Prøv avisen
Kronik

Valgmenighedspræst: Vi må igen tale om kristendommen som en religion

Tro kan ikke gro under tvang eller ved intellektuel anstrengelse. Tro kan kun blomstre i den frihed, hvor man tør give slip på sig selv og lade myternes, ritualernes og naturens egne billeder få magt over én, skriver valgmenighedspræst Kristoffer Garne.

Kristoffer Garne, Valgmenighedspræst i Kjellerup og Omegns Valgmenighed

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi har behov for ritualer ved livets store overgange og til at følge årstidernes og naturens gang. Kristendommen må turde være religiøs med fortællinger om ritualer. Det er i gudstjenesten, den store fortælling bliver levende for os, skriver Kristoffer Garne

Kristendommen er en religion. Det kan virke som en banal konstatering. Men når det alligevel kan være nødvendigt at sige, skyldes det en udpræget tradition for at sige det modsatte: Kristendommen er ingen religion. Da jeg begyndte at læse teologi på Københavns Universitet i 2010, var noget af det første, jeg fik at høre, at kristendommen ikke er en religion.

Forklaringen lød omtrent sådan her: Religion handler om menneskets ofte hovmodige forsøg på at nå det guddommelige, mens kristendommen er det glædelige budskab, at Gud er blevet menneske i Jesus Kristus.

Kristendommen er ingen religion. Dette udsagn er et af hovedbudskaberne i meget af det, der i Danmark er tænkt, skrevet og sagt om kristendommen i det 20. århundrede. Det var nødvendigt at sige sådan i en tid, hvor verdensbilledet ændrede sig, og religionskritikken for alvor kom på banen i den brede offentlighed. I en sådan situation var det nødvendigt at sige, at kristendommen ikke handler om at antage forældede anskuelser om universets indretning og historiens gang, men at kristendommen er et budskab til hvert enkelt menneske.

Nu er tiden kommet til, at vi igen begynder at tale om kristendommen som en religion, det vil sige som noget, vi gør, og som noget, der taler til langt mere end blot vores etiske kompas.

Jeg har derfor skrevet en lille bog med titlen ”Den kristne religion: En vejviser” (Forlaget Eksistensen). I den vil jeg gerne vise, hvordan grundlæggende fænomener som fortællinger og ritualer, der findes i alle religioner, ser ud i kristendommen.

Når jeg opfordrer til, at vi begynder at tale om kristendommen på denne måde, er jeg først og fremmest inspireret af digterpræsten N.F.S. Grundtvig (1783-1872). Han opdagede, at kristendommen ikke er en morallære eller en intellektuel anskuelse, men en levende virkelighed med sin egen kringelkrogede historie. Han opdagede, at kristendommen er en storslået fortælling om vores liv med hinanden og et levende fællesskab til fornyelse af det selvsamme liv.

Da jeg gik i skole, lærte vi, at alle store fortællinger fra de gamle myter over eventyrene til moderne romaner kan sammenfattes i en enkelt lille model: Hjemme-ude-hjem. De store fortællinger beskriver den nødvendige overgang fra en hjemlig grundtilstand ud i det fremmede og tilbage i en ny tilstand, et nyt hjem. Den grimme ælling vokser op i andegården, begiver sig ud i verden og ender i sit rigtige hjem hos de andre svaner.

Hjem er ikke det samme som det oprindelige hjemme. Det er ikke en tilbagevenden til en oprindelig paradisisk urtilstand. Hjem er det sted, hvor alle de erfaringer, der kan gøres ude, bliver en integreret del af livet i det nye hjem.

Læst fra første til sidste side er Bibelen én lang fortælling om vejen fra den oprindelige skabelse hos Gud til en ny skabelse, hvor mennesket igen vil være hos Gud. Undervejs fortælles en masse mindre historier – og den store fortælling om Jesu liv i Det Nye Testamente – der alle har samme tema, nemlig spørgsmålet om, hvordan mennesket kommer hjem.

Alle folkeslag har til alle tider fortalt sådanne historier for hinanden. For alle kommer et sted fra, og derfor har vi brug for at fortælle myter og historier om dette ophav. Og alle er på vej et sted hen, og derfor har vi brug for historier om fortidige begivenheder til at spejle os i, så vi kan finde ud af, hvad vi skal gøre på vores vej.

Man har sagt, at hele kristendommens budskab kan sammenfattes i de to lignelser om den fortabte søn og den barmhjertige samaritaner.

Den første lignelse fortæller om en søn, der fik udbetalt sin arv og gik ud i verden, brugte arven op i et udsvævende liv og endte med at leve blandt svin. Da vendte han hjem til sin fader for at bede om et usselt kald som daglejer, men faderen tog imod ham og holdt en stor fest for ham.

Den anden lignelse fortæller om en mand, der blev overfaldet af røvere og blev efterladt forslået i vejkanten. Den, der hjalp ham op af grøften og fik ham på et herberg, var ikke en af hans landsmænd, men en fremmed.

Begge disse lignelser har, som alle gode historier, det tilfælles, at de tager en uventet drejning. I den første lignelse tager faderen imod sønnen med åbne arme og ikke med et bebrejdende blik, ja, man hører ligefrem, at han løber sønnen i møde. I den anden lignelse kommer hjælpen et uventet sted fra.

Vejen hjem for os er ikke at gå ad den sikre sti fra vugge til grav. Vejen hjem finder vi ved, at Gud kommer os i møde, tager os ved hånden og giver os kraft og styrke til at leve livet, så verden bliver et hjem for os – og for andre.

Alle religioner og alle samfund har ritualer ved livets store overgange: Fødsel, voksenlivet, familielivet og døden. I kirken har vi disse ritualer i form af barnedåb, konfirmation, vielse og begravelse. Vi har et grundlæggende behov for ritualer ved livets store overgange.

Det er nødvendigt for os, at vi et øjeblik bliver taget ud af hverdagslivet og ser, at tingene forandrer sig. Vi har brug for at markere, at der sker noget nyt. Feste og fejre – eller sørge – og forberede os på, at tingene nu bliver anderledes, når hverdagen melder sig igen. Hvis ikke vi markerer tingenes forandring, kan vi have svært ved at indse dem.

Ligesom mennesket har behov for overgangsritualer ved livets milepæle, så har det også brug for ritualer til at følge årstidernes og naturens gang. Det er en mulig forklaring på, hvorfor danskerne går i kirke til jul, og den nu ikke længere kirkelige sankthans-fejring har så stort et tag i befolkningen.

På årets vendepunkter har vi brug for ritualer til at markere solens og tidens gang, markere, at tilværelsen ikke er i vores hænder alene. Markere, at vi har brug for hjælp, hvis livet skal lykkes.

Kristendommen er ikke en tro i betydningen bestemte antagelser om universets indretning. Kristendom er noget, vi gør. Og det vil sige, at dens gudstjeneste, dens ”kult”, ikke er noget sekundært eller tilfældigt, men selve grundnerven.

Hvis man vil vide, hvad kristendom er, så skal man ikke spørge de kloge hoveder om, hvad de siger om den, men se på, hvad den kristne menighed, der fejrer gudstjeneste, gør og siger.

Det betyder også, at kristendommen ikke er noget, enhver på egen hånd tilegner sig ved at læse i bøger og blade. Kristendommen er en historisk overleveret størrelse, en levende tradition, som man tager del i ved at deltage i gudstjenesten.

Gudstjenesten er det sted, hvor den store fortælling bliver levende virkelighed for os. Kulten gennemspiller i mere eller mindre eksplicit form den store fortælling fra begyndelsen til enden med Jesus i centrum. Gudstjenesten gennemspiller fortællingen på en måde, så vi drages ind i den og som fællesskab bliver en del af historien.

Tro kan ikke gro under tvang eller ved intellektuel anstrengelse. Tro kan kun blomstre i den frihed, hvor man tør give slip på sig selv og lade myternes, ritualernes og naturens egne billeder få magt over én.

Tro handler om at turde at lade sit sind forvandle af religionens billeder. Den kristne religion tilbyder os at leve vores liv i lyset af den store fortælling om den gode Gud, der har vist sig for os i sin Søns liv, død og opstandelse, og nu er med os i sin Helligånd. Det kræver, at vi lytter til fortællingerne, deltager i ritualerne og lever vores liv i lyset af det, der her fortælles. Vi skal igen turde være religiøse.