Prøv avisen

Vi har sendt forventningerne på himmelflugt

Danskerne kalder sig et lykkeligt folk, og vi scorer højt i internationale lykkeundersøgelser. Men hvordan opfatter vi lykken, og har vi i dag et sundt lykkebegreb? spørger dagens kronikør

Når der foretages internationale undersøgelser af europæernes følelse af lykke, scorer danskerne højt. Tit ligger vi i toppen af skalaen og kan bryste os af at være blandt de lykkeligste i Europa eller måske endda verden. Skeptikere forklarer placeringen med, at vi ikke stræber særlig højt, at vi stiller os tilfredse med lidt eller at vi ikke svarer ærligt

Man kan i hvert fald spørge sig selv, hvordan vores ranglisteplaceringer for eksempel passer overens med antallet af mennesker på depressionspiller. Måske hænger det sammen med vores opfattelse af lykken som begreb. I dag er det et krav at være lykkelig og vi opfatter det sådan, at den enkelte selv står med nøglen til lykken. Vi opfatter individet som et reservoir af muligheder og kompetencer, som blot skal aktiveres for, at lykken kan indtræde. Jean-Jacques Rousseau en af oplysningstidens centrale tænkere formulerede lykken anderledes.

Jean-Jacques Rousseau var civilisationskritiker. Han så med skepsis på sin tids rationalisme og fornuftsdyrkelse, og han beskrev i sine værker et anderledes bud på, hvad det enkelte individ havde behov for af stimulans og påvirkning for at blive et lykkeligt individ i harmoni med sig selv og omverdenen.

Rousseau eksemplificerede sin kritik af fornuftsdyrkelsen gennem sine teorier om børneopdragelse. Her talte han for en fri og utvungen opdragelse og en pædagogik, der tog udgangspunkt i det enkelte barns interesser og ønsker, dets nysgerrighed og naturlige anlæg. At belemre et barn eller ungt menneske med begreber, logik og terperi var ifølge Rousseau ødelæggende for individets glæde ved at lære. Frihed blev derfor et centralt begreb et begreb, vi har arvet og dyrket, og som i dag præger vores opfattelse af et godt liv.

Lykke måtte være målet for opdragelsen, mente Rousseau, og lykke i Rousseaus definition var, at individet oplevede en sammenhæng mellem villen og kunnen. Individets vilje og villen skulle harmonere med de reelle muligheder og evner, individet besad. "Jo nærmere mennesket bliver stående ved sin naturlige tilstand, des mindre er forskellen mellem dets evner og dets ønsker, og des kortere er følgelig afstanden, som skiller ham fra lykken" (Jean-Jacques Rousseau: "Emile eller om opdragelsen", 1762). Dermed konstaterede Rousseau, at der kunne være begrænsninger i den enkelte, som satte grænser for, i hvilken retning individet med held ville kunne gå. Denne tankegang er i dag vendt 180 grader. Vi pointerer stadig den individuelle frihed måske mere end nogensinde før i historien men vores idé om at ville og kunne er anderledes defineret.

At definere lykke som harmoni mellem at ville og kunne er som sagt at erkende individets begrænsninger. Lykken indtræder, når der er overensstemmelse mellem forventning og realitet. Eller sagt på en anden måde: Lykken indtræder aldrig, hvis der i den enkelte er en stadig uoverensstemmelse mellem forventninger og realiteter. "Det er indbildningskraften, som udvider mulighedernes grænse for os (), og som følgelig opflammer og nærer vore ønsker gennem håbet om at kunne tilfredsstille dem. Men målet, som fra først af syntes at være inden for rækkevidde, flygter hurtigere end man kan følge" ("Emile eller om opdragelsen").

Hvordan vil vi i dag forholde os til en sådan bestemmelse af lykken? Negativt for mig at se. Vort lykkebegreb og vort begreb om den enkeltes muligheder er fundamentalt forandret. I dag ønsker vi ikke at lægge begrænsninger i vores opfattelse af individet. At erkende, at der kan være et misforhold mellem forventninger og realiteter, er at erkende, at den enkeltes mulighedsfelt indskrænker sig. Pludselig bliver et motto som "Du kan, hvad du vil" meningsløst, og det passer dårligt med vor tids fokus på individets grænseløse mulighed for selvrealisering og tilvejebringelse af det lykkelige, gode liv.

Set med Rousseaus øjne har vi sendt forventningerne på himmelflugt. Det klassiske matematiske uendelighedsbegreb overføres nu på den enkeltes selvrealisering. Der er så at sige ingen grænser for, hvad individet kan realisere, hvis blot individet vil det nok. Rousseaus begreb om kunnen er annulleret til fordel for villen. Hvis viljen er stor nok, følger evnerne med.

Men hvorfor er det et problem? kunne man spørge. Fordi denne himmelflugt betyder, at individet fanges i en uendelig bevægelse mod nye mål, som det ved tilpas dygtighed og slid bør kunne realisere. Og kan man ikke det, har man fejlet. At erkende, at kunnen ikke fulgte med villen, er i dag et nederlag, for så har man ikke prøvet hårdt nok. Dermed står lykkebegrebet på en skrøbelig grund. At stille sig tilfreds med det, man har opnået, er ikke et legitimt grundlag for lykke.

X Factor-programmerne tordnede i foråret igennem de danske tv-skærme og blev for en stund fælles referencepunkt for mange danskere. Deltagerne stod i kø for at afprøve deres evner, og kun få gik gennem nåleøjet. Programmets omdrejningspunkt, Thomas Blachmann, sendte den ene aspirant efter den anden ud af arenaen med besked om, at der intet talent var at bygge på. Vi som seere krummede tæer foran skærmene enten over deltagernes manglende evner eller over Thomas Blachmanns meget direkte og til tider hånende tone.

Så hvorfor så vi det? Måske fordi vi der blev konfronteret med den manglende kunnen. Programmerne flød over med deltagernes villen de ville alle sammen efter eget udsagn kæmpe for en sangkarriere, de ville være stjerner og dygtige og succesrige og talenter. Men langt fra alle kunne. Det var det, Thomas Blachman satte fingeren på den manglende kunnen. For de bedste af de frasorterede var der en mulighed for at arbejde sig hen mod kunnen men for mange af aspiranternes vedkommende manglede fundamentale evner. De ville aldrig blive sangere de ville aldrig komme i nærheden af en realisering af målet.

Hvilken befrielse. Endelig så vi begrænsningerne. Endelig så vi realiteter og forventninger kollidere og realiteterne vandt for de flestes vedkommende. X Factor-programmerne visualiserede, hvad Jean-Jacques Rousseau formulerede i "Emile eller om opdragelsen" i 1762 vi så kunnen og villen iscenesat som show og underholdning.

Aldrig har vort samfund rummet så mange veje til succes og selvrealisering. Det er op til den enkelte at tage opgaven på sig og se at blive lykkelig. Det er et spørgsmål om villen. Når dette ikke lykkes, er vejen banet for selvbebrejdelse og følelsen af utilstrækkelighed. Skylden, ansvaret kan ikke placeres uden for individet, for vi har opfundet en logik, der fortæller os, at individet blot satsede forkert, valgte de forkerte metoder og værktøjer, ikke ville det nok. Individet må påtage sig den byrde, det er at konstatere, at "jeg kunne være lykkelig, men jeg evnede det ikke."

Og måske derfor ender vi højest på ranglisterne, når der måles lykke i befolkninger verden over. Ingen har lyst til at sætte kryds i "ikke lykkelig"-feltet. For hvorfor er du ikke lykkelig? Evner du det ikke?

Charlotte Bork Høvsgaard er cand.mag. i dansk og filosofi og ansat på Teknisk Gymnasium i Holstebro