KRISTENDOMMEN ER I DAG blevet en mere offentlig religion, end den var for bare fem år siden. For uanset om man forstår sig selv som kristen eller ej, så fylder kristendommen stadig mere i den offentlige debat, hvor begreber som ”næstekærlighed” bliver brugt af præster såvel som ateister.
Det kommer efter en periode på flere årtier, hvor kristendommen har fyldt mindre og mindre i den offentlige debat med det resultat, at den almene viden om og forståelse af kristendommen som tradition er svundet ind. I en tid, hvor religionen bliver brugt både politisk og individuelt til at markere, hvem man er, og hvad man står for, så er viden om kristendommen mindre, end den har været i mange år.
Det har affødt en polarisering i de kirkelige og teologiske debatter i Danmark, som presser debatten imod en kirkelig og politisk højrefløj, domineret af Tidehverv, hvor kristendommen identificeres med en konservativ samfundsforståelse, og hvor man kritiserer alt, hvad der har med det ”moderne” at gøre. Eksempelvis kritiserer man menneskerettigheder og homovielser, ligesom man forsvarer revselsesretten. På den anden side står en teologisk og kirkelig venstrefløj, hvor fokus lægges på kristendommens varetagelse af menneskets selvrealiseringsproces; hvor der ønskes ritualer for skilsmisser, og hvor der afholdes yoga i kirken. Selvfølgelig rummer dansk teologi også en række løsgængere, som hverken kan placeres i den ene eller den anden lejr, fordi deres identitet beror på afvigelse fra den kirkelige ortodoksi.
Denne kronik argumenterer for, at dansk teologi og kirkeliv har brug for at markere en position, som kan rumme både højre- og venstrepolerne i kirkelivet. Mens den tager afstand fra, at kirkens vigtigste teologiske opgave er kirkepolitiske stridigheder mellem liberale, Tidehverv, grundtvigianere og missionsfolk.
For så længe vi lader os teologisk og kirkeligt definere af, om man accepterer Brandes’ modernisme eller ej, kommer vi aldrig videre. Som præsteskab og fagteologer er vi i fare for at svigte vores medmennesker, fordi vi ikke formidler kristendommen, så den er relevant i forhold til det moderne menneskes behov for at kunne orientere sig i en stadig mere kaotisk verden. Og som lægpersoner går vi glip af kristendommens potentiale for at belyse det mørke, som lurer på bunden af den menneskelige eksistens, hvor svarene ikke er selvfølgelige.
Derfor er det på tide, at vi generobrer ikke bare en sekulær humanisme (se Svend Brinkmann, Politiken 29. maj 2016: ”Vi må erobre humanismen tilbage”), men også en religiøs humanisme.
Det er dog ikke første gang, at kristen humanisme er kommet til Danmarks teologiske kyster; det er tidligere blevet påpeget af Ulrik Nissen, at der findes en tradition i udlandet for kristen humanisme (se Ulrik Nissen, Kristeligt Dagblad den 16. juni 2009: ”Kristen humanisme genopdaget”. ). Et andet eksempel på en genoplivning af den gamle tradition for kristen humanisme kan man finde i den amerikanske teolog William Schweikers forskning, hvor han taler om kristen humanisme som en del af en bredere tradition for religiøs humanisme, som han kalder teologisk humanisme.
Polariseringen i den nuværende debat kan i sin grundform spores tilbage til fremkomsten af det, vi i dag kalder kulturradikalismen. Kulturradikalismen udsprang fra litteraturprofessoren Georg Brandes’ kritik af det danske samfund og dansk kultur. Denne bevægelse i dansk ånds- og kulturliv blev mødt af en konservatisme, som bestræbte sig på at gendrive kritikken fra de ”moderne” debattører.
Debatten kom efterfølgende til at dreje sig om, hvorvidt kristendommens dogmer og de sandheder, som ligger deri, er acceptable på ”modernitetens” præmisser eller ej. Et nyligt eksempel på denne gren af debatten er Ateistisk Selskabs buskampagner. Nyateismen hævder fejlagtigt med opslaget på busserne, at kristendommens grundlag, for at kunne give mening for det moderne menneske, er spørgsmålet om, hvorvidt det er fornuftigt at ”tro på noget”? Men kristendommens relevans afhænger i virkeligheden af, om dens kernebudskaber formår at sige noget berigende om den menneskelige eksistens anno 2017.
NÅR VORES KOLLEKTIVE FORSTÅELSE af kristendommen stagnerer i en politisk funderet polaritet mellem højre- og venstrefløj, så afføder det flere problemer. Det største af disse problemer, er, at når et større antal mennesker aktivt identificerer sig med andre religiøse traditioner for at få udtryk for deres åndelige behov, så bevidner det, at dansk teologi og åndsliv som formidlet i den kristne tradition ikke magter at møde de udfordringer, som ligger i at bringe den kristne tradition ud til danskeren anno 2016.
For at tage Søren Pinds (V) opfordring op (Morgenavisen Jyllands-Posten den 24. juli 2016: ”Søren Pind. Fri os fra nemme svar”) og pege på konklusionen, så vil denne kronik argumentere for, at løsningen ligger i at genoplive den humanistiske tradition, som ligger i hjertet af kristendommen.
Det, som mangler i Danmark, er, at kristendommen tager det humanistiske krav om menneskets iboende behov, psykologiske, fysiske og åndelige, alvorligt, når det kommer til formidlingen af traditionen uden at gå på kompromis med traditionen.
En kristen humanisme er ikke en ideologi med et partiprogram, og derfor kan man heller ikke tale om den kristne humanisme uden for der, hvor man kan tale om den kristne tro og den kristne kirke.
På samme måde er kristen humanisme, som enhver religiøs humanisme, en påmindelse om, at religion, selv kristendommen, bliver farlig, når vi skubber påmindelsen om den menneskelige værdighed væk. På den måde er kristen humanisme også kompatibel med sekulær humanisme, for selvom der er uenighed om, hvor menneskets værdighed kommer fra, så er begge former for humanisme enige om, at vi må holde fast i denne værdighed for medmenneskets skyld. Uanset om man er stillet sådan af Kristus, eller samvittigheden påbyder en.
Her er det vigtigt at understrege, at den teologiske kerne i enhver kristen humanisme består i kristologien, ligesom det er tilfældet i enhver protestantisk teologi.
Den schweiziske teolog og skoledanner Karl Barth forklarede den protestantiske kristologi således, at Gud igennem inkarnationen valgte at være fremmed for mennesket sammen med mennesket. En anden formulering er at finde hos den amerikanske trapistmunk Thomas Merton. Han sagde, at sand kristen humanisme er korsets teologi fuldkommengjort. Kristen humanisme er ikke et retfærdighedsprojekt, men en understregelse af kristendommens centrale dogme, at Gud blev fuldt menneske for menneskets skyld.
DET ER DERFOR, kristendommen egner sig så godt til det moderne menneske (selvom vi glemmer det, sammen med den kristne humanisme), fordi det, som kan siges at være helligt, er at finde i det menneskelige liv og ikke i et tempel eller i et ritual; og de kristne ritualer markerer forandringer i det menneskelige liv og ikke eksempelvis i kosmos som set igennem en kikkert. Den humanistiske tradition i kristendommen er lige så gammel som kristendommen selv, og mange apologeter for religiøs humanisme (som undertegnede) vil argumentere for, at kristendommen rummer en humanisme, som er mere oprindelig end den, som vi traditionelt sporer tilbage til renæssancen.
En religiøs eller teologisk humanisme kan aldrig blive til en facitliste for de politisk rigtige holdninger, men det er en måde at forstå religionen på, hvor man gør krav på de menneskelige behov af både biologisk og psykologisk karakter som en relevant horisont for at stille spørgsmål til kristendommen og andre religioners plads i det moderne samfund.
Tue Ravn er stud.theol