For kritikerne har liberalismen mange synder på samvittigheden. Den bliver beskyldt for at ødelægge religionen, familien og samfundet. Den siges at fremme individualisme og nydelsessyge. Den er blevet brugt til at legitimere elitestyre, imperialisme, multikulturalisme og tilmed identitetspolitik. Modsat har liberalismens tilhængere ment, at vi skylder den alt det bedste i det moderne samfund: tolerance, social retfærdighed, frihed og lighed. Der er hold i alle påstande.
Liberalismen har nemlig aldrig været hverken en homogen eller uforanderlig størrelse. Fra begyndelsen udgjorde den en blanding af forskellige overbevisninger, og den har taget farve efter historiske perioder og nationale omstændigheder. Der findes en engelsk, en amerikansk, en tysk, en fransk og en dansk liberal tradition. Derfor gør man altid klogt i at være præcis, når man udtaler sig om liberalismen.
I 1800-tallet udviklede oplysningens liberale idéer sig i Storbritannien og Frankrig til en mere sammenhængende politisk og filosofisk tro på individet som et rationelt væsen, der har ret til størst mulig frihed.
Den politiske og filosofiske liberalisme blev kombineret med troen på, at individet bedst kunne udfolde sin frihed inden for en kapitalistisk økonomi, hvor regeringen afstod fra at blande sig i marked og samfund.
Denne liberalisme, som ofte kaldes ”klassisk”, blev dog sidst i århundredet afløst af en social liberalisme, som anså statens aktive rolle i samfundet for nødvendig. Den holdt helt til omkring 1970, da den blev udfordret af idéer, som især udgik fra USA: markedsliberalisme, kulturliberalisme og den form for liberalisme, som er dominerende i dag, og som er blev styrket under coronakrisen: rettighedsliberalismen. Den er en af de liberalismer, som jeg i min nye bog kalder en ”vildfarelse”.
Sikringen af borgernes frihedsrettigheder er naturligvis afgørende for det liberale demokrati, langt de fleste af os ønsker at leve i. Ingen tvivl om det. Men de kan ikke i sig selv danne grundlag for samfundsliv.
Ifølge Ordbog over det danske Sprog kan begrebet samfund føres tilbage til et oldnordisk ord, der betød sammenkomst – et fællesskab, som mennesker frivilligt har valgt at opsøge. Der ligger altså fra ældgammel tid en betydning af socialt fællesskab i ordet. Det hænger ved i dag. Ordbogen definerer nemlig også et samfund som ”en gruppe af personer, der bebor et samlet område og er knyttet sammen ved fælles interesser, samvirke, indbyrdes afhængighed af og hensyntagen til hinanden”.
At leve i et samfund kræver derfor samfundssind og hensyntagen til de svage og sårbare grupper. Men med efterkrigstidens rettighedsliberalisme er der fulgt en tendens til at reducere personlige relationer til juridiske og mindske tilliden og øge mistænksomheden over for staten og over for medborgere, som kunne finde på at krænke den enkeltes frihed.
Men frihed er ikke noget, vi kun kan opnå ved blot at blive udstyret med et sæt frihedsrettigheder, der sikrer os mod tvang fra diverse myndigheder og autoriteters side. Som den amerikanske samfundsfilosof Michael Sandel skriver, opnår vi som individer først frihed, når vi engagerer os i vores fællesskaber, får medansvar for styret af vores samfund og lever op til de forpligtelser, der hører sammen med vores rettigheder.
Hvis vi skal blive i stand til at realisere det gode liv, må vi indstille os på at indgå i samtaler med hinanden om, hvordan vi sammen kan sætterne rammerne for, at det bliver muligt.
Det enkelte menneske har brug for at indgå i et tæt og engageret samspil med sine medmennesker for at trives, føle sig mindre udsat og udvikle sit potentiale. Man kan ikke realisere sig selv ved at rette opmærksomheden mod sig selv, men kun ved at åbne sig og gøre sig disponibel over for andre og etablere positive bånd til dem i form af kærlighed, trofasthed, beundring, velvilje, hjælpsomhed og så videre. Det er derfor, at selvisolation, karantæne og social afstand har været næsten ubærligt og i mange tilfælde angstprovokerende.
Den katolske filosof Gabriel Marcel (1889-1973) udtrykte det engang på den måde, at mennesker er ”relationsfølsomme” og ”relationsparate” væsener. Dermed mente han, at vi er født med et ønske om og en evne til at indgå i forhold til andre mennesker.
Den enkelte kan ikke gøre sig forhåbninger om at realisere sig selv ved at frigøre sig fra alle bånd. Derimod må det engagere sig i sine fællesskaber og tage ansvar for sit eget og sine medmenneskers liv, ja, for hele samfundet. Til gengæld er både andre og samfundet forpligtet til at respektere det enkelte menneskes ukrænkelighed og iboende værdighed.
Mennesker har et behov for at tilhøre en gruppe og at føle sig værdsat af andre personer i gruppen. Ja, vi er faktisk indstillet på at undvære materielle belønninger til fordel for tilfredsstillelsen ved at høre til og nyde agtelse. Vi ønsker ganske enkelt at gøre os fortjente til at blive elsket ved at tage hensyn til andre.
En af de fordele, som homo sapiens har fået ud af sin sociale natur, er en kollektiv intelligens. Kollektiv intelligens er et produkt af forvandlingen af kollektive erfaringer til fælles viden og forståelse, som videreføres fra den ene generation til den anden gennem kultur, dannelse og uddannelse.
Denne tavse viden er blevet mere nødvendig i takt med samfundets større kompleksitet og øgede forandringstempo. Faktuel og abstrakt viden er ikke tilstrækkelig. Vi har også brug for den erfaringsbaserede viden, som er spredt vidt ud i befolkningen. Hvis vi ikke forstår at trække på denne tavse, risikerer vi, at vigtige beslutninger bliver taget af en snæver elite og på den måde bliver præget af gruppetænkning.
Den moderne, individualistiske liberalisme har svært ved at forstå betydningen af den tavse, erfaringsbaserede viden. Men det er denne viden, som vi har levet højt på under coronakrisen.
Da vi reagerede på pandemien ved at stå sammen, vise hensyn og udvise tillid til myndighederne, trak vi på vores erfaringer som folk. Også selvom de en gang imellem begik fejl og tog beslutninger, der hverken var velovervejede eller inden for lovens rammer.
Der er under krisen blevet talt en del om at værne om ”samfundskontrakten”. Det er et begreb med en lang liberal tradition bag sig.
Selv foretrækker jeg at tale om en ”samfundspagt” med de åndelige værdier, ordet antyder. For det drejer sig om meget mere end forholdene på arbejdsmarkedet eller mellem vælgere og politikere.
Dybest set bør vi forestille os en stiltiende aftale om, hvilke etiske normer og værdier der bør lægges til grund for samfundet for at sikre det imod at bryde sammen, når det kommer under ekstremt pres og trues af for eksempel ulighed, faldende tillid og voksende social og politisk polarisering.
Det er nemlig ikke kun et spørgsmål om at sikre demokratiet, retsstaten og den enkeltes frihed, men også om at skabe forudsætninger for samarbejde, social sammenhængskraft og realisering af fælles mål.
Det kræver et ”etisk demokrati”. Det er et demokrati, hvor vi lytter til hinanden, selv når vi er uenige, fordi vi ved, at vi til syvende og sidst bør prøve at få det bedste ud af det sammen.