Vi må gøre noget ved, at så mange unge har ondt i livet

Om lidt skal en ny regering i gang med arbejdet. Og her er det vigtigt at have fokus på alle de unge, som har det svært. Det er på tide at ændre uddannelsessystemet. Det skriver Brian Gronemann, som har oplevet systemets problemer gennem sine egne børn

For mig at se handler det ikke om, at de unge ikke skal møde præstationskrav, men spørgsmålet er, hvorvidt omfanget og måden er hensigtsmæssig, skriver dagens kronikør.
For mig at se handler det ikke om, at de unge ikke skal møde præstationskrav, men spørgsmålet er, hvorvidt omfanget og måden er hensigtsmæssig, skriver dagens kronikør.

NÅR JEG SOM FAR betragter mine børn, som er først i tyverne, når jeg ser på mine venners og bekendtes børn, når jeg læser aviser, ser nyhedsudsendelser og hører ”Brinkmanns Briks” på P1, så springer det i øjnene, at der er rigtig mange unge på 15-24 år, der har det dårligt, har ondt i livet og brug for hjælp. Det diskuteres, om problemerne skyldes præstationsangst, fordi der i uddannelsessystemet er for mange og for store krav, eller fordi de unge i for høj grad lever i en perfekthedskultur. Nogle betegner dagens unge som ”Generation præstation”, andre taler om ”Generation perfekt”. Svend Brinkmann har i sit radioprogram samlet det i ”Generation perfekt præstation” (P1 den 13. marts). Hvorom alting er: De unge er i uhyggelig grad påvirket af det, de udsættes for, og mange bliver syge, giver op, dropper ud.

Min datter på 20 år droppede ud af skolesystemet for cirka to et halvt år siden efter at have bestået 10. klasse og grundforløbet på en erhvervsuddannelse. I starten af hovedforløbet gik noget galt. Hun kom i skolepraktik, men det blev mærkbart sværere og sværere for hende at opsøge virksomheder og søge praktikplads. Jeg har flere gange stået sammen med hende uden for en restaurant og sagt: Du er god nok, det skal nok gå, mens hendes ben blev tungere og tungere, og tårerne begyndte at trille.

Til sidst mistede hun lysten og droppede ud. Siden har hun gået hjemme, uden uddannelsesplads og uden job, med en social angst, som ikke synes at blive mindre. Imens drøner livet forbi hende udenfor, synes hun.

Undersøgelser viser, at cirka hver anden kvinde på 19 år har været til psykolog. I 2009 var tallet 29 procent og i 2014 35 procent. 40 procent af dem har et højt stressniveau, hver tiende 15-årig har en psykiatrisk diagnose, og flere og flere lider af angst og depression. I vejledningen i Københavns Kommune har man de seneste fire-seks år set et eksplosivt boom i antallet af unge kvinder med problemer, og mange af dem havner i psykiatrien. Tidligere var drengene meget hårdt ramt.

MIN SØN PÅ 24 ÅR har nu omsider fundet en uddannelse, han er glad for og lægger masser af tid og kræfter i. Det er hans femte start på en uddannelse på fem år, og indimellem har han tilbragt længere perioder på sofaen, mens han dels prøvede at tage sig sammen, dels havde svært ved at orientere sig i regler om adgangskrav, SU og klippekort. For en 24-årig bør der endnu være plads til erkendelser og til omvalg. Han har dog allerede i 12 år været genstand for forskellige tiltag, der skal få ham til at vælge, være målrettet og hurtig i uddannelsessystemet.

Mine børn mødte første gang en UU-vejleder i 6. klasse, da de var 12-13 år. Der laves en studievalgsportfolio, der følger de unge, til de er 24 år, og heri registreres alle ønsker, tanker og valg. De unge trænes i at være målrettede, at overveje og at foretage valg. At præstere.

For mig at se handler det ikke om, at de unge ikke skal møde præstationskrav, men spørgsmålet er, hvorvidt omfanget og måden er hensigtsmæssig.

Udover at skulle være tidligt målrettede, så mødes de unge af en snart meget lang række faktorer, der skal skærpe deres præstationer: indviklede adgangsbegrænsninger, flere faglige krav, stigning i antallet af test, fremdriftsreformen, aftalen om dobbeltuddannelse, SU-regler, ranglister og Pisa-undersøgelser. Og det kan have voldsomme konsekvenser ikke at kunne honorere alle krav.

MIN DATTER ER DIAGNOSTICERET talblind, og hun har i to forsøg forgæves forsøgt at bestå folkeskolens 9. klasse-eksamen i matematik. Hun kom med hiv og sving ind på en erhvervsuddannelse, men hvis hun en dag vil vælge om og for eksempel søge en anden, så kan hun ikke komme ind – uden en uddannelsesaftale med en virksomhed på forhånd.

Formelt set er der ikke dispensationsmuligheder til unge med særlige problemer, hverken ord- eller talblinde. Det har ligeledes vist sig at være svært at få hjælp af jobcenteret, fordi man skal være på kontanthjælp for at få særlige tilbud, og det kan man ikke, hvis man for eksempel som min datter har en børneopsparing, som ellers skulle have været gemt til indskud til en lejlighed, når den dag kommer.

I ”Brinkmanns Briks” om emnet siger tre psykologer, at de unge er bange for at fejle, for eksempel til eksamen. Når man længe har arbejdet målrettet mod et konkret mål, og når det er svært at skulle vælge om eller ændre retning, så bliver hver enkelt måling eller eksamen undervejs ekstrem vigtig.

Angsten er blevet diffus. En dårlig karakter eller en misset eksamen opfattes, som om hele livet er forfejlet. At man ikke er god nok, at man ikke slår til og ikke når sit mål. Livet står på spil, hver gang man skal præstere.

Psykologer peger også på, at mange unge i dag lever i en kultur, hvor præstationskrav og perfekthedskravet forstærker hinanden. Jeg er perfekt, hvis jeg har taget den rigtige uddannelse hurtigt og tjekket.

EN AF MINE VENNER har en datter på 26 år, en meget dygtig 12-talspige. Hun har været optaget på hele tre af de helt tunge uddannelser, har taget eksamener på alle tre og har skiftet mellem to af dem nogle gange, inden hun endelig erkendte, hvad der var det rigtige valg.

Selvom hun synes, at det er et luksusproblem at have meget at vælge imellem og tillod sig at prøve af og vælge om, så er pointen, at hun havde det rigtig skidt undervejs, fordi hun ikke formåede at blive afklaret hurtigere, og fordi hun følte sig presset af uddannelsesloftet. Undervejs følte hun sig svigtet af vejledningen og oplevede at stå meget alene.

Det har ikke altid været sådan. Professor Noemi Katznelson pegede i ”Brinkmanns Briks” på, at for tidligere generationer var der på uddannelsen højt til loftet og plads til at prøve ting af. Arbejdslivet stod for unge som den hårde del af livet – den, der primært definerede ens identitet. Nu er det er omvendt. De unge glæder sig til at komme ud i det mere frie arbejdsliv.

Hvor generationerne før har haft fokus på at forlænge ungdommen og ungdommens muligheder, har dagens unge travlt med at blive voksne og komme ud af ungdommen.

DET NATIONALE STRESSPANEL har fremlagt 12 anbefalinger, der i store træk er symptombehandling, der skal gøre os i stand til at håndtere stressniveauet, men ikke piller meget ved årsagerne.

Undervisningsministeren er i ”Brinkmanns Briks” citeret for, at hun ser problemerne som et udtryk for en perfekthedskultur og dermed et individuelt problem. Uddannelsesministeren taler om, at det skal være tilladt at fejle, men kun konkret i undervisningen, ikke i højere grad i studievalget.

Spørgsmålet er, hvor vi som samfund vil lægge pengene.

Vil vi skabe et uddannelsessystem med mere højt til loftet, med mere ro på og større mulighed for at erkende og vælge om? Eller vil vi lægge pengene i det sundhedsvæsen, der skal forsøge at samle de unge op og få dem på ret køl igen?

Udover at lempe præstationskravene bør vi som samfund også overveje at prioritere uddannelserne højere og for eksempel fjerne de årlige besparelser på to procent.

Det er skuffende, at Det Nationale Stresspanel ikke turde gribe mere fat om den varme kartoffel, men forhåbentlig er der politikere, der tør.

Uddannelse, ungdom og trivsel bør blive en prioritet for den nye regering.