Prøv avisen
Kronik

Tidligere biskop: Vi kristne bør tale mere med muslimer om dommedag

Der er brug for dybe og grundlæggende samtaler om, hvad vi håber på og længes efter, skriver tidligere biskop og ph.d.-studerende Steen Skovsgaard. Foto: Emil Kastrup Andersen

For kristne er det nærmest pinagtigt at tale om dommedag. Men både kristne og muslimer tror på dagen, hvor mennesker skal aflægge regnskab. Ligeledes tror både muslimer og kristne på, at Jesus kommer igen som frelser. Det åbner for en uudnyttet samtale mellem kristne og muslimer, mener tidligere biskop og ph.d.-studerende Steen Skovsgaard

FOR FLERE ÅR SIDEN var jeg inviteret hjem til en imam i Gellerup. Vi havde gennem længere tid haft flere gode samtaler og kendte efterhånden hinanden ret godt. Nu sad vi og fik te og kage, som vi indtog siddende på gulvet i den pæne lejlighed. Hans kone var i køkkenet, og hans mindre drenge serverede for os. Vi talte om stort og småt og kom også til at tale om dommedag. Her sagde han noget til mig, som jeg aldrig har glemt: ”Der går ikke en time, hvor jeg ikke tænker på dommedag.” Og efter en kort pause: ”For hvordan vil det mon gå på dommens dag?”.

Der var en smerte og ægte bekymring i ordene. Jeg fik svaret noget i retning af, at det faktisk ikke var noget, jeg tænkte så meget på. At frygten for dommedag ikke er noget, som fylder for kristne. Vi tror jo på Jesus som vores frelser. Det gjorde tilsyneladende ikke det store indtryk, og vi talte ikke mere om det.

Efter kort tid flyttede han til en anden by, så vi fik aldrig talt mere sammen. Men jeg har ofte tænkt på ham og på denne korte ordveksling om dommedag i islam og kristendom. For jeg er overbevist om, at det er en vigtig problemstilling og uudnyttet samtalemulighed mellem kristne og muslimer, som bør vises langt større opmærksomhed. Både muslimer og kristne har det nemlig som en vigtig del af bekendelsen. Vi tror på, at der er en dommedag, regnskabsdagen, hvor mennesker skal aflægge regnskab, som Jesus siger det: ”(...) for ethvert tomt ord, de har talt”. (Matt. 12, 36). Spørgsmålet er bare, hvad vi i grunden tænker og mener.

Det samme er tilfældet med troen på, at Jesus skal komme igen. Det dogme har vi ligeledes tilfælles med muslimerne. De venter også, at Jesus skal komme igen, og det endda som frelser. Det er noget, jeg først for nylig har hørt i nogle samtaler med et par imamer. Uafhængigt af hinanden fortalte de mig, at de ikke venter Jesus som profet, men som frelser. Første gang jeg hørte det, sagde jeg, at her faldt der da en væg ned imellem os. For det er jo også min forventning. Men spørgsmålet er også her, hvad vi i grunden tænker og mener.

DERFOR ER DER BRUG FOR dybe og grundlæggende samtaler om, hvad vi håber på og længes efter. I en sådan religionsdialog er der i hvert fald tre forhold, som efter min mening er vigtige at holde sig for øje:

1) ”Ikke alle fingre er ens, selvom de sidder på samme hånd.” Sådan lyder et arabisk ordsprog. Det betyder, at islam er fuld af nuancer og forskelligheder, og at ikke alle muslimer tænker og tror det samme. Det kan lyde banalt, men vi bør huske, at muslimer er lige så forskellige som kristne, og vi ved ikke, hvad de tror, førend vi har talt med dem.

2) For det andet er det vigtigt at se forskellene i øjnene. Det er på forskellene, at vi kender hinanden. Det kan være udmærket at kende til lighederne og tale om dem, men det afgørende er at kende og være sig bevidst om forskellene. Det er, som hvis vi vil sammenligne et æbletræ og et pæretræ. De har mange ligheder, men de er ikke ens. Og det er forskellene, som definerer, hvad det er for et træ. Det er ligeledes forskellene, der definerer os som troende. Derfor skal vi værne om og være bevidst om forskellene.

3) I de mange samtaler, jeg i årenes løb har haft med muslimer, har jeg gang på gang oplevet det, som jeg har kaldt for sandpapir for troen. At møde islam er sandpapir for kristentroen. Islam er en modsigelse af det inderste i den kristne tro, og at blive modsagt er netop med til at få én til at overveje og skærpe bevidstheden om eget ståsted. Det forhold gælder i øvrigt for begge parter.

Islam er Guds ris til en lunken kristenhed, siger Luther et sted. Det er en karsk måde at udtrykke, hvordan islam kan være med til at bevidstgøre det i kristentroen, som er blevet lunkent, mosbegroet eller uklart. Og det er dommedag. Selvom det er et centralt tema i kristendommen, i Jesu forkyndelse og i bekendelsesskrifterne, så er det ikke alene upåagtet og trænger til at blive slebet op, det er endda blevet pinagtigt at tale om eller at tro på dommedag. Så hellere tie eller latterliggøre og overlade dommedag og dommedagsforestillingerne til sekter, dommedagsprofeter, katastrofefilm og science fiction-bøger.

Derfor forbindes dommedag efterhånden udelukkende med katastrofer, krige, klimaforandringer og økonomisk sammenbrud. Ikke underligt, at mange bliver knugede, triste, modløse og bange, når de hører om dommedag. For hvordan kan man holde ud at høre, at denne verden skal gå under?

For ikke at lade andre overtage betydningen af dommedag må vi som kristne besinde os på, hvad vi mener, når vi taler om dommedag. Det er nemlig ikke bare verdens undergang.

MEN HVAD ER DOMMEDAG da så? Og hvad skal dommedagen gøre godt for? Ja, hvad er i grunden forskellen på dommedag i islam og i kristendommen? Det emne har jeg fået lejlighed til at studere på Aarhus Universitet. Det hedder med et fint ord ”eskatologi”. Det kommer af det græske ord eskaton, som betyder målet. Med andre ord: Hvad er målet for livet? Det spørgsmål kan fortælle os noget om, hvad formålet er. Det, som kommer før målet. Hvad er meningen med livet?

På én af de mange hjemmesider om islam, som jeg i øjeblikket er i gang med at studere, kan man læse følgende:

”Dette liv: dunya, tjener udelukkende som forberedelse til det næste liv: akhira. Ved vores fødsel blev vi skabt i fitrah (syndfrihed), men igennem hele vores tilværelse i dunya, fra det allerførste åndedrag til det sidste sekund, bliver vi fulgt af to engle, som noterer alle vores gerninger. Vi bliver holdt ansvarlige for de gerninger, vi udfører, og de intentioner, vi har valgt at have. Regnskabet begynder i graven, og det er dette regnskab, der afgør vores skæbne i akhira. Dette faktum bør man hele tiden være sig bevidst.”

Så livet er en test, en forberedelse til at møde Gud, som en eksamen. Det egent- lige liv er med andre ord ikke dette, men det, som skal komme.

Det kristne svar er ikke helt så enkelt. Vi venter ganske vist også på det kommende Gudsrige, men vi tror samtidig på, at det allerede er ankommet. Gud er kommet til verden gennem Jesus Kristus, sådan som vi skal fejre det i julen. Vi er i ham befriet fra dommen, ja, befriet fra døden og fortabelsen. Alt det hører vi i det, som Jesus sagde og gjorde i det, som Johannes Sløk kalder for gudmenneskets historie. Og når vi holder os til den, så skulle det ifølge Sløk: ”(...) ikke synes nogen sag at leve vor egen lille menneskelige historie til dens afslutning (...) Den historie kan vi leve til ende som de befriede, der ikke længere skal opfylde noget krav eller stå mål med noget ideal; og som rent tidsfordriv – for dog ikke at gå ledige omkring, som Luther udtrykte det – kan vi efter fattig evne, bidrage til at løse de problemer, som denne tilværelse måtte stille os. Ubekymrede, for intet afhænger længere af, om vi får held med de bestræbelser (...)”.

Ubekymrede og frie. Det er faktisk det, som Jesus også siger, når han taler om de sidste tider og dommedag: ”Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Med andre ord: Løft jeres hoveder. Vær frimodige. Glæd jer og frygt ikke. For jeres fader har besluttet at give jer riget. Dommedag ligger på en måde bag jer. Eller rettere, som Jesus siger: ”I er allerede rene, på grund af det ord, jeg har talt til jer.” (Johs. 15,3).

På den måde er frygten for dommedag i evangeliet afløst af frimodighed, tillidsfuld glæde og tryg forventning. Og hvor har vi dog brug for at høre det og tale om det.