I DANMARK HAR BEGREBET ”folkelig dannelse” altid været tæt knyttet til historien. Det betyder tre ting: omfattende kundskaber om landets forankring og bevægelser gennem århundrederne og disse bevægelsers produkter, dernæst en følelse af kritisk forbundethed og solidaritet med dette steds handlinger og endelig en vilje til altid at holde denne forbundenhed ved lige i nye handlinger og udtryk, som holder den folkelige dannelse i bevægelse.
Den folkelige dannelse er uløseligt knyttet til det grundtvigske skole- og foreningsarbejde, men har også rødder tilbage i det jødiske historiebegreb, at historien har en udvikling hen mod et mål og frem i det moderne liv. Der er tale om en skabelsesproces, hvor befolkningen dannes og danner sig selv fra almue til folk. Metoden er den såkaldt historisk-poetiske. Det vil sige, at historiens eksistentielle genklang i individerne ikke kan høres for alvor uden digterisk kraft som for eksempel i Grundtvigs egne sange, Ingemanns romaner, Johs. V. Jensens og Ebbe Reichs danmarkshistorie. At blive et folk er en vedvarende proces, hvor mennesket bliver til i et historisk-poetisk fællesskab med verdensborgerligt udsyn og interesse.
Folkelig dannelse er altså historisk-poetisk, og dannelsen tager karakter efter et givet folks ånd. Men folkets ånd kan ikke lægges fast på forhånd. Den er bestemt af sproget, af indtryk udefra, af praktiske forhold, hvad man kan indoptage som sit eget. Til udtrykket folkets ånd hører altså en forestilling om, at et folk lever i og ved en ubestemt praksis, som hele tiden udvikles, men som ikke uden videre kan udskiftes med en anden.
Hos Grundtvig er det folkelige fællesskab, folkeånden, desuden forudsætningen for kærligheden og for, at vi kan opnå erfaringer med Guds kærlighed, som vi her kan oversætte med den livsfylde, man ikke skylder sig selv. Alle mennesker og folkeslag kan erfare Guds kærlighed. Det er ikke forbeholdt særligt udvalgte grupper eller religioner, men der er en forbindelse mellem folkets ånd og religionen, som man løbende må undersøge, vedligeholde og tage stilling til. De forskellige religioner giver anledning til forskellige folkeånder.
DANSK DANNELSESHISTORIE er primært præget af to retninger, den beskrevne grundtvigske og den tyske nyhumanisme (Bildung), institutionaliseret i 1810 med grundlæggelsen af Humboldt Universitetet i Berlin. Tysk dannelse er funderet i filosofien. Filosofien er kongedisciplinen, der skal skabe helhed og identitet blandt de forskellige fag. Det dannede menneske skal hos nyhumanisterne have en særlig forbundenhed til litteraturen, musikken, matematikken, kunsten og de klassiske sprog. Et menneske når gennem denne tilgang en dybere indsigt i sig selv og i verden, som er mere end summen af indsigterne i de specifikke fag. Nyhumanismens intention var at skabe en helhed i en gryende og splittet moderne verden. Den danske gymnasieverden og universitetet var funderet i nyhumanismen til langt op i anden halvdel af det 20. århundrede og er det til dels stadigvæk, selvom det ofte kniber med hukommelsen.
I forbindelse med nationalstatens opståen og de første grundlove blev dannelsen mange steder knyttet til nationalstatens overlevelse og opbygning. Næsten alt blev folkeligt, og den nye folkelighed kunne selv oplyse staten og definere politisk handlen. Folkelig oplysning var fra folket til staten i lige så høj grad som den anden vej. Vi fik en dialektik mellem politik og pædagogik, som er værd at bevare.
DEN DANSKE dannelsestradition har således to centrale afsæt: historien og filosofien, Grundtvig og von Humboldt, som altså begge havde rødder i antikkens tanker. Både før og siden er flere dannelsesteorier kommet til, for eksempel det moderne gennembrud, den tidlige reformpædagogik og den moderne fænomenologi, men de har måttet forbinde sig med de oprindelige strukturer.
Alle de nævnte tilgange har rødder i den europæiske og nationale kulturs rige historie og vekselvirkninger. Det er en faglig, national og medborgerlig fest at studere disse kilder.
Globaliseringen, den ikke-vestlige indvandring og EU’s aktuelle krise har givet diskussionen om nationalitet og dannelse en renæssance. Desværre italesætter medier, journalister og politikere på både højre- og venstrefløjen det danske som et spørgsmål om banale identitetspolitiske vaner, som sættes i modsætning til verden omkring os. Noget rent ydre. Hvis denne tilgang til landets tradition ikke skal ende i enten en vildfaren og rigid nationalisme eller i en lige så vildfaren globaliserings- og digitaliseringsiver, er det nødvendigt, at vi besinder os på det folkelige og dette begrebs mange forbindelser og muligheder. En besindelse, som rækker langt videre end madvaner eller juridiske bestemmelser.
VI MENER, at en national sindethed i forlængelse af Grundtvigs forestilling om folkeånden er en vej at gå, som aldrig er lige eller færdigudstukket, men som er et kulturelt muldlag, som både idéer og institutioner må vokse ud af og tage farve af. Den folkelige danskhed er et aldrig afsluttet kald til enhver, der vil være i landet, og som ønsker at høre til, og altså et af de udtryk, vi har til at betegne et kulturelt forpligtende fællesskab af åndelige og praktiske vekselvirkninger.
For at kunne tage denne udfordring op, må der uddannelse og dannelse til, som vel at mærke hverken er blå eller rød. Dannelsen inspirerer for tiden rigtig mange med interesse for kundskaber, udsyn og ståsteder. Hvordan står det så til med dannelsen i uddannelsessystemet? Desværre meget dårligt. Skolereformen og læreruddannelsen er for eksempel konstrueret i et direkte opgør med de dannelseskilder, vi netop har skitseret. Landets pædagogik er overtaget af et nysprogsregime uden lige, der vil detailstyre den såkaldte læring, før kundskabsprocessen overhovedet kommer i gang. Årsagen er, at økonomisk optimering og ikke dannelse er blevet den centrale pædagogiske kategori.
Både de politiske og administrative lag, herunder Kommunernes Landsforening, bærer et ansvar for disse problemer, men store dele af den understøttende pædagogiske intelligentsia har i mange år stået på antidannelsens side.
Forestillingen om dannelse er derfor trængt i alle samfundslag, også selvom dannelse igen er noget, alle taler om. Den folkelige dannelse i Danmark kan på sin side kun vokse ud af den kulturelle dynamik, vi allerede har, og som kan mødes med andre landes intellektuelle, praktiske og kunstneriske strømme.
På den måde får vi en interessant spænding i uddannelsessystemet mellem den folkelige grundskole og det europæiske kundskabsgymnasium. Spørgsmålet er, om vi kan skabe politisk resonans for en genvindelse af vores dannelsestraditioner. Har vi mod til at gendanne en eller anden version af nyhumanismen i moderne regi på humaniora og gymnasieskolerne? Bør vi genetablere et filosofikum, som regeringen nu lægger op til, og som forhåbentlig skal imødegå åndløsheden og instrumentalismen blandt de højtuddannede? Og hvordan er i øvrigt forsknings- og lærerfrihedens almene tilstand? Kan vi fremme folkeligheden og dermed modvirke atomisering og abstrakt individualisme? Hvordan kan borgere med muslimsk tro bidrage til den folkelige danskhed? Hvordan får vi styrket en folkelig bykultur og en frit diskuterende akademisk kultur, som heller ikke er bange for at gå udklædt til en fest? Ved at svare på disse spørgsmål kan vi modvirke instrumentaliseringen af samfundet.