”Det er ikke alt, der tæller, der tælles; og det er ikke alt, der tælles, der tæller” er én af Albert Einsteins geniale sætninger. I en række sammenhænge står vi over for betydelige, for ikke at sige revolutionerende, omvurderinger af, hvad der tæller, hvad der skal tælles, og hvorledes det skal tælles.
De fleste er enige om, at den økonomiske dimension er vigtig. Økonomi handler om at holde hus med knappe ressourcer. Eller i en udvidet forstand: om at holde hus med hele huset. Af disse grunde har økonomi og økonomer fået en meget vigtig rolle og en stor indflydelse i mange forskellige sammenhænge. Det er forståeligt. Der skal økonomiseres. Men det er ikke forståeligt, at økonomers indflydelse er blevet så enorm stor og ensidig i langt de fleste sammenhænge i verden, som tilfældet er.
For en menneskealder siden kunne man i økonomiske lærebøger læse: ”Økonomi er læren om knaphedens lov. Der findes knappe goder, og der findes frie goder. Frie goder er goder, der er til rådighed i ubegrænsede mængder, og som man derfor ikke behøver at økonomisere med. Som eksempler på frie goder kan nævnes luft og vand.”
Det er 50 år siden. I mellemtiden er der sket et og andet, og meget af det, der er sket, er sket på anbefaling fra og tilskyndet af økonomer. Stort set hele verden har jagtet kortsigtet, økonomisk vækst i disse år. Økonomisk vækst har været svaret på stort set alt – og er det i øvrigt i vid udstrækning endnu.
I dag er der ingen, der vil hævde, at luft og vand er frie goder. Tværtimod er det smerteligt tydeligt, at det ikke er tilfældet. Økonomer har en stor del af ansvaret for den politiske og økonomiske udvikling, der har ført til, at der er gjort så store indhug i naturen og naturens ressourcer, at det er ved at være et meget alvorligt globalt problem. For at sige det mildt. Det er mange økonomer tilsyneladende blinde for. Mange økonomer taler fortsat om den samme form for økonomisk vækst, som de altid har gjort.
Der er andet i verden end penge, der tæller. Der er andet i verden, der skal tælles, end det økonomiske. Vi er i en lang række sammenhænge og beslutningssituationer i verden kommet til at negligere en række andre – og vigtige – dimensioner end den økonomiske. Det gælder helt og aldeles tydeligt, når det handler om en række samfundsmæssige og politiske spørgsmål.
Hvad taler politikere om? Hvilke rådgivere lytter politikere til? Hvad taler politikere til vælgerne om? Penge, penge, penge! Skatter, afgifter, priser, moms, pensioner, regnskaber, lønninger, dagpenge, sygehusudgifter, lærerlønninger, medicintilskud og så videre. I alle mulige sammenhænge, når det for eksempel handler om lovgivning, spiller økonomi og økonomer en afgørende rolle. Når det da ikke lige er rene partipolitiske, partitaktiske og spinhensyn, der får overtaget. Hvilket sker. Men ellers er det økonomer, der er bagved.
Selvfølgelig spiller økonomiske hensyn en rolle i forbindelse med en lang række beslutninger – og derfor skal økonomiske rådgivere medvirke. Men det er ikke en selvfølge, at økonomiske hensyn og økonomer skal spille en så stor – og ofte eneafgørende – rolle, som det ofte er tilfældet. Tværtimod. Det er ulogisk, uhensigtsmæssigt og uklogt. Det fører ofte til en lang række uhensigtsmæssige og på længere sigt ikke bare uhensigtsmæssige, men skadelige beslutninger.
Beslutninger, der fører til, at ren luft og vand pludselig bliver mangelvarer, er ikke kloge beslutninger. Beslutninger, der fører til, at dyrearter på jorden forsvinder, er ikke kloge. Beslutninger, der fører til, at mennesker bliver syge af at være på en arbejdsplads, er ikke kloge. Regnskaber, der ikke medregner en lang række udgifter og omkostninger, er ikke retvisende, men misvisende. Rækken af ikke-kloge beslutninger og misvisende virksomheds- og nationalregnskaber er lang.
Vi har glemt, at der er andet end penge, der tæller. Et klassisk spørgsmål er: Hvad betyder nattergalens sang, og hvorledes tages der hensyn til denne sang? Tæller nattergalens sang? Og hvorledes skal denne betydning i givet fald tælles? Hvor skal det tælles med, at der bliver færre og færre bier i Danmark? Hvor skal det noteres og tælles, at plastikmængderne i verdenshavene stiger og stiger? Den 8. maj 2017 kunne man på Udenrigsministeriets hjemmeside læse følgende:
”I 2050 vil der være mere plastik end fisk i verdenshavene, hvis forureningen fortsætter som i dag. Indonesien er det land i verden, der udleder næstmest plastik i verdenshavene. Det skal et nyt dansk-indonesisk samarbejde gøre noget ved.”
Når der træffes beslutninger i Folketinget, i by- og regionsråd og i kommunalbestyrelser, i virksomheder og så videre, skal der tages hensyn til langt flere dimensioner, end vi har vænnet os til. Og for at være tydelig: Én af disse dimensioner er økonomi. Andre dimensioner er: sundhed, miljø, herunder brug af kemikalier, udledning af kvælstof, kulstof, påvirkning af biodiversiteten, påvirkning af sociale og psykosociale forhold i samfundet og virksomheden, påvirkning af ulighed og fattigdom, påvirkning af energi- og øvrige ressourceforbrug og så videre.
Rækken kunne gøres længere, men en sådan række af dimensioner eller forhold, der er vigtige, når der træffes beslutninger i en række sammenhænge, fører direkte frem til det overordnede begreb bæredygtighed og herfra frem til FN’s 17 bæredygtigheds- eller verdensmål.
SDG’erne eller de såkaldte verdensmål handler om bæredygtighed, om hensynet til livet og livsmulighederne på kloden både nu og på længere sigt. De 17 mål er et konkret udtryk for, hvad disse hensyn går ud på. Verdensmålene er, som navnet siger, formuleret som mål, som parlamenter, kommunebestyrelser, virksomhedsledelser og så videre skal stræbe imod at nå.
Det vil i anden omgang sige, at de er formuleret som kriterier, hvortil der skal tages hensyn, når der træffes beslutninger rundt omkring i verden, herunder når der træffes beslutninger i de enkelte husholdninger. På den måde repræsenterer verdensmålene både en vision for en ny og mere retfærdig og værdig verden, og de repræsenterer anvisninger på og veje til at nå frem til denne bedre verden.
En grundlæggende tænkning i verdensmålene er: Vi mennesker skal forstå og respektere naturen. Vi kan ikke bekæmpe og ødelægge naturen. Vi skal respektere den natur, de dyr og de økosystemer, der er udviklet over millioner og milliarder af år, også selvom mangelfulde, kortsigtede og smarte økonomiske kalkuler siger noget andet.
Igennem de sidste få hundrede år, og i særlig grad i løbet af de sidste få snese år, har vi mennesker påført kloden så store pres, at en uændret handlen og adfærd ganske enkelt ikke længere er en mulighed. Vi kan ikke blive ved med at praktisere lederskab i lande og virksomheder på de måder, som vi har gjort det på hidtil. Vi skal lede og rapportere anderledes. Virksomheder, kommuner og lande skal til at tænke anderledes med hensyn til, hvad der skal tælles og afrapporteres, og med hensyn til, hvordan regnskaber og årsrapporter skal se ud i fremtiden.