I SLUTNINGEN AF NOVEMBER blev der holdt en stor konference i Ungarn, hvor politikere, kristne ledere, minoritetsrepræsentanter og forskere diskuterede, hvordan man bedst responderer på den forfølgelse af kristne, der finder sted rundt omkring i verden. ”Vi har 245 millioner grunde til at være her. Det er, hvor mange mennesker der bliver forfulgt dagligt på grund af deres kristne tro,” sagde den ungarske leder af det statslige initiativ Aid for Persecuted Christians, Tristan Azbej, da han åbnede konferencen.
Ungarn har i de seneste år været særdeles aktiv i forhold til at advokere for større opmærksomhed på kristenforfølgelse, og den ungarske præsident, Viktor Orbán, har flere gange beskyldt de vestlige lande for berøringsangst og politisk korrekthed.
Ungarn er det eneste land i verden, der har etableret en statslig institution, som udelukkende har fokus på at yde hjælp til forfulgte kristne, men Orbán står ikke alene med holdningen om, at den manglende opmærksomhed på kristenforfølgelse er et problem. Også herhjemme hører vi jævnligt, at der er brug for større opmærksomhed på forfulgte kristne, og danske ngo’er er – implicit eller eksplicit – blevet kritiseret for ikke at gøre nok eller for at gøre det forkerte.
Det er rigtigt, at der blandt vestlige regeringer og sekulære civilsamfundsorganisationer i mange år har været en manglende opmærksomhed, ikke kun på forfølgelse af kristne, men på retten til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed generelt. Det er dybt problematisk og har ført til utilstrækkelig handling i forhold til kristenforfølgelse og i forhold til religiøst relateret diskrimination og ulighed i det hele taget.
Men den tilgang, som Orbán og andre med ham advokerer for, er ikke løsningen. En tilgang, der ensidigt fokuserer på kristne minoriteter overser ikke bare de millioner af mennesker, der rundt omkring i verden lider under forfølgelse og diskrimination sammen med de kristne, den formår heller ikke at adressere de underliggende årsager til forfølgelse og diskrimination.
NÅR VI SER OS OMKRING i verden, er det svært at finde et samfund, hvor kristne er de eneste, der undertrykkes. Når én minoritet undertrykkes, undertrykkes mange andre typisk også.
I Nordkorea, der ofte nævnes som et af de værste steder i forhold til kristenforfølgelse, er tros- og religionsfriheden alvorligt begrænset for alle religiøse grupper. I Syrien og Irak forfulgte IS ikke bare kristne, men også shiitter, yazidier og andre minoriteter.
I Afghanistan undertrykkes de shiitiske hazaraer, sikherne, og hinduerne sammen med kristne. I Pakistan er ahmadiyyaer og sufi-muslimer også under alvorligt pres. I Eritrea oplever stort set alle religiøse grupper uden for de officielt anerkendte trossamfund diskrimination og chikane.
I langt de fleste kontekster går undertrykkelsen ikke kun ud over religiøse minoriteter, men også ikke-troende og folk fra majoriteten, som fortolker eller praktiserer deres religion anderledes end flertallet. Det gælder for eksempel religiøse feminister og teologer, der argumenterer for religiøs reform.
Som sådan synes problemet snarere at være manglende tolerance og respekt for alt andet end majoritetens religionsfortolkning end manglende tolerance og respekt for en bestemt minoritet. Det betyder, at langsigtede strategier for at bekæmpe undertrykkelse af kristne og andre minoriteter må fokusere på at promovere og beskytte retten til tros- og religionsfrihed for alle.
Det bør gøres gennem tiltag, der søger at ændre de diskriminerende love, statspraksisser og bredere samfundsnormer, som opmuntrer til, retfærdiggør og vedligeholder denne undertrykkelse.
UNGARN OG ANDRE, der råber højt om kristenforfølgelse, fokuserer primært på humanitær bistand og materiel støtte til udvalgte kristne samfund. Men hvis vi vil ændre de underliggende strukturer, der fastholder kristne og andre religiøse minoriteter i diskrimination, og sikre langsigtede forbedringer, kræver det meget mere end humanitær bistand og materiel assistance.
Det kræver også langt flere ressourcer end de forholdsvist få midler, Ungarn har sat af. Siden 2016 har man brugt cirka 18 millioner euro på hjælp til forfulgte kristne i Irak, Syrien og Jordan. Til sammenligning brugte den ungarske regering over 36 millioner euro på kampagnen mod den liberale finansmand og filantrop George Soros og 76 millioner euro på finansiel støtte til Orbáns fodboldhold, Felcsút.
Religiøs forfølgelse og diskrimination er komplekse samfundsmæssige problemer. Undertrykkelsens historik, dynamikker, aktører og årsager er forskellige i forskellige kontekster – og de kræver forskellige løsninger. Forfølgelse og diskrimination af kristne i Mellemøsten kan se ganske anderledes ud end i Kina eller Eritrea.
Det er vigtigt at have blik for den rolle, som dogmatiske og ekskluderende religiøse aktører, fortolkninger og praksisser kan spille i forhold til at skabe grobund for diskrimination og undertrykkelse. Man må ikke have berøringsangst i forhold til at udfordre disse. Særligt vigtigt er det at være opmærksom på, hvilken rolle statsreligion og religiøs nationalisme kan spille i den henseende.
MEN DET ER IKKE ALTID, at religion er den eneste eller vigtigste forklaring. Faktorer som fattigdom og ulighed, konflikter og autoritære statssystemer spiller også en afgørende rolle i forhold til at skabe grobund for diskrimination og undertrykkelse af religiøse minoriteter.
I Nigeria for eksempel har angrebene på kristne bønder afgjort en religiøs dimension, men konflikten handler i lige så høj – hvis ikke højere – grad om konflikter over land og ressourcer. I Nordkorea handler det om en autoritær stat, der undertrykker alle anderledestænkende.
Det betyder, at strategier til bekæmpelse af religiøst relateret diskrimination og undertrykkelse som oftest ikke kan stå alene, men må kobles med og integreres i bredere tiltag for at sikre økonomisk udvikling, menneskerettigheder, demokratisering og fredsopbygning. Og det er faktisk sådan, de fleste organisationer, der arbejder for beskyttelse af religiøse minoriteter og tros- og religionsfrihed, arbejder – også herhjemme. Danmission har for eksempel i samarbejde med den libanesiske organisation Adyan Foundation udarbejdet et nationalt curriculum for undervisning i medborgerskab og sameksistens, der indgår som en del af religionsundervisningen på tværs af alle religiøse grupper i Libanon.
Undervisning er et af de allervigtigste midler, vi har til at bekæmpe diskrimination af kristne såvel som andre religiøse minoriteter og bidrage til at opbygge mere inkluderende samfund med plads til alle.
Selvom få danske organisationer råber lige så højt som Orbán, betyder det ikke, at de har glemt de kristne minoriteter – tværtimod. For eksempel går langt størstedelen af Dansk Missionsråds Udviklingsafdelings midler til tros- og religionsfrihedsrelaterede aktiviteter til projekter i lande, hvor kristne særligt diskrimineres og forfølges.
De fleste af de organisationer, der modtager penge, arbejder tæt sammen med lokale kristne menigheder og organisationer. Mange har i stilhed arbejdet i årevis for at styrke kristne og andre religiøse minoriteters rettigheder baseret på menneskeretlige principper om ikke-diskrimination og inklusion.
Vi burde anerkende og støtte dette arbejde frem for at nedgøre det.