Prøv avisen
Kronik

Vi kan ikke overvåge os til et terrorfrit samfund

Den danske regerings 12 nye tiltag mod terror fokuserer på overvågning, men vi kan ikke kontrollere og straffe os til et terrorfrit land. Vi kan ikke overvåge os til sammenhængskræft og tilhørsforhold, skriver kronikør.

Trosdialog er en forudsætning for, at vi kan bekæmpe hadet, uvidenheden og frygten, som fanatismen og dermed terroren næres af - også i Danmark. Vi kan nemlig ikke overvåge os til sammenhængskræft og tilhørsforhold, mener dagens kronikør, der har erfaringer med Mellemøstens ekstremisme

Jeg sidder omgivet af flyttekasser i en kold lejlighed i Libanons hovedstad, Beirut. Om få dage rykker min familie og jeg tilbage til Danmark efter to år i Mellemøsten.

Det er et forandret Danmark, vi vender hjem til, og terrorangrebet i København har sat tanker i gang hos os alle. Hvad gør drabene uden for synagogen og Krudttønden ved vores samfund, ved sammenhængskraften og vores tillid til hinanden? Og har vores opfattelse af, at Mellemøsten er et sted, hvor der udklækkes koldblodige terrorister, endnu en gang fået næring?

De seneste år har jeg været en del af Danmissions indsats i Mellemøsten. Målet er at mindske konflikter og skabe dialog mellem religiøse grupper. Arbejdet har givet mig indsigt i, hvordan vi kan bekæmpe det had, den uvidenhed og frygt, som terroren udspringer af.

Den danske regerings 12 nye tiltag mod terror fokuserer på overvågning, men vi kan ikke kontrollere og straffe os til et terrorfrit land. Vi kan ikke overvåge os til sammenhængskræft og tilhørsforhold.

Vi skal i stedet tænke bredere. Vi skal tænke globalt og i globale partnerskaber. Både de danske og mellemøstlige religiøse aktører kan og skal spille en rolle, hvis vi skal dæmme op for terror i islams navn.

Min lokale partner Fadi Daou fra den interreligiøse Adyan Foundation er skarp i sit bud på, hvad vi i Danmark skal være opmærksomme på, når vi nu lancerer en ny skærpet indsats mod terror:

”Denne type af voldelig ekstremisme, som nu også har ramt København, er et globalt problem. Et problem, som det ikke er nok kun at behandle lokalt og med lokale perspektiver. Derfor bør den danske regering bruge ressourcer på at hente viden i Mellemøsten. For vi har erfaringer - både gode og dårlige - med at forstå religiøst motiveret ekstremisme. Vi er vant til at arbejde med aktører, der kan modarbejde ekstremisme og deraf følgende terrorisme. Flere af de imamer og andre religiøse ledere, som vi samarbejder med, kan hjælpe med at udvide forståelsen af, hvad det er for et socialt og religiøst verdensbillede, som unge med muslimsk baggrund i Danmark vokser op med. De vil også kunne være med til at kaste lys over, hvorfra og hvordan de ekstreme tanker bliver udviklet, og de kan hjælpe med at forstå, hvorvidt de har eller ikke har noget med religion eller religiøs tænkning at gøre. For at komme terroren til livs må den danske indsats ikke udelukkende gøres til et sikkerhedsspørgsmål - indsatsen mod terror skal også tage højde for, at terror er et socialt og religiøst problem.”

FADI DAOU, der har været i Danmark flere gange, opfordrer os til at være mere modige. Vi - både politikere, religiøse institutioner/organisationer og almindelige borgere - skal turde være selvkritiske. Og vi skal turde udvikle sammenhængen mellem religiøs diversitet på den ene side og den sociale sammenhængskraft på den anden side:

”Det er altafgørende, at alle religiøse samfund - også de muslimske - er tydelige ledere. Når for eksempel propaganda fra en ekstremistisk gruppe som Islamisk Stat finder vej til nogle af de religiøse cirkler i Danmark, så nytter det ikke noget, at de religiøse ledere lukker øjnene og fornægter - det er en katastrofal strategi,” siger Fadi Daou, som også sender en mere direkte opfordring til danske muslimer:

”De skal hverken forsøge at vise deres uskyld eller forsøge at retfærdiggøre selve handlingen. Men muslimer skal som borgere og som religiøse individer tage et ansvar på sig og se problemerne i øjnene. Det er kun muslimer selv, der kan lave faktiske reformer af islam, og her kan de drage nytte af det positive demokratiske miljø, som de er en del af i Danmark.”

Fadi Daou og alle de mange andre betydningsfulde aktører i Mellemøsten kan hjælpe os med at udarbejde en mere sammenhængende tilgang til bekæmpelse af ekstremisme, så det ikke primært handler om overvågning og straf, men så der er plads til at beskytte og kompromisløst udfordre det hele menneske. Også det religiøse.

Vi har brug for stærke globale partnerskaber, så lad os derfor sætte de partnerskaber, som blandt andet er opstået gennem Udenrigsministeriets program Det Arabiske Initiativ, endnu mere i spil.

Som en del af Det Arabiske Initiativ har jeg og mine kolleger siden 2012 arbejdet med et ledertræningsprogram for unge forskere, undervisere, journalister, kunstnere, religiøse ledere og civilsamfundsledere fra Danmark, Syrien, Libanon og Egypten.

Programmet har i år netop fokus på, hvordan vi modarbejder ekstremisme og radikalisering og binder stærke, unge ledere sammen på tværs af politiske, religiøse og geografiske bånd. Og deltagerne får en hjælpende hånd til også at gøre en forskel lokalt. Dette er for mig at se et godt eksempel på, hvordan man på baggrund af en fælles forståelse af religionens rolle i det offentlige rum kan modarbejde ekstremisme. Det er ressourcestærke personer fra fire forskellige lande, der er indstillet på at lære af hinanden, bruge deres netværk og viden til at gøre en forskel.

Kun ved at se værdien i hinanden, kan vi respektere hinanden og åbne for dialogen, men i Danmark er vi stadig i gang med at lære at finde værdi hos hinanden på tværs af religion. Vi skal have relationerne til at fungere i dagligdagen - vi skal turde at ville være venner - på arbejdspladserne, på uddannelsesstederne og i skolesystemet.

AT VÆRE DANSKER er for mig ensbetydende med at være borger og medborger, og her skal vi til enhver tid være klar til at udfordre og engagere os. Vi skal have respekt for hinanden og den andens tro, men det betyder ikke, at vi skal acceptere hvad som helst, bare fordi det sker i religionens navn. Tværtimod!

En del af det venskab er også at være kritisk, at være med til at tage ansvar og definere grænser. Jeg vil gerne holde fast i Fadis Daous pointe om, at det er muslimer selv, der skal lave den nødvendige reform af islam. Det bedste, vi kan gøre, er at støtte vores muslimske venner og naboer i den krise, som de står i. Vi alene kan ikke stoppe ekstreme stemmer som Islamisk Stat, men vi kan være med til at sikre, at der er et alternativ, som er synligt for de unge, der ellers kunne blive lokket af fanatismen.

Man kan indvende, at dialog ikke kan hindre, at en ung fanatiker skyder to mænd i København i islams navn, eller at selvmordsbombere dræber eller sårer uskyldige, som det ulykkeligvis igen skete her i Libanon for nylig.

Efter at have boet flere steder i Mellemøsten og arbejdet med dialog og sameksistens i efterhånden en del år er jeg da også klar over, at dialog ikke er et mirakelmiddel, som løser alle problemer og konflikter.

Men jeg er overbevist om, at trosdialog og et bevidst arbejde for at opbygge rammer for konstruktiv dialog er en forudsætning for, at vi kan bekæmpe det had, den uvidenhed og den frygt, som fanatismen og dermed terroren næres af.

Det er det håb og de erfaringer, jeg tager med her fra Mellemøsten, når jeg om få dage vender tilbage til Danmark.

Birgitte Søgaard Lauta er Danmissions regionsleder i Mellemøsten