Har du følt dig ensom og forladt af en verden det seneste år? Så er du næppe den eneste. Samfundet er blevet til et hospital, hvor rødglødende smittekurver sætter rammerne for menneskelivet, og hvor medmennesket er reduceret til infektionstrussel.
Alt er kold beregning, kalkuleret nødvendighed og hvidkitlet forsagelse af døden. Heldigvis ved mange af os, at den korteste vej mellem mennesker går gennem litteraturen. Man kan sætte sig i sin corona-isolerede lænestol og kort efter være om bord på et hvalfangerskib, til salon i det franske højborgerskab, på guidet tur igennem Helvedes cirkler eller på visit i Sommerfugledalen, hvor livets, dødens og medmenneskets nærvær mærkes helt ind i knoglerne.
Litteraturen kan bringe os tæt på andre mennesker på tværs af tid og sted. Vi kan knytte meningsgivende, empatiske og varige bånd til Dostojevskijs kældermenneske eller til Rowlings Harry Potter, fordi den litterære fiktion på én gang er det mest intime kulturelle aftryk af medmenneskets indre og en kilde til indblik i den ydre verdens mangfoldighed. Læsningen tager os ud af os selv og ind i verden. Med en god bog i hånden er du aldrig alene.
Ifølge professor Tina Lupton fra Københavns Universitet viser forskning i danskernes læsevaner under corona-nedlukningen, at lystlæsningen er blomstret. På Carlsbergfondets hjemmeside konkluderer hun på baggrund af forskningsprojektet ”The experience of reading during covid-19 lockdown”, at læsning på tværs af befolkningsgrupper er ”blevet prioriteret i usædvanlig grad”. Antallet af læsere har ellers været støt faldende i årevis – især blandt børn og unge. Nu byder en historisk mulighed for at give litteraturen nye vinger sig til.
Men der er et stort problem! Det samfund, der i disse uger med forsigtige skridt genåbner, er et litteraturfjendtligt samfund, hvor fordybelse, selvforglemmelse og åndsliv, der ikke kan vejes og måles, behandles som en generende sten i skoen under den taktfaste march imod målbar vækst.
Det faktum udtrykkes for eksempel i litteraturens skammeligt nedprioriterede plads i det danske uddannelsessystem. De børn og unge, som under nedlukningen har fundet vej til litteraturens magi, skal tilbage til skoler og uddannelser, der efter politisk udstukne noder har udfaset og negligeret litteraturen igennem årtier.
I gymnasieskolens danskfag skulle man indtil 1980’erne læse 11 litterære værker, i 1990’erne var tallet reduceret til otte. Efter reformer i 2005 og 2017, hvor litteraturdimensionen i danskfaget i øvrigt skrumpede til 50 procent af det samlede fag, er det nu sådan, at gymnasieelever i løbet af danskfagets treårige forløb blot skal læse mindst fire værker i forbindelse med ” fortrinsvis” litterære undervisningsforløb. Begrebet værk kan i øvrigt tolkes bredt og for eksempel være ”en forfatterblog”, som fagets vejledning præciserer. I naturlig forlængelse af derouten taber litteraturen terræn til andre stofområder år efter år i fagets eksamensopgaver.
Også i gymnasieskolens fremmedsprog har litteraturen længe været på retur, ligesom andre fagområder såsom medier og kommunikation har vundet større og større indpas. For eksempel menes end ikke elever, der har engelsk på højeste niveau, at kunne gumle sig igennem ét eneste Shakespeare-værk. De skal i stedet læse ”uddrag af værker af Shakespeare” for dog at snuse lidt uforpligtende til mesterens oeuvre .
Værre endnu står det til i folkeskolen. Den har i udgangspunktet et dobbelt forhold til litteraturen. På den ene side er det skolens opgave at lære børn at læse, og her inddrages litteraturen rimeligvis instrumentelt som et middel til målet: læsekompetencen. På den anden side står den mindre målbare dannelse, som i skolens formålsparagraf udtrykkes med formuleringer om elevernes fortrolighed med dansk og international kultur samt størrelser som oplevelse, fordybelse, erkendelse og fantasi. I forhold til disse dimensioner bør læsningen af litteraturen i sig selv indeholde sit mål.
Ikke desto mindre har de senere års målstyringsfetichistiske vinde, der er blæst ind over skolen, formået at underkaste den litterære oplevelse instrumentaliseringstrenden. Man kan således ofte se ”lystlæsningen” presset ind i de såkaldte læsekontrakter, hvor eleven efter endt skoledag – med pacende forældre som institutionens forlængede arm – forpligtes til at slide sig igennem et eller andet antal daglige læsningsminutter for ikke at sakke bagud med læsekompetencen. Læsetvangen stortrives i nutidens barndom, mens læselysten er i frit fald. Ingen i eller omkring folkeskolen synes længere at påpege den ret åbenlyse sammenhæng.
Da Børne- og Undervisningsministeriet i 2019 lancerede en pulje til at understøtte læselysten, stod det således fra starten klart, at lystighederne alene havde til formål at løfte læsekompetencen. Man har politisk skabt en generation af børn, hvis eneste forhold til litteraturen er, at den er en sur pligt på linje med at rydde op på værelset. Når læsningen er klaret, får man dagen efter uddelt en emoji, når læreren som en fordums østbloktolder kontrollerer, om læsekontrakten nu også er i orden.
I den helt anden ende af uddannelsessystemet begynder syndens blomster så småt at folde kronbladene ud. Da jeg for knap 10 år siden underviste på danskstudiet på Københavns Universitet, blev jeg flere gange overrasket over de studerendes manglende kendskab til centrale litteraturhistoriske værker. Adspurgt, om de i det daglige læste skønlitteratur, var der på visse hold mellem en tredjedel og halvdelen, der svarede nej. Og det var danskstuderende. På universitetet!
I januar i år skrev Bodil Christensen, der underviser på læreruddannelsen i Aalborg, et bekymrende blogindlæg på folkeskolen.dk. Her berettede hun, at hun efter juleferien havde spurgt sit hold af kommende dansklærere, hvad de havde læst af god litteratur i den netop overståede ferie. Det nedslående svar var, at nogle havde læst lidt ungdoms- og børnebøger, men at hver tredje svarede, at de intet havde læst, fordi de havde ”holdt fri”. Denne sammenkobling imellem litteratur og sur pligt, som kursisternes svar var udtryk for, gik igen i de over 100 kommentarer, som bloggen kastede af sig på folkeskolen.dk’s Facebook-side. Selve præmissen for indlægget blev også diskuteret: Er det overhovedet væsentligt at finde glæde i litteratur, hvis man er kommende dansklærer i folkeskolen?
Som samfund kan vi nu ane konturerne af en realitet, hvor end ikke fremtidens dansklærere i folkeskolen og på gymnasiet kan se litteraturens iboende værdi. Kommende generationer af børn og unge skal i tiltagende grad introduceres til litteraturens forførelse, meningsfuldhed og eksistentielle forvandlingskraft af mennesker, der ikke gider at læse, når de har fri, fordi de har lært, at læsningen af skønlitteratur er et nødvendigt onde for at erhverve sig kompetencer, der skal bruges på fremtidens diffuse jobmarked.
Vores samfund er i disse år præget af et omsiggribende meningstab, af historieløshed og af epidemisk stress og angst. Der findes næppe en bedre kur mod disse plager end litteraturen. Lad os håbe, at den erkendelse også trænger igennem til de aktuelle magthaveres temmelig afsjælede virkelighedsopfattelse, før den genfundne læselyst kvæles helt i målstyring, kolde kalkuler og vækstfremmende nødvendighedstænkning.