Vi må holde noget helligt

At krænke den muslimske profet Muhammeds hellighed ud fra ytringsfrihedens hellighed er både at krænke mennesker personligt og samtidig gøre den ene hellighed bedre end den anden, fordi man har magten til det. Men vores ”hellighed”, ytringsfriheden, er ikke nødvendigvis bedre end andres hellighed, mener dagens kronikør

Vi må holde noget helligt

ETHVERT MENNESKELIGT fællesskab har brug for at holde noget helligt. Det hellige vil sige en virkelighed, man holder sig til, og som man kan vende tilbage til som udgangspunkt og holdning bag de forskellige handlinger.

Det hellige kan både spille sammen med menneskers liv og handlinger og være urørligt og hævet over enhver tvivl. Det hellige behøver ikke have med religion at gøre, men i alle religioner spiller det hellige en afgørende rolle.

For en muslim er det hellige den guddommelige åbenbaring, som profeten Muhammed formidlede, og som blev nedskrevet i Koranen og de muslimske traditioner, der knytter sig til profetens og hans efterfølgeres virkeliggørelse af åbenbaringerne.

Det er dét, muslimen holder sig til og kan vende tilbage til som udgangspunkt for sine holdninger og handlinger, ikke mindst når verden bliver for broget.

Derfor er profeten omgærdet af en personlig værdighed, som en muslim kan identificere sig med, og som i en vis forstand giver muslimen hans personlige værdighed. Den værdighed holdes hellig. En krænkelse af profetens værdighed kan altså blive en personlig krænkelse for en muslim og det, han holder sig til.

For en kristen er det hellige personen Jesus, der åbenbarer Gud i menneskers liv, som en kristen til stadighed må forholde sig til i sit liv, fordi ethvert menneske lige så vel kan fornægte eller forkludre som bekræfte Jesus som Gud i verden. Forholdet til personen Jesus afgør menneskets forhold til Gud, til medmenneskene og til sig selv, og det giver ethvert menneske dets personlige værdighed og betydning.

Det afgørende i kristendommen er ikke objektive sandheder som tyngdeloven, men den personlige, eksistentielle sandhed, der har sit grundlag i forholdet til Gud. Derfor kan en kristen både blive krænket, hvis Jesus bliver krænket, og slå en latter op, hvis Jesus bliver latterliggjort, ligesom det er i det personlige liv, for forhånelsen af Gud hører med til Jesu åbenbaring af ham.

I de vestlige, sekulære samfund er det hellige demokratiet, ytringsfriheden og friheden under ansvar, som der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved. Demokratiet er ikke en guddommeligt givet ordning, men har sit udspring i 1700-tallets oplysningstid, hvor det vesterlandske menneske begyndte at frigøre sig fra den gudgivne forpligtelse og sætte sine egne tanker og strukturer i stedet for Gud.

For nogle førte det til den indbildning, at Gud kunne afskaffes af mennesket, og for alle har det medført en afstand til den guddommelige åbenbaring og forpligtelse i det menneskelige fællesskab.

Det har samtidig afstedkommet en trang til at anfægte eller latterliggøre den religiøse hellighed. Frihed, demokrati og ytringsfrihed er blevet det hellige, som enhver politiker og samfundsborger påkalder, når verden bliver for broget, eller der kræves særlig legitimitet, for eksempel for krigsførelse i den islamiske verden eller overvågning i det demokratiske samfund.

Ligesom muslimer kan råbe ”Allahu akbar!”, når de begår overgreb, eller kristne kan undertrykke i Jesu navn, kan overvågning og kontrol i demokratiets hellige navn komme til at save i den gren, man selv sidder på.

Det hellige er helligt, og man kan ikke sammenligne hellighed. Om det er profeten Muhammeds værdighed, der holdes hellig, Jesu person, der holdes hellig, eller det er demokratiet, der holdes helligt, kan man ikke sige, at ”vores hellighed” er bedre end ”de andres”.

Det vil altid være et spørgsmål om, hvor man finder sit holdepunkt, sin identitet og legitimitet. Mange mennesker vil også kunne holde flere sider helligt samtidig, for eksempel både personen Jesus og demokratiet.

At holde noget helligt er nemlig udtryk for menneskets forpligtelse på en sammenhæng ud over os selv, der kan få os til at sætte os ud over os selv og ikke kun tænke på, hvad der er mest fordelagtigt for os selv, som er et dyrisk instinkt.

Det hellige gror ud af vores menneskelighed og gror op nedefra. Hvis man vil pådutte andre, hvad man selv holder helligt, bliver det et overgreb. Mange ikke-demokratiske lande må derfor betragte den vestlige trang til at pådutte et demokrati som en form for kulturimperialisme.

Det passer ikke til dem og ender ofte i korruption og vold, som man kan se det ved den vestlige pådutning af demokrati i Irak, hvilket ifølge nogle iagttagere tilmed har skabt den ubalance, der har givet anledning til et terrorregime som Islamisk Stat.

DEMOKRATI VOKSER OP NEDEFRA, og ikke et eneste af de vestlige demokratier har været påduttet, men er - som ordet demokrati betyder - opstået af en folkelig udvikling.

Ytringsfrihedens hellighed i de vestlige demokratier er blevet et problem. Når alt, hvad der bliver holdt helligt af muslimer som profeten Muhammed, kan udsættes for krænkende satire i ytringsfrihedens navn, har det intet med ytringsfrihed at gøre, men hænger sammen med dels de sekulære samfunds trang til at latterliggøre religiøs hellighed, dels mediernes objektivering: Når medierne beskriver noget eller laver satire over det, kan det blive objektiveret, til ”det” og ”dem”, jeg kan latterliggøre, som jeg vil, uden hensyn til de mennesker, der også hånes.

At krænke profeten Muhammeds hellighed ud fra ytringsfrihedens hellighed er både at krænke mennesker personligt og samtidig gøre den ene hellighed bedre end den anden, fordi man har magten til det. Håneret er ikke en naturlig konsekvens af ytringsfriheden, men en forvanskning af den.

Man kan vende situationen om og forestille sig det hellige og ukrænkelige for satiretegneren, for eksempel at hans barn blev krænket. Så ville de samme følelser af vrede, hævntørst og trang til vold kunne vælde op i ham, som kan vælde op i den krænkede muslim.

Hvis mennesker i almindelig omgang med hinanden, ansigt til ansigt, benyttede sig af samme håneret som megen satire, ville livet sammen blive uudholdeligt, og nogle ville kalde det mobning.

Nok er der intet så befriende som en god latter, især over sig selv, og megen god satire handler om, hvad mennesker gør ud af det hellige, så det bliver utroværdigt. Men enhver menneskelig ytring kræver takt og tone og sans for hellighed.

Man kan overveje, om Islamisk Stats og Talebans ødelæggelse af kulturskatte er deres objektiverende satire over de vantro, som de vestlige demokratier anser for uhyrlig, fordi vi vurderer de menneskabte kulturskatte så højt.

Med ovenstående overvejelser vil jeg på ingen måde forsvare den vold og terror og ødelæggelse, som nogle mennesker udøver. Tværtimod kan det at holde noget helligt hjælpe med til at give den det rette navn: vold og terror.

Jeg vil heller ikke et øjeblik sætte spørgsmålstegn ved de vestlige demokratier eller slå et slag for nogen kulturrelativisme. Jeg vil blot påpege, at de vestlige kulturers hellighed: demokrati, ytringsfrihed og frihed under ansvar ikke er overordnet, mere berettiget eller bedre, end hvad andre kulturer holder helligt. At holde noget helligt er udtryk for fælles menneskelighed.

Bent Rudolph Arendt er sognepræst