Prøv avisen
Kronik

Vi klemmer livet ud af de ældre i omsorgens navn

"Vi klemmer livet ud af de ældre, når vi fortsat fratager dem muligheden for at være sammen med deres nærmeste," mener skribenten Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Tine Brandt-Christensen

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Min mor er 86 år og var inden covid-19 otte timer om dagen på et dagcenter for demente. Det er nu lukket, og vi har fået tilbudt en plads på et demensplejehjem. Det er uværdigt og umenneskeligt, at vi så ikke kan se hende på ubestemt tid, skriver kronikøren

Jeg skriver en kronik for at gøre jer opmærksom på, hvilken umenneskelig situation man kan stå i, når vi fortsat skærmer vores sårbare ældre for at undgå covid-19.

Jeg vil vove den påstand, at vi nu i omsorgens navn og med et mantra om for alt i verden at bevare livet er i færd med at klemme det sidste liv ud af og slukke hvert eneste personlige livslys hos en stor gruppe ældre, når vi fortsat fratager dem muligheden for at være sammen med deres nærmeste.

Balancen er ved at tippe eller er måske allerede tippet.

Min families situation før Danmarks nedlukning grundet covid-19 var den, at min 86-årige mor med alzheimers var på dagcenter for demente fem dage om ugen, otte timer om dagen.

Hun bor alene nogle gader fra mig, så hendes ønske om at bo hjemme har vi ved megen hjælp fra mig og besøg af hjemmeplejen fået til at fungere. Så længe hun i hverdagene kom på dag center, gik det.

Vi var klar over, at det inden for en nærmere fremtid ville blive nødvendigt med en plejehjemsplads. Den proces var så smsåt ved at blive sat i gang, da covid-19 kom, og alt blev sat i stå.

Fra den ene dag til den anden var der ikke noget dagcenter, hvilket betød, at min mor blev ladt alene i eget hjem i mange timer hver dag, idet hjemme plejen kun kom på de korte besøg. For min mor med alzheimers betyder det en hverdag helt i opløsning. Hun kan ikke strukturere eller beskæftige sig selv. Hun har brug for kontakt til kendte ansigter og omgivelser, der hjælper og guider hende i tid, sted og gøremål. Ellers ruller hun sig oftest ulykkelig og grædende sammen i sin seng, indtil man kommer og hjælper hende ud af denne tilstand.

Jeg og hendes nærmeste familie er den livline, der trods alt stadig kan få hende til at føle glæde og på sin egen måde i nuet tage del i livet.

Hun mistede min far for to år siden – en tæt og dyb relation, en livslang følgesvend, som hun fra helt ung delte alt med, også arbejdsfællesskabet.

Jo, ingen tvivl om, at min mor er sårbar med og uden covid-19. Ingen tvivl om, at vi i vores rige og civiliserede samfund skal hjælpe og værne om mennesker som min mor, men hvilke værnemidler kan vi i såfald forsvare at tage i brug og hvor længe?

Jeg valgte i samråd med mine søskende at tage selvbetalt orlov indtil august for at kunne tage hånd om min mor. Jeg er nu sammen med hende formiddag og frokost.

Så sover hun alene, og jeg kommer tilbage om eftermiddagen. Jeg er så at sige hendes dagcenter.

Det siger sig selv, at jeg ikke samtidig kan passe mit arbejde, og det er derfor ikke en holdbar løsning, da de økonomiske og arbejdsmæssige konsekvenser vil blive for store.

Men hvordan flytter man et menneske som hende, der helst vil blive i eget hjem og vante omgivelser, på plejehjem i en tid, hvis vi ikke må besøge hende, køre ture og tage hende med hjem? Kort sagt være sammen med hende, som vi plejer.

Hvordan skal jeg i kærlighedens og omsorgens navn forsvare og forklare hende, at jeg passer på hende og værner om hende ved at fratage hende alt det, der for hende er tilbage af værdi? De stramme regler for besøgene på plejehjemmet vil slet ikke give hende den kvalitet og det nærvær, som hendes sygdom fordrer for at opretholde god kontakt og livskvalitet.

Min mor har de seneste to år ønsket at forlade livet, og hun har frabedt sig al livsforlængende behandling. Både i de sorteste stunder, som da vi talte om nødvendigheden i at skulle flytte i plejebolig, og i de lyse, hvor vi bedre kender hende igen, taler hun om, hvordan hun nu ønsker at få lov at dø.

Min mor er troende, og vi taler om, at vi ikke selv kan bestemme, hvornår dette vil ske. Men situationen er nu den, at staten bestemmer over, hvem vi må se, og hvordan vi må være sammen. Og det har måske nok været det rigtige i en periode. Men ikke længere.

De menneskelige omkostninger er nu så store, og vi kan ikke forsvare, at vi tager den lille smule, fra dem, som har mindst. Dem, som tydeligvis også har mindst selv at skulle have sagt. Dem, som måske ikke har andet end samværet med deres nærmeste at glæde sig over. Jeg er ikke i tvivl om, at vi er ved at klemme livet ud af de allermest sårbare – og det endda i omsorgens navn.

Det er ikke nogens intention. Det er jeg sikker på. Men det er situationen nu, og det skal der hurtigt findes løsninger på.

Vi må have adgang og tid med vores familiemedlemmer. Vi må eventuelt have mobile plexiglasskærme, som kan flyttes ind på egne stuer. Der skal findes mere humane løsninger og individuelle løsninger. Isolationen må ophøre.

Jeg efterlyser voksne, etiske mennesker, der ser på livet som mere end en målbar størrelse. Jeg efterlyser voksne, der tør tage ansvar for det humane og den fornuft, der ligger i at vælge livskvalitet frem for livslængde.

Vi har netop fået tilbudt plads til min mor på et demensplejehjem. De virker søde og imødekommende, og jeg betvivler ikke deres kompetencer og evne til at skabe et godt miljø, som min mor under normale forhold ville have glæde af. Men som situationen er nu, er der ingen blød landing, men kun hård opstart i vente for min skrøbelige mor.

For vi kan ikke få at vide, hvornår vi kan være sammen med hende i hendes nye hjem, ifald hun flytter ind. At sidde i et telt og skulle formidle omsorg og nærvær i begrænset tid til en dement, er i vores situation ikke en reel hjælp.

Vælger vi at sige ja tak til pladsen, siger vi således farvel til at kunne være sammen med min mor på ubestemt tid.

Vi siger ja til at efterlade hende til udelukkende ukendte faktorer, som hun skal navigere i helt uden livliner – for familien er uden tvivl hendes livliner. Det er uværdigt og umenneskeligt, og man ville aldrig tillade det, hvis der var tale om et barn.

Min mor er qua sin sygdom som et barn. Jeg har længe været min mors mor. Det har jeg klaret, men at det måske skal slutte sådan, det bliver det sværeste for mig at skulle leve videre med.

Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg har forståelse for den alvorlige situation, vi er igennem med covid-19, men restriktionerne på ældreområdet kan ikke videreføres i halve år uden enorme menneskelige omkostninger, og tiden er tydeligvis inde til, at vi nu tør se det i øjnene.

Det er også vigtigt for mig at pointere, at jeg med denne henvendelse ikke vil kritisere hverken hjemmepleje eller plejehjem. De handler efter de givne omstændigheder.