Sognepræst: Vi har mistet evnen til at sondre mellem godt og ondt

Når det er blevet så svært for mange mennesker at skelne mellem godt og ondt, er det, fordi vi har mistet de moralske forbilleder uden for os selv, evnen til at lytte til vores eget indre og til at sige ja til nåden, der skænker os ny begyndelse

Martin Herbst
Martin Herbst.

VALGET MELLEM GODT OG ONDT har været vort dilemma siden tidernes morgen og spillet en afgørende rolle for menneskets dannelse og civilisation. Lyt til Moses’ afskedstale til sit folk: ”Hvis du lytter til Herren din Guds befalinger, som jeg giver dig i dag, og elsker Herren din Gud, vandrer ad hans veje og holder hans befalinger og love og retsregler, da skal du leve og blive talrig (…). Men hvis dit hjerte vender sig bort, og du ikke vil høre, men lader dig forlede til at tilbede andre guder og dyrke dem, så kan jeg i dag forsikre jer om, at I vil blive udryddet” (5. Mos. 30, 16-17). I den enkeltes hjerte afgøres folkets skæbne.

Også i antik græsk kultur tildeles evnen til at sondre mellem godt og ondt central plads. Det illustrerer Platon i dialogen ”Phaidros” med den berømte lignelse om kusken og det bevingede hestepar. Den sorte hest repræsenterer utæmmet begær og lidenskab, medens den hvide hest står for fornuft og ånd. Kusken, derimod, der befinder sig imellem de to heste, og som skal styre dem med remme og bidsler, står for visdom. Den formår at forholde sig til det laveste og højeste, så det bliver befordrende for det helhjertede liv.

I sin etik iklæder Aristoteles samme tema en mere rationel sprogdragt med beskrivelsen af den såkaldte gyldne middelvej. Den gyldne middelvej er ikke middelmådighed, men den praktiske evne til at sondre mellem godt og ondt i menneskelige grundfølelser som vrede, sorg og værdighed.

Kristendommen bliver født i mødet mellem jødisk og græsk kultur. Følgelig sætter kirkens skabere lighedstegn mellem personlig dannelse og evnen til at sondre mellem godt og ondt. Det gælder i vest såvel som i øst. Den romerske Lactantius sammenfatter budskabet i en sætning: ”Der er to veje, som menneskelivet nødvendigvis må vandre ad, den ene fører til Himlen, den anden til Helvede”.

Omtrent 100 år senere skriver Augustin ”Om Guds Stad”, hvor det bærende tema er sondringen mellem falsk og sand kærlighed. Hans samtidige Prudentius skriver ”Psychomachia”, der handler om dydernes kamp med lasterne i menneskets sjæl.

DEN GRÆSK-ORTODOKSE KIRKE betoner også sondringen mellem godt og ondt. Med afsæt i Paulus’ formaning til menighederne om, at de skal ”bedømme ånderne” (1. Kor. 12, 10), ophøjer ørkenfædrene denne evne til at sondre mellem godt og ondt til at være den største nådegave af dem alle. End ikke profetiske syner eller mirakuløse helbredelser kan gøre denne evne rangen stridig som den ypperligste nådegave.

At sondringens evne mellem godt og ondt er et hovedtema i verdens kulturer, er ubestrideligt. Men hvordan skal den tilegnes? På det spørgsmål har kristne tænkere udfoldet et trefoldigt svar, der kan sammenfattes som det, der er uden for os (på latin extra nos ), inde i os ( intra nos ) og over os ( supra nos ).

Indledningsvist tilegner man sig sondringens kunst fra ydre autoriteter som eksempelvis forældre, lærere og åndelige vejledere. Udtrykt populært fordrer menneskets dannelsesproces, at man kommer i mesterlære. Ved at spejle sig i omverdenen og imitere forbilledlige skikkelser vokser ens moralske dømmekraft. Ifølge denne model fødes mennesket ikke fuldt udviklet som en champignon, men som en rose skal det vokse ved at være receptivt for omgivelsernes påvirkning.

Næste fase består i, at man internaliserer denne påvirkning og lærer at lytte til sit eget hjerte. Her er man bevidst om iboende gudbilledlighed, der føder en voksende grad af autonomi. Man gør ikke længere det gode, fordi man er blevet beordret til det, eller fordi man ønsker at høste omverdenens anerkendelse, men fordi det er godt at gøre det gode.

Tredje og sidste stadie kendetegnes ved, at man åbner sind og hjerte for en skønhed, sandhed og godhed, der skænkes som en gave fra oven. Ovenstående er naturligvis en yderst komprimeret sammenfatning, men historisk set har treklangen af extra nos, intra nos og supra nos udgjort det kristne bud på menneskets dannelsesproces.

Det får en sigende skildring i verdens mest kommenterede værk næst efter Bibelen: Dantes ”Den guddommelige komedie” (1307-1321). I komedien (i middelalderen betegner komedien et værk, der begynder dårligt og ender godt, mens tragedien begynder godt og ender dårligt) følger vi Dantes dannelsesrejse gennem de tre dødsriger: Helvedet, Purgatoriet og Paradiset. Overordnet set repræsenterer Helvedet extra nos, Purgatoriet står for intra nos, medens supra nos udfoldes i Paradiset.

Da vi møder Dante ved værkets begyndelse, er han lost i et helvede af forvirring og fortvivlelse. Så dukker Vergil, der eksemplificerer historiens moralske og intellektuelle autoritet, op, og guider Dante gennem Helvedet, som en far, mor og læremester. Ikke så snart har Dante begyndt opstigningen til Purgatoriet, før dannelsesprocessen skifter tyngdepunkt fra Vergil til hans egen samvittighed og hjerte, der indebærer den ene smertefulde selverkendelse efter den anden.

Endelig kulminerer rejsen med, at Dante giver slip på Vergil og sig selv og lader sig føre af Beatrice op gennem Paradisets sfærer mod en grænseoverskridende kærlighed og sandhed, der viser sig at være universets kilde og tyngdepunkt.

Dantes pointe er klar: Påvirkning og vejledning extra nos er nødvendig, men må ikke forveksles med livets endemål. Det samme kan siges om stemmen intra nos. Personlig udvikling er mere end mavefornemmelser og samvittighed, der dog har en berettigelse. Men det er i treklangen mellem extra nos, intra nos og supra nos, at man bliver bevidst om tilværelsens storhed og kommer til sig selv.

MED REFORMATIONEN GLIDER bevidstheden om dannelsens treklang i glemmebogen. Luther var lige så imødekommende over for Guds nåde, der skænkes supra nos og formidles extra nos af kirkens forkyndere, som han var fjendtlig over for en iboende etisk dømmekraft. Dermed udløste protestantismen en lavine af selvforagt, som end ikke det kantianske og kierkegaardianske selvbesindelsesprojekt formåede at standse. Med oplysningen bliver supra nos suspenderet til fordel for naturvidenskabelige forklaringsmodeller på menneskets væsen, motiver og adfærd. Udtrykt kort: På Reformationens og oplysningens altre bliver intra nos og supra nos amputeret fra menneskets dannelsesproces.

Det mærkes i dag. Vi har mistet evnen til at sondre mellem godt og ondt i vort eget hjerte. Vi har opgivet tanken om at lade os inspirere og forme af noget, der er større end os selv. I fraværet af en ovenfra- eller indefrakommende kilde til etisk skelneevne er vi henvist til at placere al tyngden extra nos. Det afspejles i det selfiesamfund, Facebook-samfund, overvågningssamfund og diagnosesamfund, som vi ser os omgivet af, og som vi næsten ikke orker at sætte spørgsmålstegn ved. For hvad skal vi sætte i stedet?

At vi samtidig formaster os til at tro, at vi er kommet langt videre end fortidens stakler, der rodede rundt i middelalderens mørke, er blot med til at tydeliggøre det groteske ved nutidsmenneskets hovmod.

Men under overfladen på overvågnings- og diagnosemanien fornemmes længslen efter at genfinde dannelsens treklang. Ja til rollemodeller og moralske forbilleder, også når de stammer fra den græske og kristne tradition. Ja til at lytte til hjertet og insistere på autonomi og frihed. Ja til en nåde, der skænker os en ny begyndelse. Ja til, at disse strømninger kan udgøre en treklang af extra nos, intra nos og supra nos. For i denne treklang fødes muligheden for at forholde sig ærligt og konstruktivt til menneskets evige dilemma.