Prøv avisen

Vi har pligt til at værne om klodens liv

Kampen mod klimaforandringerne falder ind under næstekærlighedsbuddet, fordi vores klode med alle dens levende væsener er blevet vores næste. -

Kampen mod klimaforandringerne falder ind under næstekærlighedsbuddet, fordi vores klode med alle dens levende væsener er blevet vores næste

HAR KAMPEN MOD de menneskeskabte klimaforandringer og kristendommen noget med hinanden at gøre? Både ja og nej. Nej, fordi kristendommen først og fremmest er en forkyndelse af evangeliet om forløsning ved tro på Kristus. Kristendommen forkynder ikke kamp mod klimaforandringerne. Ja, fordi kristendommen ikke kun handler om evangeliet, men også om det, som Luther kaldte "loven".

"Loven" i bred forstand er dette, at verden og mennesket er skabt af Gud, og mennesket skal ville sin næste det godt. Det er noget almenmenneskeligt. Forkyndelsen af evangeliet giver kun mening på baggrund af "loven", og hvis "loven" ikke er indlysende for os, så er det en del af den kristnes opgave at gøre den indlysende. Loven er sammenfattet i buddet om næstekærlighed: Du skal elske din næste som dig selv.

Kampen mod klimaforandringerne falder ind under denne overskrift, forudsat selvfølgelig, at videnskaben har ret i, at klimaforandringerne er menneskeskabte og ikke en virkning af kosmiske årsager, vi ikke har indflydelse på. Er de forårsaget af vores måde at leve på, så er de også vores ansvar. Kampen mod klimaforandringerne falder ind under næstekærlighedsbuddet, fordi vores klode med alle dens levende væsener er blevet vores næste.

Det er den, fordi den er kommet i nød. Den har feber, og feberen stiger, fordi vi udleder så mange drivhusgasser i jordklodens atmosfære, at den ikke kan komme af med varmen. Og vi har magt til at hjælpe kloden i dens nød ligesom det mishandlede menneske på den barmhjertige samaritaners vej blev samaritanerens næste, fordi han var kommet i nød, og samaritaneren kunne hjælpe.

Klimaforandringerne er en livsfarlig trussel imod især svagtstillede mennesker i Den Tredje Verden og udsatte livsformer. Vi har magt til at ødelægge jordklodens mangfoldighed af livsformer, og vi har magt til at lade være. Derfor er det et krav til os, at vi skal lade være.

Vi har pligt til ikke at ødelægge, men at værne om klodens liv. Jordkloden har ikke altid været vores næste, ligesom den voldsramte mand ikke altid var samaritanerens næste, men den er blevet det, fordi det nu afhænger af os, hvordan det går den og de livsformer, den nærer. Min næste er ikke hvem som helst, men det kan være alle og enhver. Min næste er altså ikke alle mennesker eller alle livsformer i al abstrakthed, det er kun dem, der kommer tæt på mig i deres konkrete nød. Det gør ikke alle, men det er dog i dag langt flere end det var tidligere, fordi vores kommunikation og magt er blevet så meget større, end den var engang. Globaliseringen udvider vores ansvar betydeligt i forhold til tidligere.

Men er kampen mod klimaforandringerne et politisk spørgsmål, som vi ikke skal blande sammen med religion? Både ja og nej. Der er to niveauer i politik. Det ene er det niveau, hvor det drejer sig om, hvilke politiske strategier vi skal bruge til at løse samfundets problemer med. Skal vi afskaffe topskatten eller ej? Skal vi bygge en bro over Femern Bælt eller ej? Her skiller politik os ad. Vi er vildt uenige om, hvilke politiske ideologier og strategier, der vil skabe det bedste fælles samfund.

På det niveau bør politik og religion ikke blandes sammen. Et konkret, politisk løsningsforslag kan kun begrundes pragmatisk og aldrig religiøst. Hvis vi blander politik og religion på dette niveau, kommer religionen til at skille os ad, hvilket er imod religionens væsen, som handler om vores fælles grundvilkår.

DET ANDET NIVEAU er det niveau, hvor det drejer sig om samfundets fælles grundværdier og målsætninger. Her handler politik om det, vi er fælles om. Kampen mod slaveri, fattigdom og sygdom er grundlæggende politiske målsætninger, der samler os, og hertil hører nu også kampen mod klimaforandringerne.

Der er ingen seriøse politiske partier, der i deres politiske program går ind for slaveriets genindførelse eller opgivelsen af kampen for social retfærdighed og velfærd og kampen mod sygdomme. Man glemmer tit dette niveau i politik, der ikke skiller os ad, men forener os, fordi man stirrer sig blind på det daglige politiske hundeslagsmål og den underholdende mudderkastning, men det er meget vigtigt at være opmærksom på.

Intet samfund kan bestå, hvis ikke man er fælles om et minimum af grundværdier og målsætninger. Et fint symbol på, at al politik har dette fælles fortegn, er, synes jeg, at folketingsåret indledes med en fælles gudstjeneste. Meningen med den mener jeg bør være, at vi minder hinanden om fællesskabet om "Loven" og ikke specifikt om evangeliet.

Derfor omfatter den også fællesskabet med mennesker fra andre religioner end kristendommen. Gudstjenesten sætter det fælles fortegn, og så kan vi ellers gå i gang med at skændes råt, men hjerteligt. Vi må gerne blande religion og politik, når det gælder dette grundlæggende lag i politik, fordi religion og politik da handler om det, vi er fælles om. Risikoen er dog, at religionen reduceres til forenklede budskaber, som politik i høj grad består af, og derved bliver religionens bidrag til debatten banalt og uinteressant.

Hvad har religionen at bidrage med til kampen mod klimaforandringerne? Den kan være med til at gøre opmærksom på vores ansvarlighed over for jordklodens mangfoldige livsformer, hvis vi ikke allerede er klar over den. Det er her religionens bidrag let kan komme til at virke lidt overflødigt, da politikerne allerede er i gang med den prædiken, og spørgsmålet er, om ikke vi snart bliver trætte af den lange, moralske pegefinger. "Vatikanet opfordrer til bæredygtige ferierejser." Ja, det er da udmærket, men er der ikke også så mange andre, der opfordrer til det? Religionen skal gøre opmærksom på det selvfølgelige fælles, som ingen andre gør opmærksom på.

Kan religionen det? Ja, den kan bidrage med mere end den moralske pegefinger. Den kan bidrage med en anskuelse af jordkloden, der giver en dybere motivation for at værne om den end blot pligten.

En væsentlig del af religionen består i at lovsynge universet som Guds skaberværk. Lovsangen udgør en stor del af gudstjenesten. I for eksempel Den Danske Salmebog fylder lovsange til skaberværket en hel del.

Skaberværket lovsynges som Guds skabelse, der er skabt af kærlighed til kærlighed. Alt er storslået og prisværdigt i sig selv uanset dets nytteværdi. I denne lovsang ligger der, at det skabte har værdi og skønhed i sig selv og kalder på respekt og kærlighed. I lovsangen er forholdet til skaberværket først og fremmest kærlighed og ikke pligt, og kærlighed er en dybere motivation for at værne om noget og tage vare på noget end pligten.

Det ved vi for eksempel fra kærligheden til vores børn. Dem tager vi ikke vare på af tvungen pligt, men gør det frit og gerne og med en generøsitet, som går langt ud over, hvad pligten kan forlange. Religionerne kan bidrage med en motivation til at bekæmpe klimaforandringerne, som er dybere end den, politik, økonomi og moral kan give, og det er vigtigt, for man er enige om, at i denne sag er det kun viljen, det handler om. Vi har al den teknologi og organisation, det kræver at ændre kurs, og vi behøver ikke vente på nye teknologiske opfindelser.

Som vi ser noget, sådan behandler vi det også. Ser vi på jordkloden med et beregnende blik, så behandler vi den også beregnende. Ser vi derimod på den med et kærligt blik, så behandler vi den også med kærlighed. Religionen kan bidrage med et syn, der får os til at se jordkloden med kærligheden øjne. Hvem kan egentlig ellers det? Økonomien kan ikke, og naturvidenskaben kan heller ikke!

Jakob Wolf er dr.theol. og lektor ved Københavns Universitet