Prøv avisen

Vi har hjemme i egoland, egoland, egoland

Høflighed Foto: Arkiv.

Danskerne bliver med tiden mere og mere uhøflige over for hinanden. Den manglende hensyntagen kan iagttages ikke blot i trafikken, men også på hospitaler og på plejehjem, mener dagens kronikør

DET ER KØLIGT, og folk skutter sig med huer, handsker, stokke og en enkelt rollator foran busstoppestedet. Nogle af stokkebrugerne holder buskortet mellem tænderne, fordi begge hænder er optaget. Men chaufføren er flink og vifter de gamle videre til en siddeplads uden at se kortet. Han skal passe sin tidsplan, og så må det gå med kontrollen, som det bedst kan.

Og han er vant til det, den anden dag i måneden, hvor selv folkepensionister, arbejdsledige og gangbesværede har en smule penge på lommen. Så går jagten på de billige tilbud, og kun de, der kommer først, er sikre på resultatet.

LÆS OGSÅ:
Høflighedens trange kår

Chaufføren sukker, men udtaler ikke ordet højt: Ældrebyrden. Der er ikke så længe, til han ender i samme bås, men de ødelægger tidsplanen, de gamle.

Sidste stoppested før stationen sker der noget. Det var lige det, der manglede. Ind vakler en mand med sin rollator. Han famler med venstre hånd efter et støttepunkt og styrer rollatoren med højre, hvad han ikke kan alligevel. Men passagererne vender ryggen til, og chaufføren starter bussen.

Så lyder der et bump. Rollatoren rammer mit knæ, og den gamle ligger på gulvet. Bussen standser. Herren og de midaldrende damer foran mig kigger ud ad vinduet. I modsatte side fortsætter to handelsskoleelever deres indbyrdes samtale.

De eneste, der træder til, er en ung pige af anden etnisk herkomst og en ældre mand. Pigen er hurtigst, selvom hun kom nede fra bagsædet. I fællesskab slår de klapsædet ned og hjælper den gamle op at sidde. Chaufføren kaster et blik i spejlet, og bussen fortsætter.

Men trafikken er ikke det eneste symptom på manglende hensyntagen. Her hvor jeg bor, ikke langt fra en S-togs-station med pendlerparkering og indkøbscenter, kan vi dagligt opleve, hvad der foregår efter arbejdstid.

Når folk er stået af toget, skal der hentes børn og købes ind, før de kan tage hjem. Og ve den gamle eller handicappede person, der har vovet sig ind i supermarkedet på denne tid af dagen.

Dermed er ikke sagt, at det altid er yngre mennesker, der skubber varevognen ind i kunden foran. Det er folk i alle aldre og ofte særdeles velklædte. Men det forhindrer dem ikke i at komme med sure bemærkninger om varernes kvalitet til den sagesløse kassedame.

Problemet med manglende hensyntagen er heller ikke ukendt på sygehuse og plejehjem. Men her er det måske nemmere at få øje på årsagen, der som oftest bunder i manglende tid. De gamle regnes for besværlige, fordi det kræver tid at omgås dem. Men da regioner og kommuner er presset til at bruge så få medarbejdere som muligt, vokser problemet.

FOR ET PAR ÅR SIDEN hørte jeg om et plejehjem med en midaldrende og særdeles effektiv leder. En dag skulle der tages temperatur på en sengeliggende mand. Lederen benyttede den gammeldags metode at måle temperatur i endetarmen. Det skulle som sædvanlig gå hurtigt. Da manden klagede over, at det gjorde ondt, pressede hun termometret så langt ind, at hun ikke kunne få det ud igen uden faglig assistance.

Ulykker af den art er heldigvis sjældne. Men når venner og pårørende mødes, går snakken om lokale plejehjem og forringet hjemmehjælp. Spørger man sig for, fremhæver institutionerne, at de gamle får god mad og bankospil.

Men det at sætte sig og synge med dem er spild af den tid, der ikke findes. Tiden er et problem. For måske er der kun afsat en enkelt aftenvagt til både første og anden sal. Noget andet er, at det er sjældent at møde yngre mennesker med kendskab til en højskolesangbog. Her kunne der være en opgave for distriktets kirker og klubber. En halv til en hel times fællessang på plejehjemmet. Gamle og nye årstidssange, en morgensang at begynde med og som afslutning en aftensang.

Sagen er, at mange demente og urolige handicappede falder til ro, når man sætter sig ved dem og synger. Så har dagen budt på en oplevelse, selv om kun få husker, hvad det er, de har været med til.

En af beboerne i min opgang kan ikke bruge sine ben. Hun sidder i kørestol med det stive højreben pegende ud i luften. Hun er bevilget træning to gange om ugen, og hver morgen kommer der en hjemmehjælp, som tager hende op og sætter hende i kørestolen.

Resten skal ægtefællen klare. Han er kommunalarbejder. Når han kommer fra arbejde og er træt, venter der indkøb og rengøring. Derudover skal han hjælpe hustruen ind og ud af elevatoren, når hun trænger til frisk luft. Senere skal der laves mad og ryddes op. Sidste punkt på dagen er hjælp til at komme i seng. Parret har ingen børn, så manden er på arbejde døgnet rundt.

MAN KAN SPØRGE SIG SELV og andre, hvorfor vi skubber hinanden i forretningen og generer hinanden i trafikken. Hvorfor vi snerrer eller overser hinanden. Og hvorfor kommunerne skal spare på hjemmehjælpen. Er kløften mellem rige og fattige blevet så stor, at solidariteten er forsvundet?

Så meget ved jeg, at hjælpsomheden er størst blandt de mindrebemidlede, hvad så grunden kan være. De forventer heller ikke så meget til gengæld. Mens "noget for noget"-politikken trives bedst hos de velstillede. Ja, næsten som en forudsætning for at blive endnu rigere.

Den mindrebemidlede holder konstant øje med ugens tilbud og diverse annoncer. Eller han lytter sig frem til et sort arbejde. Hans daglige rute går forbi genbrugspladsen eller genbrugsbutikken.

Herunder registreres hver eneste forbipasserende. Den arbejdsløse, manden med krykkerne og rollatorbrugeren kender beboerne i området. Det er ikke den type, der overser bænken med den ensomme. Men indvendig gruer han for selv at skulle ende i håbløshed.

I Danmark udgør det almene boligbyggeri en mangfoldighed af mennesketyper. Flertallet tilhører middelklassen. Desuden har mange akademikere, kunstnere og pensionister opdaget nogle fordele ved at bo til leje. Endelig er der en stor gruppe enlige. Samt den flok af lavt lønnede og sociale tabere, som kommunen har anvist bolig.

Hvor boligblokkene ligger i kort afstand fra grønne områder, skoler og forretninger, kan der opstå flere års ventetid på en lejlighed. Og én ting kan man være sikker på: Ejendomsfunktionærerne eller gårdmændene, som de hed før i tiden, har et stort ansvar for, at lejerne befinder sig godt. Øjnene er trænede i at se, hvor der ligger papir og madrester til gavn for rotterne.

Men så har jeg også mere end én gang set en gårdmand standse op ved bænken og tage en snak med den, der venter på en transport til sygehuset. Eller med drankeren, der dag for dag svinder ind, til han ikke orker livet længere.

Det er fint nok, som det siges, "at alle må tage ansvar", og "at børnene skal hjælpe deres gamle forældre". Men det lyder hult, når politikerne samtidig ved, at de pårørende måske også er blevet gamle. Og at børnene går på arbejde og selv har fået børn, der skal passes.

Eksemplet med den gode gårdmand står i skærende modsætning til holdningen på Christiansborg. Ledende politikere er ikke alene indkrogede over for udlændinge. De er også blevet en flok indkrogede økonomitilbedere, som billedligt talt går rundt med en skorsten på hovedet. Den slipper en masse sort røg, men der er ingen varme i stuen.

Estrid Nielsen er forfatter, cand.phil.