VALGMENIGHEDSPRÆST Morten Kvist rejste i kronikken i Kristeligt Dagblad i onsdags nogle gedigne spørgsmål om mediers og journalisters ageren. Det skete som eftertanke på den behandling han fik, da medierne i forbindelse med hans forestående prædiken ved åbningsgudstjenesten i Folketinget den 2. oktober fandt nogle gamle citater frem og skabe furore.
Morten Kvists reaktion er forståelig, og det kritiske lys på mediernes rolle her fuldstændig berettiget. Han blev hængt op på en bestemt måde at tolke en ædruelig argumentation på, forstærket af måden, det blev sat i kontekst på, og med bevidst udeladelse af citater, som ville stille sagen i et mere nuanceret lys.
Mange andre har oplevet lignende. Tag nu Margrethe Vestager (R), udødeliggjort gennem et angiveligt hjerteløst og kynisk udsagn i 2012 rettet mod ulykkeligt ramte mennesker, der mister dagpenge: ”Sådan er det jo.” Hun sagde: ”Sådan er det jo. På et tidspunkt kan man ikke være på dagpenge længere.” Intet i det udsagn rummer nogen værdimæssig stillingtagen til, om det er rimeligt eller ej, at dagpenge ikke løber evigt, men stopper før eller siden.
Hvad Vestager siger er uigendriveligt logisk og objektivt. Men udsagnet ”Sådan er det jo” blev i medier udlagt og i det meste af offentligheden forstået som indikation af en følelseskold og kynisk politiker. Prøv i dag at finde en på gaden, der mener noget andet.
Det er næppe nogen stor overdrivelse at bruge udtrykket ”udødeliggjort”, selvom Vestager heldigvis er spillevende og forhåbentlig vil kunne bidrage til de europæiske samfunds udvikling i årtier endnu. En googlesøgning på ”Sådan er det jo” + ”Vestager” giver 71.000 hits. Sætningen ”Sådan er det jo”, vel at mærke tillagt en mening, som ikke med rimelighed kan siges at ligge i de sagte ord, vil bestå på internettet ”til evig tid” som en markant del af hendes politiske eftermæle.
Også i tilfældet med Margrete Vestager var det medierne, der bar det frem i et tilsnit, der muliggjorde, hvis ikke ligefrem tilsigtede, en bestemt opfattelse deraf hos modtageren. Helt som i Morten Kvists tilfælde. Så at rette søgelyset mod medierne er berettiget. ”Hvad skal der til, for at medierne begynder at stille de spørgsmål til sig selv, som deres hurtige hverdag ikke af sig selv lægger op til?”, spørger Morten Kvist. Faktisk er der så småt en vis selvrefleksion i gang, fremskyndet af både fake news-debatten og journalisters rutinemæssige elendige placering i troværdighedsmålinger.
VED ”REDAKTØRERNES DØGN” i september, arrangeret af de danske medier, pegede den prisbelønnede hollandsk-engelske journalist og bestsellerforfatter Joris Luyendijk på risikoen ved journalistikkens måde at simplificere det nuancerede og komplekse på. ”Vi må spørge os selv os selv: Bidrager mit arbejde til populismen?”, lød det fra ham. Det var nok en rigelig mundfuld, ingen af de deltagende mediefolk gik i dialog med ham. Men nu er spørgsmålet da stillet i det åbne rum, og det er fuldt berettiget.
At forenkle problemstillinger til et hurtigt og bredt kommunikerende niveau er en nødvendig og legitim opgave for journalistikken. Men der er en hårfin grænse mellem det og så at foregøgle, at virkelighedens problemer er enkle, kan løses enkelt og skyldes udvalgte aktørers skumle eller forbryderiske hensigter. Når den overskrides, fodres populismens uhyre.
Et kendetegn er projektering over på enkeltpersoner. Jeg håber, Morten Kvist husker forkert, når han skriver, at Danmarks Journalisthøjskole skulle have annonceret med, at det ”højeste ideal i sig selv er at vælte en minister”. Jeg har i hvert fald mere end én gang offentligt udtalt det modsatte, nemlig at jagten på ministre og andre enkeltpersoner er en faldgrube, som er med til at udhule journalistikkens og mediernes ellers såre vigtige rolle som ”fjerde statsmagt”. Det er en ulykkelig arv fra Watergate-sagen, hvor en journalistisk indsats tvang præsident Nixon ud af embedet i 1974. I årtierne efter voksede gradvis en situation frem, hvor mål og midler blev forvekslet. Det at få nogen gået blev målet. Det egentlige mål, at få ændret de bagvedliggende strukturer, kulturer, lovgivning, eller hvad der nu egentlig overhovedet betinger de overgreb, som det handler om, får en sekundær betydning.
For at gøre opmærksom på faldgruben spørger jeg lejlighedsvis i forsamlinger af journalister eller studerende, hvor mange der kan huske, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) måtte gå som minister i 2011. Det kan stort set alle. Så spørger jeg, hvad det handlede om. Som regel kan over halvdelen huske, at det var noget med nogle udlændinge, der ikke fik statsborgerskab efter reglerne. På spørgsmålet om problemet efterfølgende blev løst, så alle nu blev behandlet efter reglerne, er der typisk ingen, der har den ringeste anelse. Det er ikke, fordi jeg mener, nogen burde kunne huske det. Pointen er, at næsten ingen har interesseret sig for det hverken dengang eller siden – så snart ministeren var væk, forsvandt fokus.
Personfikseringen er senest set i forbindelse med Danske Bank-sagen. I ugen op til, at den store rapport kom, føg det med overskrifter som ”Hvidvasksag kan koste topchef jobbet”, ”Danske Banks konge kan ryge ud”, ”Nu må andre fjerne Borgen”, ”Dansk Bank- topchef i søgelyset”, ”Danske Bank vil ofre sin topchef”. Og ja, selvfølgelig måtte Borgen ud, ligesom andre ansvarlige chefer og ministre, der ikke løfter deres ansvar, som de burde. Men chefens afgang løser ikke det problem, det handler om. Samfundets interesse er, om de mekanismer eller mangel på samme, som ligger bag problemerne i den enkelte sag, rent faktisk bliver belyst ordentligt og ændret, så det ikke sker igen.
DET STORE PERSONFOKUS tager al fokus – og når personproblemet er overstået, tabes energien i dækning og interesse. Indtil der opstår noget andet, hvor ”hvem har skylden”-spillet startes og ”hvad er der i grunden galt” igen forsvinder i skyggerne. Mon der nogensinde sker noget reelt ved de mekanismer, der har gjort Britta Nielsen-sagen mulig? Og mon vi hører nogen interessere sig for det, når Britta og måske nogle af børnene er dømt, og der ikke kan tygges mere drøv på den del? Vil nogen forsøge at få det frem i lyset, få dokumentation på bordet, måske påvise systemets svigt?
Den nemme udgang er at se medierne som ensidig årsag til den udvikling, der har ført til Morten Kvists oplevelse og de øvrige her beskrevne fænomener. Det vil så være lige så grov en forenkling, som når enkeltpersoner gøres til årsag til komplekse fænomener.
Der kan bestemt fremføres berettiget kritik omkring dagens journalistiske praksis. Det er nok et af de fag, hvor fagkritik og selvrefleksion fylder mindst sammenholdt med relevans og behov – selvom det indgår i den journalistiske uddannelse på en helt anden måde end tidligere generationer af journalister oplevede. Bedre bliver det ikke af, at virkeligheden er hård derude hos pressede og konkurrerende medier, som har mistet en stor del af deres økonomiske grundlag til globale it-giganter.
For nogen tid siden ringede jeg til journalist, der havde citeret en kilde for noget åbenlyst forkert om min uddannelsesinstitution uden først at forelægge os påstanden. Det viste sig at være en journalistpraktikant fra den institution, jeg er leder af, og han havde været 14 dage i praktik. Jeg foreholdt ham, at han da mere end godt vidste, at en parts påstand om den anden skal forelægges til kommentering fra den angrebne part før publicering – ellers ville han jo være dumpet og aldrig været nået frem til praktik. Svaret lød: ”Ja, ja, det ved jeg da godt. Men ved du hvad, rektor, herude har vi altså ikke tid til den slags.”
Hans redaktør ville ikke have brudt sig om det svar, for uanset travlhed er der på de fleste medier et vel indarbejdet ønske om at ville overholde de spilleregler, som en sober og uvildig dækning indebærer. Når der alligevel svigtes, og vi ser flere og flere populistiske forenklinger, kommer vi ikke uden om den udfordring, at de forsimplende narrativer går rent ind i folkemassen. Politikere med næste valgdag som yderste horisont er ikke sene til at hoppe med ind. Se bare dem, der for tiden høster point på at sige ”banditter i habitter”.
Nogen snarlig og enkel løsning på disse udfordringer er det svært at få øje på, selvom der som nævnte trods alt ses en gryende bevægelse, når vi for eksempel kan begynde at diskutere, om journalistikken i virkeligheden nærer populismen. På den side tæller også et fænomen som konstruktiv journalistik, hvor løsningen er i fokus, frem for hvor slemt alting er, eller hvem der måtte være skurken. Og lad os så glæde os over, at tænksomme medier trods alt findes endnu og ditto mediebrugere til at efterspørge dem ligeså.