Prøv avisen

Vi husker stadig ham, der sidder bag skærmen

KRONIK: I år er det 100 år siden, at Jeppe Aakjær skrev digtet om Jens Vejmand. Det bruges den dag i dag, dels fordi Carl Nielsens melodi passer så godt dertil, og dels fordi Jens Vejmand minder os om, at der stadig findes ulighed

Det er forfatteren Jeppe Aakjær (1866-1930) der er ophavsmand til sætningen "Hvem sidder der bag skærmen". Den udgør første linje af hans digt om Jens Vejmand. Min højskolesangbog fortæller, at Aakjær skrev digtet i juni 1905, og at det blev offentliggjort samme måned. I 1906 udkom det i digtsamlingen "Rugens Sange", og i 1907 blev det sat i musik af Carl Nielsen.

Digtet handler om en gammel, forslidt vejmand, der sidder bag en læskærm ved vejkanten "med læderlap for øjet og om sin sko et bånd" og knuser de hårde sten, så de kan bruges til vejbelægning. I digtet beskriver Aakjær et forløb fra morgen til aften, fra liv til død.

Vi møder Jens Vejmand tidligt om morgenen:

Og vågner du en morgen

i allerførste gry

og hører ham'ren klinge

påny, påny, påny,

det er såmænd Jens Vejmand

på sine gamle ben,

som hugger vilde gnister

af morgenvåde sten.

Hele dagen er han i sving, mens

"hans øje står i vand" på grund af vind, kulde og frost. Og endnu om aftenen kan man høre hans hammerslag "i

byger og i blæst, mens aftenstjernen skælver af kulde i sydvest."

Det er et farligt job, han har. Læderlappen for øjet skyldes sikkert, at han er blevet blindet af en vildfaren splint fra stenhugningen. Hans arbejde er i det hele taget livstruende på grund af den lange arbejdstid og de ensomme og hårde betingelser. Især vinterkulden er hård ved ham, og han søger forgæves at beskytte sig ved hjælp af "halm om ben og knæ".

Hen mod jul kan han ikke længere magte arbejdet og livet, hans arm siger nej, han taber pludselig hammeren, og hans slidsomme liv er til ende.

Aakjær skriver, at "de bar ham over heden en kold decembernat," og i sidste vers fortæller han, at Jens Vejmand ikke fik en sten på sin grav, men kun et bræt, der efterhånden blev gammelt og frønnet og hældede slemt til siden. Digtet slutter med en lakonisk betragtning:

Hans liv var fuldt af sten,

men på hans grav – i døden,

man gav ham aldrig én.

Senere fik han alligevel en sten, nemlig en mindesten i form af det digt, Aakjær skrev.

Hvordan kan det mon være, at digtet om Jens Vejmand stadig siger os noget her 100 år senere? Svaret er først og fremmest, at hans historie er så sørgelig og er fortalt så gribende, at den rammer dybt ned i vores tanker og følelser.

Jeg kan huske, at min datter engang i tredje klasse kom hjem fra skole og sagde: "Nu skal I høre sådan en god og trist sang, vi har lært i dag." Hun kunne ikke huske melodien, men læste så højt fra folkeskolens "555 Sange" om Jens Vejmand – tydeligt berørt af teksten, fordi hun levede sig ind i den gamle mands situation. (Pludselig dukkede en erindring op: Som skoleelev havde jeg selv oplevet en lignende reaktion, da læreren læste højt af Henrik Ibsens "Terje Vigen" – også en medrivende og sørgelig historie, der trods alt endte lidt lykkeligere end Jens Vejmands).

Når vi uundgåeligt bliver grebet af Jens Vejmand, er det blandt andet fordi, Aakjær digter "i nutid" og derved lader historien foregå her og nu. Han henvender sig direkte til læseren og tilhøreren, når han siger: "Vågner du en morgen" – "Og ager du til staden" – "Og møder du en olding". Han taler så personligt til os, at vi ikke bare kan se den anden vej og lukke øjne og ører for hans beretning.

Aakjær opruller billede på billede, alle sammen konkrete og uden omsvøb, og gør derved vejmanden synlig og nærværende. Den isnende kulde sniger sig ind i os i takt med, at den bliver omtalt igen og igen. Rytmen i digtet er med til at banke ordene fast, og i hvert eneste vers hører vi: "Det er såmænd Jens Vejmand." Digtet har stor gennemslags-kraft, fordi Aakjær formår at føre os ind i et univers, hvor vi fornemmer et andet menneskes ensomhed, fattigdom og kulde på egen krop.

Jeppe Aakjær kunne beskrive menneskeskæbner stilfærdigt og alligevel med en sådan glød, at han i sin tid ikke blot kunne vække folks medfølelse, men også deres sociale indignation. Vi ved fra andre tekster, at han var stærkt oprørt over de fattige vilkår, mange hårdtarbejdende mennesker levede under, og at han ville synliggøre forholdene for at ændre dem. Det var sikkert også formålet med Jens Vejmand. Og i den sammenhæng er det underordnet, om der er tale om en autentisk person, eller om vejmanden er et billede på de mange mennesker, der levede under elendige vilkår dengang.

Ud over det skrevne ord er der endnu en væsentlig årsag til, at digtet er blevet så kendt, nemlig at Carl Nielsen satte det i musik i 1907. Han komponerede en lettilgængelig, sangbar melodi, der med sin melankolske mol-tone ramte lige ned i digtets kerne og forstærkede den vemodige stemning. Melodien gjorde, at sangen om Jens Vejmand hurtigt blev en folkelig succes.

Den dejlige melodi har en god del af æren for, at generation efter generation siden har sunget om Jens Vejmand. I begyndelsen vakte hans historie harme og indignation, men i dag, hvor næppe nogen lever så usselt, er det nok især medynk, vi føler, når vi synger om Jens Vejmand. Musikkens karakter har et medansvar for dette. Sentimentaliteten ligger på lur, fordi Carl Nielsens langsomme, sørgmodige melodi risikerer at fremhæve den triste side af Jens Vejmands skæbne og neddæmpe indignationen over menneskers ulige vilkår. Nogen kampsang er der i hvert fald ikke tale om.

Melodien til Jens Vejmand skal nu nok klare sig, ikke mindst fordi vi får den repeteret gang på gang ved livets højtider, hvor den bruges flittigt til lejlighedssange. Hvem har ikke rullet en konfirmations- eller bryllupssang ud og læst, at der øverst står: "Mel.: Jens Vejmand".

På den måde er Jens Vejmand blevet noget af et paradoks i løbet af de 100 år. Digtet om ham vækker sørgmodige følelser og maner til eftertanke – og melodien er blevet folkeeje og bruges til festsange.

Måske er netop denne dobbelthed grunden til, at sangen om Jens Vejmand er langtidsholdbar og vækker genklang den dag i dag. Når vi synger om hans hårde liv, kan vi igen se ham sidde dér bag skærmen. Han viser os endnu en gang, at ikke alle har det lige godt. Og hvis vi lytter efter, kan vi igen høre hans regelmæssige hammerslag – påny, påny, påny.

Bent Svart er mag.art. og tidligere

personalekonsulent

Læs kronikken i morgen:

"Er målestokken for et velfærds-

samfund de manges velstand eller

omsorgen for de svageste?" af

Niels Henrik Arendt, biskop over

Haderslev Stift