Prøv avisen
Kronik

Forskere: Vi kan sagtens sende børn på 10 måneder i dagtilbud

Børn har brug for nærværende voksne, som de kan knytte sig til. Men der er ingen belæg for at mene, at børn kun kan knytte sig til forældrene, og ingen undersøgelser har overbevisende vist en sammenhæng mellem pasning og børns tilknytning, skriver forskere fra Aalborg Universitet i dagens kronik. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Noomi Matthiesen, Lene Tanggaard og Paula Cavada Hrepich

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis der er en omsorgsfuld favn, der tager imod, er det helt okay at sende et 10 måneder gammelt barn i dagtilbud. Der er simpelthen ikke forskningsmæssigt belæg for aktuel kritik af at sende små børn i vuggestue, skriver tre forskere i dagens kronik

Med hashtagget #minnormering råbte pædagoger landet over i efteråret 2018 kollektivt op om, at der ikke er varme hænder nok i dagtilbud. De bekymrer sig om deres muligheder for at skabe et trygt og omsorgsfuldt miljø for samfundets mindste. Efter DR-programmet ”Hvem passer vores børn?” gik flere tusinde forældre i april på gaden for at demonstrere for flere pædagoger i dagtilbud, og senest har TV 2-dokumentaren ”Daginstitutioner bag facaden” rejst debat om normeringer og forholdene i landets daginstitutioner.

Der er imidlertid blevet sået tvivl om, hvorvidt problemets kerne er manglen på voksne i dagtilbuddet. I stedet er der flere, der hævder, at problemet ligger i selve samfundsstrukturen, hvor børn bliver sendt i vuggestue, ofte inden de er fyldt ét år. Denne positions førende stemme er forsker i dagtilbud Ole Henrik Hansen, lektor ved Danmarks institut for pædagogik og uddannelse. Gennemsnitsalderen for danske børn er 10,3 måneder, når de starter i vuggestue eller dagpleje.

Den 7. april udtalte Ole Henrik Hansen til Berlingske:

”Der er ingen tvivl om, at det simpelthen er for tidligt at sende børn på 10 måneder i vuggestue.”

Og senere i artiklen:

”Det er ikke en problematik, som vil ændre sig eller blive udbedret af, at der er bedre normeringer og flere pædagoger.”

Efterfølgende fortalte Ole Henrik Hansen i DR’s program ”Debatten: Er der en voksen til stede?”, at hans eget barn på to år bliver passet hjemme. Når han blev spurgt hvorfor, svarede han: ”Fordi jeg ved en ting eller to om børn, og det er ikke en god idé.” Han begrunder sin position med tilknytningsteorien, en klassisk psykologisk teori, der belyser betydningen af det lille barns trygge tilknytning til en voksen for barnets videre emotionelle og relationelle udvikling. Han sagde derfor i ”Debatten”:

”Børn i 10-månedersalderen er i den mest følsomme alder i forhold til at skabe en tryg tilknytning til en person, der vil dø for dem, og det er der kun én, måske to, personer, der vil, og det er forældrene.” Ole Henrik Hansen understreger dermed vigtigheden af tilknytningen til netop forældrene.

Ved et middagsselskab nogle få uger efter udsendelsen fortalte en vuggestuepædagog, at hun begyndte at bekymre sig om værdien af hendes arbejde, efter hun havde set Ole Henrik Hansens udtalelser i ”Debatten”. Tog hun hver dag på arbejde for at bidrage til et systematisk landsdækkende omsorgssvigt? Det stemte ikke overens med hendes erfaringer. Børnene var glade og trivedes. Men når en førende forsker udtaler sig i så klare vendinger, vækker det en tvivl, der er svær at komme uden om.

Problemet er dog, at Ole Henrik Hansen ikke har forskningsbelæg for sine udtalelser. Det erkender han også i en skriftlig udtalelse til Weekendavisen den 17. maj, hvor han skriver, at han ”ikke har påstået, at der er forskningsmæssigt belæg for at sige, at det er problematisk, at børn begynder i vuggestue i 10-månedersalderen”.

I ”Debatten” nævnte han dog forskning flere gange. Mest opsigtsvækkende var beskrivelsen af en undersøgelse, der viser, at børns kortisolniveau (der populært betegnes som stresshormonet) stiger i løbet af dagen i dagtilbud.

Ole Henrik Hansen undlod dog at nævne, at han selv udgav en rapport i 2014, der viste, at børn, der bliver passet hjemme, har samme kortisolniveau som børn, der bliver passet i dagtilbud. Børn, der går i dagtilbud, bliver altså ifølge hans egen undersøgelse gennemsnitligt ikke mere stressede, end børn der bliver passet hjemme.

Børn har brug for nærværende voksne, som de kan knytte sig til. Men der er ingen belæg for at mene, at børn kun kan knytte sig til forældrene, og ingen undersøgelser har overbevisende vist en sammenhæng mellem pasning og børns tilknytning.

Historisk set har forældrene da også sjældent været ene om at opfostre deres børn. I overklassen mellem 1700-tallet og 1900-tallet brugte man en amme og børnepassere. Børn i arbejderklassen har altid forholdt sig til mange voksne. Bedsteforældre har gennem historien spillet en afgørende rolle i børns opvækst. Et kendt afrikansk ordsprog lyder: ”Det kræver en landsby at opfostre et barn.” Til alle tider, i alle lande, har børn knyttet sig til voksne, som ikke er deres forældre, og som har været med til at løfte den store opgave, det er at opfos-tre et barn.

Ole Henrik Hansens forståelse af forældre-barn-relationen individualiserer dette ansvar og skaber en overdreven isolering og ansvarliggørelse af de enkelte forældre som de eneste, der kan skabe en sikker tilknytning hos barnet. Ud fra den forståelse står forældrene alene med hele ansvaret for at skabe fundamentet for barnets udvikling hvilende på deres skuldre.

Kernefamilien er i vores samfund relativ isoleret, da vi ikke længere bor i storfamilier. Institutionslivet muliggør en afindividualisering af forældrene og deres ansvar. Dagtilbuddet er den institution i vores samfund, som gør det muligt at være fælles om at opfostre samfundets mindste – det er vores moderne landsby. Selvfølgelig er forældre ansvarlige og helt essentielle for barnet, men langt de fleste børn kan fint knytte sig til andre voksne.

Vores politikere har ansvar for at sørge for, at der er høj kvalitet i vores børns dagtilbud. Det kræver dygtige og veluddannede professionelle. Og de kræver et sundt arbejdsmiljø, hvor de voksne har overskud til at tage sig af børnene, også dem, som har behov for ekstra omsorg og støtte. Og når der er en omsorgsfuld favn, der kan tage imod, kan forældre trygt overlade deres 10 måneder gamle barn hos de kompetente pædagoger.

Noomi Matthiesen er lektor i pædagogisk psykologi på Aalborg Universitet, Lene Tanggaard er professor i pædagogisk psykologi på Aalborg Universitet og Paula Cavada Hrepich er postdoc på Aalborg Universitet