at blive en bedre samfundsborger, hvis man starter dagen med at læse 100 kommentarer fra den brækspand, Facebook mange steder er, for derefter at klikke på en 10-12 ”artikler” på BT og Ekstra Bladets netaviser, hvor Saseline har skifter navn til Sazeline og Lars Løkke Rasmussens (V) hunde pisser i Nyhavn.

Sandheden er, at det kan det ikke. Og sandheden for for eksempel BT og Ekstra Bladet er, at begge avisers direktioner for længst har indset, at deres dage som papiraviser er talte. Det er et spørgsmål om år (snart måneder), før det ganske enkelt ikke kan betale sig at trykke og distribuere den fysiske avis længere. Chefredaktørerne sidder derfor allerede nu på klikraternes nåde. Det betyder, at jo flere klik, de kan generere, jo flere bannerannoncer kan de sælge, og jo flere penge kommer der i den slunkne aviskasse.

Men den forretningsmodel gør selvfølgelig livet svært for artikler om, hvordan Franz Kafka brugte sin erfaring fra forsikringsbranchen, hvor han blev bedt om at forhale kundernes sager i det uendelige til at skrive ”Processen”, mens den gør livet nemt for artikler som ”Oops! Lady Gaga i brystsmutter”.

Men hvad gør det dog ved vores dannelse undervejs, hvis ikke man selv som individ, med Klaus Rifbjergs ord, evner at ”slukke for al lortet?”.

Problemet kan selvsagt ikke isoleres til medierne selv. Ligesom vi har de politikere, vi fortjener og vælger, har vi også de medier, vi bruger og via vores politikere støtter. Men der er sket et voldsomt skred de seneste år, og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) skubbede på det skred ved at opfordre til et opgør mod eksperter og smagsdommere.

Opfordringen fremstår i dag nærmest stupid, for Danmark er jo netop et godt og rigt land, fordi vi er et veluddannet og højt specialiseret land, hvor Vestas laver vindmøller, kokkene gourmetmad og kloakmanden kloakker med den viden og autorisation, det kræver, for at vores undergrund ikke bliver ligeså fuld af skidt og møg som vores mediebillede nogle steder er det.

For når eksperters ord ikke længere vægter højere end menigmands, er vejen asfalteret direkte mod det mareridtssamfund, som et postfaktuelt samfund er. I dét samfund er fup og fiduser lige så gangbare som fakta. I dét samfund er Trump lige så velegnet til at holde USA’s atomare kufferter som Truman. Og i dét samfund er TV 2 lige så populært som DR, selvom TV 2 i et væk ”vender kameraet”, så vi kan høre helt almindelige danskeres lige så almindelige (og desværre ofte totalt ukvalificerede) meninger om snart sagt alt, selvom det ikke flytter noget som helst i forhold til vores perspektiveringsevne. I dét samfund står D for deroute og ikke længere for dannelse.

Det burde ellers være så enkelt. Jo mere dannede vi danskere er, jo flere danskere udlever deres fulde potentiale, og jo mere kompetente politikere får vi. Men sådan er det ikke, når DR’s monopol brydes, internettet kommer, ekspertvældet undsiges, og frihed forstås som et land, hvor alt er lige gyldigt, hvorfor det hele meget nemt bliver ligegyldigt eller i hvert fald ikke mere interessant end Linse Kesslers stadigt stigende skålstørrelse.

Men det kræver naturligvis mod fra politisk hold at sige, at al underholdning, at al kultur og at al debat ikke er lige godt. Man risikerer at blive udråbt som bedrevidende (det burde være en kompliment at vide bedre, men er i dag et skældsord) og smagsdommer, og det må man ikke være, når man er politiker, for så kan man miste sin folkelighed og dermed nogle af sine vælgere og dermed, potentielt, sit gode job. Og deri ligger måske problemets kerne:

Måske har vi allerede passeret dannelsens tipping point , hvor politikerne har en egennyttig interesse i, at medierne bringer tomme kalorier til de stadigt mere udannede borgere. Ellers bliver de ikke genvalgt.

Joachim Nielsen er manuskriptforfatter og strategirådgiver.