Prøv avisen
Kronik

Vi må erkende ondskabens plads i vores hjerte

Karsten Nissen

Er erkendelsen af ondskabens plads i menneskets hjerte ikke en forudsætning for at kunne forstå nådens uendelige gåde og gave? Derfor finder jeg det vigtigt, at forsagelsen har sin plads sammen med trosbekendelsen i gudstjenesten, skriver biskop emeritus

DER ER GRUND TIL at sige tak til professor, billedhugger og teolog Hein Heinsen, fordi han har sat fokus på forsagelsens plads i trosbekendelsen. Hans kronik om dette emne gør det nemlig klart, at der må skelnes imellem forsagelsen af ”Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen” og den apostolske trosbekendelses tre artikler, der bekender troen på Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Desuden rejser Hein Heinsen det vigtige spørgsmål om, hvordan vi i 2018 skal forholde os til ”Djævelen”. Er det rigtigt, at forsagelsen af Djævelen rangerer på linje med bekendelsen til den treenige Gud?

Oprindeligt blev den apostolske trosbekendelse kun brugt ved dåben, og helt fra den første kirkes tid var forsagelsen i forskellige former en del af dåbsritualet. I gudstjenesten brugte man Den Nikænske Trosbekendelse (Credo), siden Reformationen herhjemme i form af en trossalme. Kirkeordinansen 1539 følger Luthers anvisning i Deutsche Messe 1526, og placerer Credo efter evangelielæsningen. Præsten skal messe de første ord på latin, medens menigheden fortsætter med salmen ”Vi tro, vi alle tro på Gud”, der er en gendigtning af Den Nikænske Trosbekendelse.

I BEGYNDELSEN AF 1800-TALLET skete der en opløsning af den klassiske reformatoriske gudstjenesteordning, og trosbekendelsen (Credo) forsvandt fra gudstjenesten som fast led. Først i forbindelse med den fornyelse af gudstjenesten, som udgik fra den grundtvigske vækkelse, fandt trosbekendelsen igen sin plads i gudstjenesten. Denne gang i form af Den Apostolske Trosbekendelse, som for Grundtvig var det ældste og tydeligste udtryk for den oprindelige kristendom. ”Ordet af Vor Herres mund” kaldte Grundtvig trosbekendelsen og var her stærkt inspireret af kirkefaderen Irenæus og hans ”Trosregel”.

I salmebogens nummer 376 ”Op til Guds hus vi gå” siger Grundtvig i det fjerde og femte vers: ”Guds ord til sjæl og krop/ det siger selv: ’Luk op!’/ Afsiger løgnen du/ og tror Guds sandhed nu?/ Det er hans ’effata’/ og tungen svarer: ja!/ Guds røst, som almagts hånd/ os skar for tungebånd.”

”Effata” betyder ”luk op”, og Grundtvig anser altså forsagelsen som en nødvendig forberedelse til at svare ja til trosbekendelsens tre led. Derfor begyndte de grundtvigske præster at fremsige forsagelsen og Den Apostolske Trosbekendelse fra prædikestolen før prædikenen. Efterhånden fandt trosbekendelsen med forsagelsen på denne måde sin plads i den danske gudstjeneste, og fra 1930’erne begyndte de fleste præster at fremsige trosbekendelsen fra alteret efter evangelielæsningen.

Først med biskoppernes vejledning af 1949 blev denne liturgiske skik officielt en del af den danske gudstjeneste, idet biskopperne skriver:

”Hvor forsagelsen og trosbekendelsen bruges, kan de fremsiges eller synges af præsten eller menigheden. Præsten står herunder vendt imod alteret; under forsagelsen kan han stå vendt mod menigheden. Forsagelsen og Trosbekendelsen kan også fremsiges fra prædikestolen før eller efter evangeliets oplæsning.”

Biskoppernes vejledning af 1949 var altså en formalisering af en allerede anvendt liturgisk skik i den danske gudstjeneste. At biskopperne var påvirket af Anden Verdenskrigs begivenheder, og især af holocaust, kan bestemt ikke udelukkes. Folkekirken er en af de få kirker i verden, som har forsagelsen med ved gudstjenesten forud for trosbekendelsen.

EFTER MIN OPFATTELSE er der vigtige argumenter for at fastholde forsagelsen som en del af folkekirkens gudstjenesteordning og ikke kun i forbindelse med dåben. Vi lever i en tid og i et samfund med en meget stor personlig frihed, og den frihed skal vi fastholde. Men dermed bærer vi selv ansvaret for vore handlinger og deres konsekvenser for andre mennesker. Konsekvensen for os selv kan blive både skyld og skam. Men hvad stiller et moderne menneske op med denne skyld og skam, hvis vore omgivelser fortæller os, at det netop ikke er os, men derimod omstændighederne i vores liv, som bærer skylden?

Forsagelsen fastholder, at ”Djævelen” eller ”det onde” ikke bare er noget uforklarligt, der ligger uden for os selv, i omstændighederne eller hos særligt onde mennesker. Det onde findes også i det menneskelige hjerte. Og det bæst skal vi se i øjnene. Selv efter at have nedkæmpet Iraks diktator Saddam Hussein eller Libyens Moammar Gaddafi besejrede vi ikke ondskaben. Vi kan nemlig ikke placere ondskaben hos særlige mennesker eller særlige systemer. Den findes også i vores eget hjerte.

Jeg har altid savnet fortællingen om kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud (Joh. 8, 1-11) blandt folkekirkens prædiketekster. Jesu svar til de skriftkloge og farisæerne, som ønskede kvinden stenet, ramte deres hjerter, ligesom det rammer vores: ”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.” Hvem kan fordømme et andet menneskes synd med den sætning i ørerne?

I byen Torgau ved Elben i Tyskland, ligger det imponerende store slot Hartenfells. Slottets kapel er et smukt kirkerum, som blev bygget, medens Martin Luther levede. Han var medbestemmende ved rummets indretning og indviede selv kirken i 1544, to år før sin død. Der er ikke nogen adskillelse mellem skibet og koret. Alteret er som et spisebord, hvor alle i menigheden kan samles og modtage vin og brød ved nadveren.

”KRISTUS ALENE”, ”Nåden alene”, ”Troen alene” og ”Skriften alene”. Det er Luthers beskrivelse af den sande kristendom. ”Kristus alene” er overskriften, og de tre øvrige sætninger udfolder dette. Prædikestolen er prægtigt udsmykket med tre relieffer. ”Troen alene” illustreres af Jesus, der uddriver kræmmerne og deres offerdyr af templet. ”Skriften alene” er Jesus, der som 12-årig i templet forklarer teksten for de skriftkloge. ”Nåden alene” tydeliggøres af kvinden, som blev grebet i ægteskabsbrud, men som blev reddet af Jesus. Luther sørgede for, at netop denne kvinde skulle udtrykke en af hans hovedlærepunkter: ”Nåden alene”. Er erkendelsen af ondskabens plads i menneskets hjerte ikke en forudsætning for at kunne forstå blot en smule af nådens uendelige gåde og gave? Derfor finder jeg det vigtigt, at forsagelsen har sin plads sammen med trosbekendelsen i gudstjenesten.

IFØLGE TRADITIONEN GIVER VI det onde navn af Djævelen. Men han har også andre navne: Satan (modstander), Fanden (fristeren) eller Beelzebul (fluernes herre). Når Djævelens navn nævnes som noget, vi siger nej til, bliver det tydeligt, at ondskaben er en gåde og et dybt mysterium. Men ondskaben er ikke en grum skæbne, vi viljesløse må bøje os for. Ondskab kan og skal bekæmpes. Det kan vi kun gøre ved Guds hjælp. Gud er ikke som en himmelsk skakspiller, der flytter rundt med os som brikker på et bræt med mørke og lyse felter. Bekendelsen til en treenig Gud er bekendelsen til en Gud i bevægelse, der elsker os og følger os i vores liv. Den treenige Gud udruster os til at kæmpe imod den onde magt, som ødelægger livet. Den kamp inddrages vi i, når vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Hein Heinsen har en vigtig pointe i, at forsagelsen af Djævelen ikke bør ligestilles med bekendelsen til den treenige Gud. Måske bliver dette spørgsmål inddraget i arbejdet med en revision af folkekirkens gudstjenesteordning, som biskopperne har lagt op til. Forsagelsen hører uforandret til tilspørgslen ved dåben.

Men måske kunne præsten ved gudstjenesten indlede trosbekendelsen med at sige: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Og derfor bekender vi: ”Vi tror på Gud Fader...”.