Özlem Cekic: Vi må alle bygge bro ved at lytte nysgerrigt til hinanden

Kan kampen for demokratiet udliciteres til sidemanden? Det mener jeg ikke. Derfor er vi hver især er nødt til at gøre noget for demokratiet, og jeg mener, at vi gør det bedst gennem samtalen. Nytter det noget? spørger folk tit. Ja, naturligvis! skriver Özlem Cekic

Özlem Sara Cekic.
Özlem Sara Cekic. Foto: Leif Tuxen

DA JEG VAR BARN, drømte jeg om at redde verden. Mine forældre drømte om 40 får og et hus i landsbyen i Tyrkiet. I dag har mine forældre råd til at realisere deres drøm, mens jeg har svært ved at tale højt om min. For mens barnets drøm er befriende i sin naivitet, løber den voksne drømmer en risiko for at blive latterliggjort. Min drøm har ændret sig, men pointen er den samme: Når jeg en dag bliver gammel og sidder i min gyngestol i min kolonihave omgivet af mine børnebørn, vil jeg gerne kunne sige, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at gøre verden til et bedre sted. Ikke for at bevise noget for andre. Ikke for at få en medalje. Alene for at kunne dø med god samvittighed i visheden om, at jeg har taget mit personlige ansvar alvorligt.

Jeg gik ind i politik, da jeg var sygeplejerske på Bispebjerg Hospital. Jeg ville forbedre forholdene for sindslidende børn og unge. De børn var grunden til, at jeg blev politisk aktiv. I alt for mange år af mit politiske liv troede jeg, at magten var et andet sted end der, hvor jeg var. Både som sygeplejerske, som tillidsmand, som frivillig, som partimedlem og som folketingsmedlem troede jeg, at andre grupper bestemte mere.

Det tror jeg ikke længere. Nu tror jeg på, at vi hver især bestemmer noget der, hvor vi er, og derfor skal vi hver især gøre noget dér, hvor vi er. Derfor må vi aldrig undervurdere vores egen indsats.

Jeg er tilbage ved mit udgangspunkt, i græsrodsarbejdet. Nu sætter jeg min lid til folket, for jeg tror på, at folket også har magten. Folket er mennesker som dig, mig og alle dem omkring os, og det

er folket, som har skabt de største forandringer i vores samfund. Alle de store bevægelser – kvindebevægelsen, andelsbevægelsen, miljøbevægelsen, fredsbevægelsen, arbejderbevægelsen, studenterbevægelsen og mange andre – er startet blandt folket, hvor det personlige engagement har været drivkraften. Bevægelserne er vokset op nedefra, har skabt forandringer. Folket har rejst sig og presset de folkevalgte i Folketinget til at finde solidariske, humanistiske og bæredygtige løsninger.

JEG HÅBER OG TROR PÅ, at folket igen vil bevæge sig og sige fra over for populismen, ekstremismen og nationalismen og presse de folkevalgte til at tale håbet, dialogen og demokratiet op. De store bevægelser går også ofte hånd i hånd med store ledere. Et oplagt eksempel er borgerrettighedsbevægelsen og Martin Luther King, og herhjemme kunne man pege på højskolebevægelsen og Grundtvig eller arbejderbevægelsen og Anker Jørgensen. Vi har brug for ledere, der kan samle os i stedet for at spille os op mod hinanden. Ledere, der kan insistere på den demokratiske samtale som det vigtigste redskab til at få så mange som muligt med i de demokratiske fællesskaber.

Desværre gør flertallet af danske politikeres generaliseringer borgerne fremmede for hinanden. Der går let overbudspolitik i, hvem der er bedst til at dæmonisere. Og dæmoniseringen af minoriteterne i Danmark – såvel som dæmoniseringen af folk, der stemmer højrenationalt – gør, at vi frygter hinanden og glemmer at være nysgerrige. Det truer sammenhængskraften i samfundet og vores opfattelse af demokratiske vær- dier. Folketinget er ellers den institution, som kan skabe de største forandringer på godt og ondt. De love, som Folketinget vedtager, kan både grave grøfter og bygge broer. Derfor skal vi hver især sige fra, når politikerne svigter deres ansvar for at bygge broer. Men vi skal samtidig være bevidste om vores egen rolle som borgere i Danmark, både fordi vi er med til at sammensætte det politiske flertal, og fordi broer og grøfter ikke alene bygges af Folketinget. Vi har alle et ansvar.

Og her har jeg observeret noget, der går igen på tværs af mange af mine dialogkaffemøder de seneste otte år – uanset om jeg taler med humanisten eller racisten, folk fra Sønderjylland eller København, muslimen eller ateisten: Det er altid andres skyld, og andre må gøre noget. Folketinget må gøre noget. Kommunen må gøre noget. Skolen må gøre noget. Naboen må gøre noget. Men sjældent siger folk, at de selv må gøre noget.

Kan kampen for demokratiet udliciteres til sidemanden? Det mener jeg ikke. Derfor er vi hver især nødt til at gøre noget for demokratiet, og jeg mener, at vi gør det bedst gennem samtalen. Nytter det noget at mødes og insistere på samtalen? spørger folk tit mig om. Ja, naturligvis! Det viser historien. Kvinder havde ikke stemmeret, abort var forbudt, homoseksualitet var en sygdom, og det var tilladt at slå børn. Men det er det ikke længere. Netop fordi der var nogle, der insisterede på, at samtale kunne rykke holdninger. Men vejen til forståelse er ikke at ignorere de holdninger, man ikke kan lide. Holdninger kan ikke ties ihjel. Men holdninger kan rykkes med debat, kritisk samtale og insisteren på en dialog, som ikke er dæmoniserende.

Afstanden mellem mennesker ser ud til at øges. Ekstremisterne vokser sig stærkere, både på højre- og venstrefløjen, og blandt fundamentalistiske politiske og religiøse grupperinger lyder stemmerne højere. Blandt den almindelige befolkning lægger vi i stigende grad afstand til hinanden. Især på sociale medier får sproget en grovere form, og man stempler hurtigt hinanden som racister, landsforrædere eller det, der er værre. Desværre synes jeg, at politikere på Christiansborg ofte er med til at grave grøfterne dybere. Politikere på både højre- og venstrefløjen falder tit over hinanden for at tegne fjendebilleder op. Desværre bidrager medierne også nogle gange til denne udvikling.

EKSTREMISTERNE SKAL BEKÆMPES, men løsningen er hverken at møde had med had eller at tale hadet efter munden. Vi er nødt til at lytte til hinanden for at forstå, hvor afmagten, frustrationen og til tider hadet kommer fra. Og stille de svære spørgsmål for at bygge bro over de grøfter, der er gravet.

Det er, når vi lytter nysgerrigt til hinanden og formår at finde et fælles sprog, at det også bliver muligt at bygge bro. Jeg siger ikke, at alle holdninger er lige gode. Tværtimod – og derfor ønsker jeg at samtale med så mange som muligt, så længe som muligt, for at få størst tilslutning til demokratiske fællesskaber og for at forbygge vold og had.

Jeg er mønsterbryder på flere fronter. Jeg kommer fra et arbejderhjem, har hadet befolkningsgrupper tidligere i mit liv og har også til tider været meget ekstrem i mine religiøse fortolkninger. Mine venskaber med tyrkere, racister, jøder og danskere har vaccineret mig mod generaliseringer og fordomme. Det er ikke kun mine venner, der har hjulpet. Også de mennesker, jeg har mødt, diskuteret med, grint med og delt personlige holdninger med, har jeg knyttet bånd til.

På min vej er jeg blevet hjulpet af ildsjæle, som har taget et personligt ansvar på deres skuldre, og som har rakt mig deres hånd og inviteret mig ind i de demokratiske fællesskaber. De har brugt tid på at argumentere og tale med mig. De mennesker har formet mig som demokrat og som brobygger. Havde det ikke været for ildsjæle, for fyrtårne og for velfærdssamfundets sikkerhedsnet, var jeg aldrig nået så langt, som jeg er. Jeg er ikke blevet opgivet! Det er muligt at rykke mennesker.

Som overrabbiner Bent Melchior plejer at sige, er der altid lys for enden af tunnelen. Når vi kan have svært ved at se det, skyldes det, at tunnelen ikke altid er lige. Derfor er det også vigtigt, at vi som mennesker kan bøje os mod hinanden på de rigtige tidspunkter, så begge parter kan få noget ud af det. Hver gang vi redder et menneske fra ekstremismen og nationalismen, så redder vi også et stykke af vores demokratiske verden.

Den magt har du, jeg og vi – sammen!