Prøv avisen
Kronik

Kronik: Vi må gøre det lettere at være efterladt i Danmark

"Vi har brug for institutionelle rammer, der løfter noget af ansvaret fra de efterladte, som gør det legitimt at være i sorg, og som inviterer til en kollektiv samtale om dem, vi savner," skriver kronikørerne Preben Engelbrekt, Direktør i Det Nationale Sorgcenter og Kirsten Søndergaard, Sekretariatschef i Landsforeningen Liv&Død. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Preben Engelbrekt, Direktør i Det Nationale Sorgcenter og Kirsten Søndergaard, Sekretariatschef i Landsforeningen Liv&Død

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Med sorgen rammer efterladte ofte en mur af tavshed i deres omgangskreds. Vi har brug for institutionelle rammer, som løfter ansvar fra de efterladte, som gør det legitimt at være i sorg, og som inviterer til en samtale om dem, vi savner, skriver kronikørerne

FLERE END 200.000 PERSONER mister hvert år en nærtstående. Lige så sikkert som det er, at livet skal have en ende, lige så sikkert er det, at vi tit er uforberedte på sorgens stærke følelser. Uanset om vores nærmeste dør i høj alder, eller om døden kommer uvarslet, så kan tabet rive tæppet væk under os i kortere eller længere tid. For mange bliver sorgen en livslang følgesvend af den slags, der er både hadet og elsket. Elsket, fordi sorgen bliver bindeleddet til den savnede, og hadet, fordi sorgen placerer den efterladte det sværeste sted af alle: der, hvor det både er smertefuldt at se tilbage og smertefuldt at se frem.

Det følelsesmæssige kaos, som ofte følger af sorgen, kan vise sit ansigt på mange måder. En undersøgelse har vist, at over 40 procent af de efterladte er sygemeldt i kortere eller længere tid efter deres tab. To ud af tre efterladte har opsøgt psykolog, og halvdelen har søgt læge for at få hjælp. For halvdelen af de efterladte har sorgen store konsekvenser for arbejds- eller studieliv. Og vi ved, at 15-20 procent af alle efterladte udvikler vedvarende sorglidelse eller tabsudløste psykiske problemer som depression og PTSD.

Men sundhedsministeren kan ånde lettet op. I dag er vi ikke ude i et sundhedspolitisk ærinde om at sikre bedre behandling til syge efterladte. For der er noget, der rammer en langt større gruppe efterladte. Nemlig den mur af tavshed, som de fleste efterladte møder, og som betyder, at de rammes dobbelt.

Flertallet af efterladte har oplevet, at personer i deres omgangskreds holdt afstand til dem efter tabet, og tre ud af fire efterladte har skjult deres sorg over for familiemedlemmer, venner, kollegaer, chefer med videre, fordi de frygtede at være en belastning eller følte, at det ikke var okay at deres sorg stadig fyldte. Efterladte savner, at vi taler med dem om den, de har mistet, og efterlyser flere anledninger til at mindes.

Når det gælder berøringsangsten over for døden, så hjælper et pakkeforløb i sundhedsvæsenet ikke. Men det har konsekvenser for de efterladtes sundhed og trivsel, og det belaster sundhedsvæsenet, hvis vi ikke gør mere for at hjælpe de efterladte med at bære sorgen. Alle efterladte har brug for både at kunne se frem og se tilbage. Men for de fleste efterladte fylder frygten for at glemme afdøde rigtig meget, og den vokser i takt med behovet for også at reorientere sig i et nyt liv; et behov, der bor helt naturligt i den efterladte selv, men også i samfundets krav og forventninger.

DESVÆRRE BLIVER konkurrencen mellem de to behov unødvendig stor i et samfund som vores, hvor vi har meget få synlige og kollektive mindetraditioner og -ritualer, hvor vi sjældent taler om de døde, og hvor sorgen og ansvaret for at holde liv i minderne bliver en privat opgave for den enkelte.

Vi har brug for institutionelle rammer, der løfter noget af ansvaret fra de efterladte, som gør det legitimt at være i sorg, og som inviterer til en kollektiv samtale om dem, vi savner. Føler man sig ikke hjemme i kirkens rammer og ritualer, hvor man for eksempel på allehelgensaften tænder lys for de døde, så er der meget få kollektive invitationer til efterladte om at vise de døde frem.

Der er brug for at tænke kultur- og sundhedspolitik sammen, hvis vi skal gøre livet nemmere for efterladte. På samme måde som politikerne i mange år har tænkt på tværs af ministerområder for at understøtte det sunde fysiske liv.

Landsforeningen Liv&Død har netop – i samarbejde med Det Nationale Sorgcenter – åbnet en udstilling, der viser et bredt udsnit af mindetraditioner i Danmark. Udstillingen ”De døde i vores liv” viser gennem tekst og billeder 45 personlige beretninger om sorg og minder.

Udstillingen er tænkt som et frirum for efterladte og kan forhåbentlig tjene til inspiration for de mange, som endnu ikke har fundet en plads i livet til en, de savner. Udstillingen kunne med stor fordel støttes kulturpolitisk, så den kom rundt i hele landet eller blev suppleret med en landsdækkende kampagne, som efterlyser og formidler minderitualer fra alle interesserede efterladte.

Mange andre små og store kulturtiltag kan overvejes. Lige fra tiltag med fællessang og foredrag på landets biblioteker, landsdækkende mærke- og mindedage med fælles mindeaktiviteter i alle landets byer til oplysningskampagner for efterladtes pårørende med viden og gode råd til at mindske den berøringsangst, der ofte står i vejen for, at man inviterer til netop dén samtale.

Oplysningskampagner skal gennemføres helt uden løftede pegefingre. Når den efterladtes omgangskreds eller familie ikke melder sig så meget på banen, som den efterladte ønsker, så skyldes det ikke ond vilje. Det skyldes derimod, at det for søsteren, onkelen, kæresten, vennen, naboen, kollegaen eller chefen også handler om dem selv!

NÅR DET ER SVÆRT FOR MANGE at tale med efterladte, så er det, fordi samtalen ikke kan gennemføres, uden at man bliver mindet om sin egen dødelighed. Så længe, vi lukker øjnene for, at vi selv og vores nærmeste også skal dø, har vi svært ved at lytte til efterladte.

Det gælder også det sundhedspersonale, som til daglig møder alvorligt syge patienter og deres pårørende. Ud over at være sundhedspersonale, er de samtidig helt almindelige mennesker, der kan have lige så svært som du og jeg ved at se i øjnene, at heller ikke deres eget liv varer evigt.

Det Etiske Råd og Det Nationale Sorgcenter gennemførte sidste år en turné, hvor vi i 10 byer inviterede alle interesserede til en snak om dødens tabu. Der var massiv interesse – ikke mindst fra mennesker, der til daglig møder syge, ældre, døende, pårørende og efterladte i forbindelse med deres arbejde. Vi gentager derfor turnéen i foråret 2019 og vil byde både en sundheds- og en kulturminister mere end velkommen.

Det har enorm betydning for efterladte at møde andre efterladte. Ligesindede, som man kan dele sorgen med uden at føle, at man skaber dårlig stemning eller sidder fast. Også efter 1, 2, 5 eller 10 år. Det Nationale Sorgcenter åbner derfor i 2019 med støtte fra TrygFonden en ny landsdækkende sorglinje for efterladte i alle aldre, bemandet af frivillige efterladte selv. Et tiltag, der som andre gode tiltag i civilsamfundet kan styrkes, udbredes og forankres med kulturpolitisk støtte, og som kan give øget trivsel, øget håb og øget mening i tilværelsen for de efterladte i begge ender af kontakten.

MEN BETYDER DET NOGET? Er det ikke bare smertefuldt at miste? Ingen tiltag – uanset ministerområde – kan jo bringe den døde tilbage. Nej, det er helt rigtigt. Vi kan ikke fjerne sorgen. Men vi kan hjælpe de efterladte med at gå på line mellem fortid og fremtid.

Medicinske fremskridt gør, at vi lever længere og længere. Det kan være forjættende at sætte alle sejl og ressourcer ind på at fortsætte den udvikling. Men døden er kommet for at blive, uanset om levealderen stiger over de næste generationer. Vi forstår godt politikernes lyst til at støtte sundhedsområdet med alt, hvad de har. Politikere er mennesker som os andre, der synes. det er svært hver morgen at vågne op til erkendelsen af, at livet kun er til låns.

Vi har i høj grad brug for et samfund, der også bruger ressourcer på at hjælpe, når døden banker på, og der er brug for en anden medicin end den, vi giver til vores syge. Et samfund, der træder til, når sundhedsvæsenet hører op.

Det er en fælles opgave for os alle at møde efterladte mere åbent. Det er ikke alene et politisk ansvar. Men det er også et politisk ansvar. Derfor er vi mange, der gerne vil bidrage til en fælles sundheds- og kulturpolitisk plan for efterladte i Danmark.