Parcelhusdanmark er et mærkeligt land

Vores hjem er gået fra at være sociale rum, hvor vi kom hinanden ved, til steder, der er funktionsopdelt med separate værelser, hvor vi samles for at være adskilt. Boligen er blevet vores værn mod hinanden, skriver filosof Arno Victor Nielsen

Parcelhusdanmark er et mærkeligt land

Er det godt at bo godt? Det er meget vanskeligt at svare andet end ja til det spørgsmål. Og har man penge nok, giver spørgsmålet slet ingen mening. Det burde det derimod gøre for alle os, som tvinges til at prioritere. En gylden regel siger, at boligen højst må lægge beslag på 25 procent af vores indkomst. Reglen stammer fra en tid, hvor der også gerne skulle være penge tilovers til livets andre basale fornødenheder. Sult og sygdom skulle holdes fra døren, for det mest basale var jo, at man var i stand til at gå på arbejde.

I dag har de fleste råd til at prioritere anderledes. Vi har også råd til at drikke årgangsvine, dyr øl fra mikrobryggerierne og gerne en drink før middagen. Men her går staten ind og anbefaler for vores biologiske sundheds skyld et vist mådehold. For den sociale sundheds skyld burde staten også mane til mådehold på andre områder. Med den voksende velstand spiser vi for meget, drikker for meget, ser for meget tv, er for meget på nettet og bor for meget. Vi bruger vores penge på os selv. Og jo mere vi isolerer os fra hinanden, desto mere bliver vores forbrug til et misbrug.

Boligen er et forbrugsgode. Det glemmer vi let, for vi skal jo have tag over hovedet med det klima, vi lever i. Køber du en dyr bil, bliver du let beskyldt for at købe et statussymbol. Din bolig kan derimod ikke blive stor og prangende nok. My home is my castle, istemmer vi alle, så boligen kan ikke blive rummelig nok, komfortabel nok, flot nok.

I dag er boligbyrden – det er den tekniske betegnelse for det, vi betaler for at bo – mere end 40 procent af husstandens indkomst i storbyerne. Beløbet er holdt i ave af den grotesk lave rente.

Dertil kommer udgifterne til boligindretningen. Hvis vi deler vores forbrug op i seks grupper: mad, tøj, underholdning, rejser, boligindretning, sikkerhed, så er boligindretning den, der bruges flest penge på. Boligen sluger så mange likvide midler, at der ikke bliver råd til at invitere gæster. Der er heller ikke tid, for vi er ude og tjene penge til terminen.

Den franske sociolog Pierre Bourdieu har i en stor undersøgelse vist, hvor hurtigt drømmen om egen bolig kan vende sig til sin modsætning. Drømmen om bofasthed tvinger én til at blive mobil, til at blive pendler. Drømmen om uafhængighed betales med en kæmpe gæld, som man hænger på resten af livet. Drømmen om et lykkeligt familieliv ender med skilsmisse og endnu større gæld. Drømmen om den faste borg af mursten kan kun lade sig gøre med beton og færdigelementer. Og udsigten til en individuel bolig ender med et typehus uden udsigt til andet end naboens hæk og endeløse nabostridigheder – netop alt det, man ville undgå ved at flygte fra lejekasernen.

Mange sidder i ”hus til halsen”, for nu at citere en udsendelsesrække i DR. I de udsendelser er boligdrømmen endt i det rene mareridt. Men i stedet for at angribe boligdrømmen, som åbenbart er noget, alle danskere er hjemsøgt af, angriber man helt bogstaveligt huset. Her udøves ren eksorcisme. For licensbetalernes penge bliver den onde ånd uddrevet ved hjælp af lidt rengøring og store bøtter maling. Og så håber man på miraklet. Engang havde kirken monopol på at udrette mirakler. I dag overlader man den slags til ejendomsmæglere, den mest overflødige branche næst efter cheflaget i Danmarks Radio.

Boligen har endda fået sin egen paragraf i Grundloven, paragraf 72 om boligens ukrænkelighed. Da jagten på sort arbejde gik ind, var man på kollisionskurs med Grundloven ved at tillade Skat at gå ind i private haver uden en dommerkendelse. Samtidig sad Sven fra Skat på Café Sorgenfri og drak med dem, han udbetalte milliarder til i udbytteskat, og hans chef kørte udenlandske udbytteskattesvindlere på sightseeing i København. Boligens ukrænkelighed var et værn mod staten. I en demokratisk stat må borgerne nemlig have hemmeligheder, mens statens styre skal være helt gennemsigtigt. Alt for gennemsigtigt, mente politikerne, og vedtog en ny restriktiv offentlighedslov, som blev døbt mørklægningsloven.

Med tiden har boligens ukrænkelighed udviklet sig til et værn mod vores medborgere, ja mod hinanden. Vi isolerer os fra hinanden ved hjælp af vores boliger. Isolationismen, som med en teknisk term også kaldes domesticering, rækker helt ind i boligen, der funktionsopdeles. Forældrene får separate arbejdsværelser, i mange tilfælde også hver sit soveværelse. Børnene blev forjaget til børneværelset, og det nødvendiggjorde seksualundervisning i skolerne, for nu kunne børnene ikke mere følge med i forældrenes eskapader.

”Huset på Christianshavn” udspiller sig i et slags arbejderkollektiv. Det er påfaldende, hvordan beboerne vælter ud og ind af hinandens lejligheder. Lejlighederne er ikke private domiciler. Domesticeringen er kun delvist slået igennem. Hvornår slår domesticeringen igennem i arbejderklassen? Hvornår er enhver sig selv nok?

De moderne lejekaserner er med digteren Søren Ulrik Thomsens ord endt som parcelhuse på højkant, efter at de er blevet til andelsboliger. Ja, selv lejeboligerne har i kraft af dørtelefonanlægget fået en slags egen indgang, og man kan sagtens bo dør om dør i årevis uden at træffe på hinanden.

Jeg minder om, at det engang hed ”boligbevægelsen”. Det var en social bevægelse. Folk skulle simpelthen have tag over hovedet. Så blev det en politisk bevægelse. Det var kampen mod ejerboligen – mod, at boligen blev overladt til markedskræfternes frie spil.

Først hed det socialt boligbyggeri, så almennyttigt boligbyggeri (1919). I dag hedder det bare almene boliger. I disse navneskift er boligbevægelsens historie tegnet op. Nu er boligbevægelsen helt afpolitiseret, en ren interesseorganisation, som ser passivt til, når politikerne forlanger nyopførte boligblokke revet ned i kampen mod ghettoiseringen. De samme politikere har bosat sig i rigmandsghettoerne i havneområderne.

Omkring år 1850 opdagede man boligproblemet. De rige måtte for deres egen overlevelses skyld tage fat på de dårlige boligforhold i storbyerne. Tænk blot på koleraepidemien i København i 1853. Den mobiliserede lægerne i kampen for bedre boliger til arbejderne. Blandt andre lægen F.F. Ulrik. Friedrich Engels, Karl Marx’ ven og kampfælle, skrev i 1872 ”Om Boligspørgsmålet”. Her vender han sig imod dem, der vil løse boligproblemet ved at gøre arbejderne til ejere af deres bolig. Ejerboligen vil blive en lænke om benet på arbejderen, for med Engels’ ord skabes arbejderen netop i og med at navlestrengen til jorden skæres over og han bliver den fuglefri proletar.”

Da B&W-arbejderne samlede sig den 20. november 1865 for at danne den boligforening, der byggede Kartoffelrækkerne, talte lægen F.F. Ulrik til forsamlingen om nytten af en boligforening:

”Det er en væsentlig betryggelse for samfundsordenen og for dens rolige og lovbundne udvikling, når så stort et antal som muligt fra besiddelsesløse bliver besiddende, thi derved udvikles individernes selvfølelse, de bliver gode familiefædre og besindige statsborgere.”

Arkitekten Edvard Heiberg var lige så klar i mælet 70 år senere: ”Lige så sikkert det småborgerlige samfund producerer parcelboliger, lige så sikkert er det, at parcelboliger producerer småborgere. Det viser sig med usvigelig sikkerhed, at den arbejder, der bygger parcelbolig, er tabt for arbejderklassens sag.”

Jeg vil tilføje, at de også ofte er tabt for samfundets sag, for fællesskabets sag. Forfatteren Tage Skou-Hansen skrev i 1970’erne essays og romaner om Parcelhusdanmark, et mærkeligt land, hvor man samler mennesker ved at adskille dem.